Et tankeeksperiment
Luk øjnene og forestil dig, at en teatertrup kommer til dit land, og at du har fået til opgave at hjælpe dem, mens de er i landet. Da de i en vindblæst park viser dig, hvad de har tænkt sig at spille for dine landsmænd, ved du ikke, om du skal grine eller græde. For ikke at latterliggøre dine gæster, vælger du at græde og siger, at det er fordi du er så bevæget af din kære leder. Gæsterne køber din undskyldning.
Du forstÃ¥r ikke deres ‘humor’. Den ene skuespiller er spastisk lammet, og den anden er talentløs. Deres pÃ¥stÃ¥elige instruktør bliver ved med at stÃ¥ fast pÃ¥, at forestillingen er en hyldest til din præsident. En usammenhængende og nærmest fornærmende dÃ¥rlig hyldest, mener du.
For at dine gæster ikke skal blamere sig (og dig) fuldstændig, forsøger du – uden at vække deres mistanke – at tilpasse deres forestilling, sÃ¥ den bliver bare nogenlunde seværdig og sammenhængende. Du beder en meget berømt instruktør at foreslÃ¥ ideer til forestillingen, og teatertruppen tager modvilligt imod nogle af forslagene. Skuespillerne er slet ikke til at forstÃ¥, nogle ting siger de pÃ¥ et mærkeligt sprog, og meget af det engelske bliver forvansket af den enes spasmer. Din instruktør foreslÃ¥r, at de bruger fløjter og dermed udnytter det internationale sprog, kropssproget. Det er de ikke glade for. De er i det hele taget meget modvillige over for ændringer, som kan gøre forestillingen nemmere at forstÃ¥.
Denne situation befinder Ms Pak sig i. Hun er den nordkoreanske kvinde, som har fået den meget tvivlsomme ære at agere guide og oversætter for Det røde kapel, Mads Brüggers nyeste dokusatire-serie.
Lost in Translation
Programmet pÃ¥stÃ¥r at have til formÃ¥l at undersøge smilets vilkÃ¥r i Nordkorea. Til det formÃ¥l tager Mads Brügger to adopterede koreanskfødte komikere, Jacob Nossel og Simon Jul, med for at opføre en komplet indforstÃ¥et forestilling, som kun danskere kan synes er sjov. Jeg vil vove at pÃ¥stÃ¥, at en tysker, fransker eller bare svensker vil stille sig næsten lige sÃ¥ uforstÃ¥ende over for sÃ¥ ærkedanske indslag som ‘Fru Kristof’ og ‘Lille kat pÃ¥ vejen’. Begge indslag mister al slagkraft ved undersættelsen.
Little pussycat
little pussycat
Who are you?
Who are you?
I am god damn my own,
fremfører Jacob Nossel digtet, skrigende ind i mikrofonen.
Mads Brügger er ikke uddannet journalist, men har fungeret som en sÃ¥dan i en del Ã¥r. Han har op til rejsen til Nordkorea researchet i tre uger. Alligevel har han ikke kunnet gurgle sig frem til, at Piet Hein ogsÃ¥ skrev fantastiske gruk (grooks) pÃ¥ engelsk og oversatte mange af de danske; deriblandt ‘Lille kat pÃ¥ vejen,’ som i Piet Heins egen oversættelse lyder sÃ¥dan:
Little cat
Little cat
Walking so alone
Tell me whose cat are you
– I’m damned well my own.
Det rimer altsÃ¥. Mads Brügger og Co. har altsÃ¥ med vilje forvansket og undersat digtet for at lefle for de danske seeres “selvironiske” sans for humor. Det undrer mig ikke, at Ms Pak og de seriøse kulturpersonligheder ikke kan se det geniale i den ellers geniale Piet Hein, nÃ¥r hans digte bliver behandlet sÃ¥ dÃ¥rligt. SÃ¥ behøver vi ikke komme ind pÃ¥, hvordan det bliver fremført.
