sublimt slår michel more 9/11 med flere lysår

That’s the højskole spirit! (Vinh Prag og jeg har gået på Kommunikationshøjskolen Vallekilde sammen, det forklarer lidt.)

Jeg vil vil også lige smide lidt props til din blog, og de fede indlæg I folk har skrevet. Det er god læsning. Jeg tænker på om du bevidst har valgt den konfrontative stil..? Det gør mig ikke noget, det kan måske endda ligefrem give dig flere besøgende.. Måske kan du få reklameindtægter via siden?

Tak for din interesse, din ros og især din kommentar.

Din kommentar har fået mig til at tænke over, om jeg i de nævnte tilfælde måske er mere kritisk over for DR’s lancering og opreklamering af de tre fænomener, den ny tv-avis, Det røde kapel og Den hemmelige krig. Jeg ved, at DR især i dokumentarernes tilfælde har vist klip og lagt op til debat, før programmerne blev sendt. Og mine forventninger blev høje og ret specifikke til begge. Så måske er jeg derfor blevet en smule skuffet.

Jeg synes også, at Det røde kapel er underholdende, og jeg vil da blive ved med at se det, men jeg har også set en hel del Topmodel, De fantastiske fem og Skønheden og nørden. Og det er også udmærket underholdning uden at være “klassisk” journalistik.

Jeg er ikke mod nyskabelse. Men måske er jeg blot mod en foromtale, som lod mig (af egen fejl, måske) forvente hhv. hårde beviser mod regeringen og et indblik i den nordkoreanske undertrykkelse, som Mads Brügger talte meget om både på Deadline, på DJH og i andre sammenhænge.

Tak igen for at have udfordret mine udgydelser og mine tanker. Som altid er jeg gået ind i en debat med forhåbningen om ved gode argumenter at blive overbevist om, at jeg ikke har ret.

Lad os tage dem fra en ende af:
1. Den nye tv-avis. Ja, vorherre bevares, der var/er tekniske vanskeligheder, kamerapositionerne er nye, værterne skal lige vænne sig til nye grafikker og skudvinkeler. Men uanset hvad, så er formen vel sekundær. Hvad dælen har Jeppe Nybroes hudfarve eller Torsten Jansens (som du skriver “obligatoriske suttekluds-”) papirstak med sagen at gøre? Det vigtigste er vel indholdet, og hvis man skal kritisere DR for noget, så er det ikke at opruste tilstrækkeligt på indholdssiden. Du skriver, at TV-avisen bør skyde over seernes hoveder i stedet for at konkurrere med seerne på TV2s vilkår. Men BØR de det? Skal DR servicere seerne og give dem det, de vil have, eller skal de leve op til 60′erne og 70′ernes public service-ideal og opdrage på danskerne? Hvis seerne slår over på TV2, når DR sender TVavis, så er det jo ligemeget. Det må ende med at blive en diskussion om den mediepolitiske situation i Danmark.
Desuden; som det ser ud lige nu, så virker det altså, som om at den (af den borgerlige regering udpegede) politiske bestyrelse (og kulturministeriet, folketinget og Louise Frevert i samarbejde med Morten Messerschmidt) brokker sig højlydt og truer med at sætte DR under administration, uanset hvad statsradiofonien gør. Den politiske virkelighed, som Danmarks Radio befinder sig i, betyder jo, at alle kan brokke sig over hvad som helst i DR. Om det så handler om budgetoverskridninger, pressenævnskendelser eller dækning af BUPL-protester. Et andet eksempel er optakten til udflytningen til Ørestad. Værterne på TVavisen (og Deadline magasiner) gik begejstret på skærmen og viste huset frem, hvilket hurtigt blev pillet ned som selvfedme og -tilstrækkelighed. Hvorfor i alverden må DR ikke vise det nye hus og de fede faciliteter frem? Det er jo danskerne, der har betalt for det, og de har da fortjent at se, at DR kan andet end at ødsle seernes penge væk på koncertsale og aftrædelsesordninger til økonomichefer. Sammenlign det med TV2s armbevægelser op til lanceringen af TV2 News – der kan man da tale om kitschet blær. Billboards på gader og veje af de nye værter i sorte jakkesæt – sat overfor produktet: Breaking News (!) fire gange dagligt – “Breaking News: Et eller andet medicinalfirma fusionerer med et andet medicinalfirma!” Send helikopteren ud.
Hvis man ser på DR Nyheder helt generelt, så har huset på det seneste præsteret hestelængder mere end TV2. Kontant fik væltet en minister, idéredaktionen fik fokus på asbest i gamle togvogne, og Guldbrandsen fik (om ikke andet) levet op i debatten om Danmark i krig. Hvad har TV2 gjort? Nå ja, de har en helikopter, så de kan filme togulykker fra oven. Guldbrandsen vender jeg tilbage til.