Tendens til tendentiøsitet
Ligesom jeg ikke nægter, at danske soldater har været bevidst om amerikanernes tilsidesættelse af Genève-konventionen, nægter jeg heller ikke, at nordkoreanerne lever et trist liv i et lukket land, eller at de gemmer handicappede væk på internater for at opretholde illusionen om den koreanske race som perfekt. Jeg vil heller ikke i dette indlæg komme ind på, hvorvidt befolkningen ville være mere eller mindre lykkelige, hvis de vidste mere om omverdenen.
Jeg vil dog pÃ¥stÃ¥, at ‘Det røde kapel’ burde udløse en ny Muhammedkrise, hvis programmet er solgt til udlandet. Mads Brügger og hans trup latterliggør bevidst nordkoreanerne ved at lade de danske seere sidde pÃ¥ deres hjørnesofaer og tænke ‘ha, hvor er de dumme, fordi de ikke kan se det sjove i Fru Kristof og pruttepuder.’ Jyllands-Posten mente, at man i det danske samfund skal acceptere at blive hÃ¥net og gjort grin med. Jeg er enig. Men ikke, nÃ¥r man ikke er Danmark, men i ens eget land, tager godt imod gæster og endda prøver at hjælpe dem.
Den danske humor er absurd og meget specifikt dansk, og konceptet ‘kitsch’ er slet ikke udviklet i samme retning i andre kulturer som i vores. Den asiatiske mentalitet forstÃ¥r ikke, hvorfor noget plat og barnligt kan fungere som voksenunderholdning, og nÃ¥r man ser ‘Det røde kapel’ kan man selv godt undre sig lidt over det.
Jeg kender en del til Vietnam, som ud over ogsÃ¥ at være et asiatisk land er kommunistisk – dog i en meget mere moderat version. I Vietnam har de meget humor, men de ville heller ikke kunne se det sjove i en teatertrup, som kommer fra den anden ende af verden for at falde pÃ¥ halen, spille Oasis og steppe rigtig dÃ¥rligt. Hvis du viser forestillingen for en svensker, tror jeg heller ikke, at den subtile (?) humor vil gÃ¥ lige ind gennem svenskergarnet og kilde humornerven.
Desuden har Mads Brügger sagt, at hvis disse udsendelser får konsekvenser får Ms Pak, så understreger det bare, hvor frygteligt systemet er i landet. Ja, okay, Mads Brügger. Men jeg håber, du stadig vil have en dårlig smag i munden over at have taget hende så godt og grundigt ved røven.
Læs desuden denne artikel om humor i Nordkorea.
Kære Vinh
Meget tankevækkende og befriende indlæg.
Du har ret ret. I det store hele usjovt, og højst sjov som kun vi danske morer os over.
Jeg vil dog ikke give dig ret i, at Brügger og co. latterliggør Nørrekoreanerne.
Fru Pak fremstår, for mig, ganske sympatisk, og jeg tænker ikke ‘ha, hvor er de dumme, fordi de ikke kan se det sjove i Kristof og pruttepuder,’ men nærmere uha, hvor er det underligt, at jeg gør.
Selvom det ikke er deres formål, sætter et dansk spassercirkus i Korea vores globale selvforståelse og danske humor i perspektiv. Det er sundt. Og det gør programmet seværdigt.
Ja, Det Røde Kapel er respektløst. Men det giver et indblik i Nordkoreansk kultur. Og man skal vel ikke lade være med at provokere, bare fordi Den Store Leder bliver sur?
Knus
Polle
Ligesom med dokumentarfilmen. har du igen misforstået pointen. Jeg tror dit problem er, at du generelt undervurderer seerne til tv-programmer.
Det røde kapel er meget mere end bare latterliggørelse af Korea… omg…
Mads Brügger ser jeg som den sejeste og bedste journalist i Dk for tiden. Jeg er enorm fan af ham. Black Box Magazine, Virus, Danes for Bush, Det røde Kapel, m.m. er journalistik pÃ¥ et niveau der ligger lysÃ¥r over god journalistik i DK. Han gÃ¥r til ekstremerne og lukker viser os andre universer set gennem hans øjne. Han er intet mindre end genial!!! At han ikke er uddannet, gør ham ikke mindre genial – tværtimod!
Min ven Jonathan festede forøvrigt med ham på Vega for to uger siden. [En sætning er slettet af red. - se særlig meddelelse nedenfor] Den mand er det mest cool der findes i DK!
Kære Simon.
Jeg synes ogsÃ¥, at Mads Brügger er meget cool, sÃ¥dan generelt. ‘Danes for Bush’ kunne jeg meget bedre lide. MÃ¥ske fordi amerikanerne i højere grad fortjente at blive taget ved røven. Det skal jeg ikke kunne sige.
Men ville programmet ikke have været bedre, hvis han havde haft et sådan bare rimelig godt show med?
Og sÃ¥ anfægter jeg, at programmet undersøger ’smilets vilkÃ¥r i Nordkorea’. Jeg synes, de smiler rimelig meget i det program. Vil det sige, at smilet har det fint i Nordkorea? Hvis det – i DJH-terminologi – var Brüggers “fortællesætning”, sÃ¥ har han da overhovedet ikke opnÃ¥et sine journalistiske mÃ¥l.
Jeg prøver at gå direkte efter bolden. Manden er mig ligegyldig i dette tilfælde.
Tak for din kommentar.
Kære Vinh
Jeg tror, du har misforstÃ¥et noget. Der er ingen – heller ingen danskere – der synes, at teaterstykket er godt/sjovt, og derfor sidder man heller ikke i sofaen og tænker: “Nej, hvor er de dumme, nÃ¥r de ikke synes, det er sjovt.” Man bliver netop pinlig berørt over, hvor dÃ¥rligt det er, og hvor søde nordkoreanerne prøver at være alligevel.
Men jeg er splittet. Jeg synes ogsÃ¥, at det er at tage godt og grundigt pis pÃ¥ sagesløse personer “pÃ¥ gulvet”, og det er ikke særlig venligt gjort. Men jeg mÃ¥ indrømme, at det giver meget stof til eftertanke, nÃ¥r Ms Pak stÃ¥r og ser pÃ¥ statuen af Den Store Leder, og man bare kan se pÃ¥ hende, at hun er fuldstændig benovet/rørt/hjernevasket. Billeder og informationer, vi aldrig ville fÃ¥ at se pÃ¥ andre mÃ¥der?
I øvrigt en god blog
Kh. Marie
Hej Vinh.
Jeg må indrømme, at jeg tilsluttet mig Maries indlæg. Jeg griner, ligesom Marie, over det absurde i deres forestilling. Det havde været lige så sjovt eller for den sags skyld uinteressant, hvis det havde foregået i Sverige, Tyskland eller England.
Det der gør udsendelserne interessante er indblikket i Nordkorea, og hvordan et helt folk er blvet forblændet (eller truet) af Kim Jong Il.
Min eneste anke i forhold til den måde som Brügger, Jul og Nossel ser Nordkorea på er, at de udnytter den særlige asiatiske holdning; at fremmede ikke må tabe ansigt.
Derfor oplver vi aldrig, at Ms Pak eller en anden skælder dem ud stiller undrende spørgsmål eller måske endda ler af deres show.
Jeg synes, at udsendelsen skildrer asiatisk skik, og som sidegevinst så viser den, hvordan Nordkorea også kaan være.
Låååååååve,
Voigt
Kære Marie og Voigt.
I har nogle meget gyldige pointer, og jeg er enig langt hen ad vejen. MÃ¥ske er jeg bare uenig i den lancering, som Brügger (og/eller DR) har brugt op til programmets premiere. Jeg er i hvert fald (endnu) ikke ud fra programmerne blevet klogere pÃ¥ diktaturets pÃ¥virkning af Nordkorea. Heller ikke er jeg blevet klogere pÃ¥ “smilets vilkÃ¥r i Nordkorea.”
***SÆRLIG MEDDELELSE***
Denne blog er beregnet til at diskutere medier og ikke til at sprede rygter om branchens aktører. Derfor har redaktionen på Mads Brüggers egen opfordring valgt at slette en sætning i et af Simons indlæg, som satte Mads Brügger i et dårligt lys. Selv om det vist nok var ment positivt.