2. Det Røde Kapel: Din tilgang til Brügger er (som Simon siger) forfejlet, tror jeg. Ja, hvis man ser Det Røde Kapel som et stykke afslørende journalistik, kan man hurtigt afsøge store logiske og moralske huller i programmet. Men alene sendetidspunktet og kanal (DR2 fredag/lørdag aften sammen med Trailer Park Boys, Drengene Fra Angora, The Office og lign.) signalerer, at der først og fremmest er tale om et stykke underholdning. Jeg er ikke sikker på, at Mads Brügger ville give mig ret, men når man ser Det Røde Kapel er det vel meningen, at man skal grine. Og så sidde og tænke lidt over det efterfølgende. En sammenligning med øvrige dokumentarfilm fra Nordkorea afslører jo desuden, at Brügger kommer nærmere Nordkoreanerne og den absurde virkelighed, de lever i, end noget andet, jeg hidtil har set. Nordkoreanernes opførsel og den manipulation, som de er udsat for, træder jo tydeligt frem i udsendelserne. Og nej, som flere andre har skrevet, så synes jeg egentlig heller ikke, at Brügger/Nossel/Jul gør grin med Mrs. Pak og de andre medvirkende. De gør grin med diktaturet, og man får mere ONDT af de stakkels Nordkoreanere. Lad nu være med at se alting i fjernsynet, mens du gennemgår alt, hvad diverse gennemsnitlige lektorer på DJH har sagt og skrevet (Ja, her tænker jeg bl.a. på Ole Andreesen og Lars Bjerg (pas på, de googler sig selv ganske ofte)).
Jeg synes, at Mads Brügger har begået et sjovt og tankevækkende program. OG som bonus får vi for én gangs skyld et originalt program på dansk tv. Og hvor tit er det lige, at det sker?

3. Den Hemmelige Krig: Tjoh, du har ret i, at der mangler hardcore beviser. Men hvad forestiller du dig, at Guldbrandsen skulle have offentliggjort? Hændelserne fandt sted i vinteren/foråret 2002, og problemer er jo netop, at forsvaret/ministeriet IKKE har registreret, hvad de har gjort (eller ikke gjort). Og man kan vel ikke ligefrem påstå, at myndighederne har været samarbejdsvillige. Guldbrandsen har gjort, hvad han kunne: Han har samlet en stor bunke indicier. Han har en række kilder, der bekræfter hinanden. Han har spørgsmål og svar fra folketinget, og så har han (hundrede)tusinder af optagelser, hvor både Bush og Rumsfeld siger, at de skider på internationale konventioner.

Ej, jeg orker ikke at brokke mig mere. Denne lange smøre af kritik skal bestemt ikke tages personligt. Og jeg skriver kun som jeg gør, fordi jeg ved, at du altid er klar på at diskutere hvad som helst. Og lad mig igen rose dig for din blog, din skrivelyst, dit engagement og det store antal kommentarer. Med dine egne ord: DIn blog ser ud til at være udvikle sig til en ‘Vinh-Vinh-situation’.

Har netop fået set 3. del af den store tour de force i Nordkorea, og undrer mig stadig over om projektet overhovedet er et journalistisk projekt – og i givet fald hvad det så skal afdække.

Grunden til at det kan være lidt svært at se den journalistiske idé folde sig ud er, at historiens biroller – nordkoreanerne – aldrig kommer til orde i den sammenhæng som historien er tænkt at udfolde sig i. Legitimeringen af projekt som omhandlende ‘humorens vilkår i Nordkorea’ bliver derfor til en lidt hul markedsførings tag line, der ikke engang syntes at forstås i Danmark.

Som ørkenvandringen i nordkoreansk betonidyl skrider frem viser det sig, at projektet udelukkende er Mads Brüggers, med de to ‘hovedrolle’ indehavere Jakob og Simon som ofre for journalistens skæve tankegang. Som historien udvikler sig, er det smerteligt at følge Simon og Jakobs følelser og deres anstrengte forhold til journalisten, der lidt ligner Lenin, og som manipulerer den handicappede Jakobs udtalelser over for de intetanende i det koreanske system, og de to danske adoptiv børn ind i et projekt, der tydeligvis gør ondt.

I Danes for Bush var Brüggers projekt at afdække den amerikanske højrefløj og dennes aktivitet op til valget. I Det røde kapel udstilles de to danske og hele den koreanske befolkning som viljeløse nikkedukker, der alle er statister i Brüggers komedie som kun få forstår. Forskellen er slående og journalistikken svær at finde.

Denne blog er beregnet til at diskutere medier og ikke til at sprede rygter om branchens aktører. Derfor har redaktionen på Mads Brüggers egen opfordring valgt at slette en sætning i et af Simons indlæg, som satte Mads Brügger i et dårligt lys. Selv om det vist nok var ment positivt.

“Så grænseløs og cool er jeg heller ikke,” sagde Mads Brügger på min telefonsvarer og henviste til, at han altså havde familie og venner, som ikke skal have et forkert indtryk af ham. Forståeligt.

Hvis nogen vil debattere dette, så skriv endelig til mig.

I har nogle meget gyldige pointer, og jeg er enig langt hen ad vejen. Måske er jeg bare uenig i den lancering, som Brügger (og/eller DR) har brugt op til programmets premiere. Jeg er i hvert fald (endnu) ikke ud fra programmerne blevet klogere på diktaturets påvirkning af Nordkorea. Heller ikke er jeg blevet klogere på “smilets vilkår i Nordkorea.”