“SÃ¥ grænseløs og cool er jeg heller ikke,” sagde Mads Brügger pÃ¥ min telefonsvarer og henviste til, at han altsÃ¥ havde familie og venner, som ikke skal have et forkert indtryk af ham. ForstÃ¥eligt.
Hvis nogen vil debattere dette, så skriv endelig til mig.
Jeg er ked af, at jeg skrev dumme rygter i min kommentar her på bloggen.
For det første har jeg intet i rygtet, for det andet havde jeg ikke tænkt på at andre end Vinh og hans vennekreds læser bloggen og det derfor kunne misforstås.
Jeg beklager – og skammer mig!
Hej og tak for et interessant indlæg.
Har netop fÃ¥et set 3. del af den store tour de force i Nordkorea, og undrer mig stadig over om projektet overhovedet er et journalistisk projekt – og i givet fald hvad det sÃ¥ skal afdække.
Grunden til at det kan være lidt svært at se den journalistiske idé folde sig ud er, at historiens biroller – nordkoreanerne – aldrig kommer til orde i den sammenhæng som historien er tænkt at udfolde sig i. Legitimeringen af projekt som omhandlende ‘humorens vilkÃ¥r i Nordkorea’ bliver derfor til en lidt hul markedsførings tag line, der ikke engang syntes at forstÃ¥s i Danmark.
Som ørkenvandringen i nordkoreansk betonidyl skrider frem viser det sig, at projektet udelukkende er Mads Brüggers, med de to ‘hovedrolle’ indehavere Jakob og Simon som ofre for journalistens skæve tankegang. Som historien udvikler sig, er det smerteligt at følge Simon og Jakobs følelser og deres anstrengte forhold til journalisten, der lidt ligner Lenin, og som manipulerer den handicappede Jakobs udtalelser over for de intetanende i det koreanske system, og de to danske adoptiv børn ind i et projekt, der tydeligvis gør ondt.
I Danes for Bush var Brüggers projekt at afdække den amerikanske højrefløj og dennes aktivitet op til valget. I Det røde kapel udstilles de to danske og hele den koreanske befolkning som viljeløse nikkedukker, der alle er statister i Brüggers komedie som kun få forstår. Forskellen er slående og journalistikken svær at finde.
Vinh, når jeg sidder og læser din blog, så snøres min (ikke særligt journalistiske) mavesæk sammen. Jeg kan forstå, at din nye blog (som forøvrigt er fin og ganske godt besøgt/kommenteret, tillykke med det) har til formål at være mediekritisk. Og det er du jo også, men hvilken kritik? Du har indtil videre kastet op på samtlige (forsøg på) nyskabelser i de danske medier, siden din blog gik i luften. Det virker, som om du per definition skyder på alt, hvad der bevæger sig, og din gun bliver en form for supersoaker (hvis læseren kan huske sådan en), når man læser dine argumenter.
Lad os tage dem fra en ende af:
1. Den nye tv-avis. Ja, vorherre bevares, der var/er tekniske vanskeligheder, kamerapositionerne er nye, værterne skal lige vænne sig til nye grafikker og skudvinkeler. Men uanset hvad, sÃ¥ er formen vel sekundær. Hvad dælen har Jeppe Nybroes hudfarve eller Torsten Jansens (som du skriver “obligatoriske suttekluds-”) papirstak med sagen at gøre? Det vigtigste er vel indholdet, og hvis man skal kritisere DR for noget, sÃ¥ er det ikke at opruste tilstrækkeligt pÃ¥ indholdssiden. Du skriver, at TV-avisen bør skyde over seernes hoveder i stedet for at konkurrere med seerne pÃ¥ TV2s vilkÃ¥r. Men BØR de det? Skal DR servicere seerne og give dem det, de vil have, eller skal de leve op til 60′erne og 70′ernes public service-ideal og opdrage pÃ¥ danskerne? Hvis seerne slÃ¥r over pÃ¥ TV2, nÃ¥r DR sender TVavis, sÃ¥ er det jo ligemeget. Det mÃ¥ ende med at blive en diskussion om den mediepolitiske situation i Danmark.
Desuden; som det ser ud lige nu, sÃ¥ virker det altsÃ¥, som om at den (af den borgerlige regering udpegede) politiske bestyrelse (og kulturministeriet, folketinget og Louise Frevert i samarbejde med Morten Messerschmidt) brokker sig højlydt og truer med at sætte DR under administration, uanset hvad statsradiofonien gør. Den politiske virkelighed, som Danmarks Radio befinder sig i, betyder jo, at alle kan brokke sig over hvad som helst i DR. Om det sÃ¥ handler om budgetoverskridninger, pressenævnskendelser eller dækning af BUPL-protester. Et andet eksempel er optakten til udflytningen til Ørestad. Værterne pÃ¥ TVavisen (og Deadline magasiner) gik begejstret pÃ¥ skærmen og viste huset frem, hvilket hurtigt blev pillet ned som selvfedme og -tilstrækkelighed. Hvorfor i alverden mÃ¥ DR ikke vise det nye hus og de fede faciliteter frem? Det er jo danskerne, der har betalt for det, og de har da fortjent at se, at DR kan andet end at ødsle seernes penge væk pÃ¥ koncertsale og aftrædelsesordninger til økonomichefer. Sammenlign det med TV2s armbevægelser op til lanceringen af TV2 News – der kan man da tale om kitschet blær. Billboards pÃ¥ gader og veje af de nye værter i sorte jakkesæt – sat overfor produktet: Breaking News (!) fire gange dagligt – “Breaking News: Et eller andet medicinalfirma fusionerer med et andet medicinalfirma!” Send helikopteren ud.
Hvis man ser på DR Nyheder helt generelt, så har huset på det seneste præsteret hestelængder mere end TV2. Kontant fik væltet en minister, idéredaktionen fik fokus på asbest i gamle togvogne, og Guldbrandsen fik (om ikke andet) levet op i debatten om Danmark i krig. Hvad har TV2 gjort? Nå ja, de har en helikopter, så de kan filme togulykker fra oven. Guldbrandsen vender jeg tilbage til.
2. Det Røde Kapel: Din tilgang til Brügger er (som Simon siger) forfejlet, tror jeg. Ja, hvis man ser Det Røde Kapel som et stykke afslørende journalistik, kan man hurtigt afsøge store logiske og moralske huller i programmet. Men alene sendetidspunktet og kanal (DR2 fredag/lørdag aften sammen med Trailer Park Boys, Drengene Fra Angora, The Office og lign.) signalerer, at der først og fremmest er tale om et stykke underholdning. Jeg er ikke sikker på, at Mads Brügger ville give mig ret, men når man ser Det Røde Kapel er det vel meningen, at man skal grine. Og så sidde og tænke lidt over det efterfølgende. En sammenligning med øvrige dokumentarfilm fra Nordkorea afslører jo desuden, at Brügger kommer nærmere Nordkoreanerne og den absurde virkelighed, de lever i, end noget andet, jeg hidtil har set. Nordkoreanernes opførsel og den manipulation, som de er udsat for, træder jo tydeligt frem i udsendelserne. Og nej, som flere andre har skrevet, så synes jeg egentlig heller ikke, at Brügger/Nossel/Jul gør grin med Mrs. Pak og de andre medvirkende. De gør grin med diktaturet, og man får mere ONDT af de stakkels Nordkoreanere. Lad nu være med at se alting i fjernsynet, mens du gennemgår alt, hvad diverse gennemsnitlige lektorer på DJH har sagt og skrevet (Ja, her tænker jeg bl.a. på Ole Andreesen og Lars Bjerg (pas på, de googler sig selv ganske ofte)).
Jeg synes, at Mads Brügger har begået et sjovt og tankevækkende program. OG som bonus får vi for én gangs skyld et originalt program på dansk tv. Og hvor tit er det lige, at det sker?
3. Den Hemmelige Krig: Tjoh, du har ret i, at der mangler hardcore beviser. Men hvad forestiller du dig, at Guldbrandsen skulle have offentliggjort? Hændelserne fandt sted i vinteren/foråret 2002, og problemer er jo netop, at forsvaret/ministeriet IKKE har registreret, hvad de har gjort (eller ikke gjort). Og man kan vel ikke ligefrem påstå, at myndighederne har været samarbejdsvillige. Guldbrandsen har gjort, hvad han kunne: Han har samlet en stor bunke indicier. Han har en række kilder, der bekræfter hinanden. Han har spørgsmål og svar fra folketinget, og så har han (hundrede)tusinder af optagelser, hvor både Bush og Rumsfeld siger, at de skider på internationale konventioner.
Ej, jeg orker ikke at brokke mig mere. Denne lange smøre af kritik skal bestemt ikke tages personligt. Og jeg skriver kun som jeg gør, fordi jeg ved, at du altid er klar pÃ¥ at diskutere hvad som helst. Og lad mig igen rose dig for din blog, din skrivelyst, dit engagement og det store antal kommentarer. Med dine egne ord: DIn blog ser ud til at være udvikle sig til en ‘Vinh-Vinh-situation’.
Kære Oliver.
Tak for din interesse, din ros og især din kommentar.
Din kommentar har fÃ¥et mig til at tænke over, om jeg i de nævnte tilfælde mÃ¥ske er mere kritisk over for DR’s lancering og opreklamering af de tre fænomener, den ny tv-avis, Det røde kapel og Den hemmelige krig. Jeg ved, at DR især i dokumentarernes tilfælde har vist klip og lagt op til debat, før programmerne blev sendt. Og mine forventninger blev høje og ret specifikke til begge. SÃ¥ mÃ¥ske er jeg derfor blevet en smule skuffet.
Jeg synes ogsÃ¥, at Det røde kapel er underholdende, og jeg vil da blive ved med at se det, men jeg har ogsÃ¥ set en hel del Topmodel, De fantastiske fem og Skønheden og nørden. Og det er ogsÃ¥ udmærket underholdning uden at være “klassisk” journalistik.
Jeg er ikke mod nyskabelse. Men måske er jeg blot mod en foromtale, som lod mig (af egen fejl, måske) forvente hhv. hårde beviser mod regeringen og et indblik i den nordkoreanske undertrykkelse, som Mads Brügger talte meget om både på Deadline, på DJH og i andre sammenhænge.
Tak igen for at have udfordret mine udgydelser og mine tanker. Som altid er jeg gået ind i en debat med forhåbningen om ved gode argumenter at blive overbevist om, at jeg ikke har ret.
“Som altid er jeg gÃ¥et ind i en debat med forhÃ¥bningen om ved gode argumenter at blive overbevist om, at jeg ikke har ret.”
That’s the højskole spirit! (Vinh Prag og jeg har gÃ¥et pÃ¥ Kommunikationshøjskolen Vallekilde sammen, det forklarer lidt.)
Jeg vil vil også lige smide lidt props til din blog, og de fede indlæg I folk har skrevet. Det er god læsning. Jeg tænker på om du bevidst har valgt den konfrontative stil..? Det gør mig ikke noget, det kan måske endda ligefrem give dig flere besøgende.. Måske kan du få reklameindtægter via siden?
Jeg bøjer mig i støvet over for Hr mads brugger “det røde kappel” er sublimt realisme, det er ikke underholdning, det er ikke teater stykket som er det centrale med Nord Koreanerns reaktion til det, Det er alt det som ikke sker pÃ¥ sceanen som er intersandt. Nu har jeg boet i Kina, og arbejdet i Rusland tilbage i 1990 érne, jeg har endvidre arbejdet i Vietman, jeg forstÃ¥r udemærket godt hvilke ting som fare igennem hoved pÃ¥ de stakkels hjerne vaskede individer for hvem staten og deres leder er centrum for deres liv. Jeg forstÃ¥r endvidre ogsÃ¥ hvor nerve pirende for mads brugger det mÃ¥ ha været under optagelserne hvis begraget var blevet opdaget. at dykke ind under huden pÃ¥ et af de mest “perverse” regimer i verden er en bedrift uden lige¨¨
sublimt slår michel more 9/11 med flere lysår
Mads Brügger er en talentløs nar, og hans medvirken i licensjinglerne på DR,
taler ikke til hans fordel. “Kan du se pointen, eller skal jeg stave det for dig?”
Imagine czk4490 loop. Froogle has an abcba2d966 items checker.