ekstramedium.dk

DR skriver selv, at Guldbrandsens ‘Den hemmelige krig’ er blevet frikendt for journalistisk uredelighed af en uvildig gruppe, men som de ogsÃ¥ nævner i artiklen, er det dog med visse forbehold.

Det er værd at bemærke, at rapporten generelt kritiserer filmen for de samme ting, som ekstramedium.dk gjorde i indlægget ‘Ingen tor-tour de force’ fra 7. december 2006.

Man kan læse hele rapporten her, men følgende er konklusionsafsnittet:

2. Resumé og konklusion

Der foregÃ¥r i disse Ã¥r en markant genreglidning mellem dokumentarprogrammer, dokumentarfilm og spillefilm. ‘Den hemmelige krig’ (DHK) er en dokumentarfilm, produceret til Danmarks Radio med støtte fra Det Danske Filminstitut. Præmisserne for filmens tilblivelse har dermed været, at der skulle anvendes sÃ¥vel journalistiske som filmiske virkemidler.En journalistisk dokumentarfilms væsentligste berettigelse vil ofte være, at den med journalistiske og filmiske virkemidler bringer kritisable samfundsforhold til offentlighedens kendskab. Undersøgelsesgruppen har alene vurderet, om den dokumentation, som leveres i DHK, lever op til de standarder vedrørende korrekte oplysninger, der kan forventes i en dokumentarfilm af denne type – ikke om filmen har ret i sine pÃ¥stande eller ej.

DHKs hovedpåstande er:

1. 1) at regeringen gentagne gange vildledte Folketinget om, hvorvidt den havde kendskab til, at USA havde til hensigt ikke at overholde eller rent faktisk ikke overholdt Genève-konventionerne i forbindelse med krigen i Afghanistan;

Filmen fremlægger tilstrækkelig journalistisk dokumentation til at gøre den påstand gældende, at regeringen har givet Folketinget urigtige/vildledende oplysninger, når den oplyste, at fanger i Afghanistan ville blive behandlet i overensstemmelse med principperne i Genève-konventionerne. I filmen vurderer en juridisk ekspert, at der er grundlag for at rejse en rigsretssag mod statsministeren. Når der rejses en så alvorlig anklage, havde det været ønskeligt, om instruktøren havde undersøgt, om der blandt juridiske eksperter er enighed om denne vurdering og i filmen gengivet, hvorvidt det er tilfældet.

1. 2) at Danmark overtrådte Genève-konventionerne ved at overdrage ansvaret for personer tilbageholdt af danske soldater i Afghanistan til USA på et tidspunkt, hvor man vidste, at USA havde til hensigt ikke at behandle og rent faktisk heller ikke behandlede de tilbageholdte i overensstemmelse med Genève-konventionerne;

Filmen fremlægger tilstrækkelig dokumentation for, at forsvarets håndtering af oplysninger fra en tolk, der havde arbejdet for det danske forsvar, har været af en sådan art, at den bør påkalde sig offentlighedens opmærksomhed og underkastes kritisk granskning. Filmen fremlægger endvidere tilstrækkelig dokumentation for, at de danske myndigheder, om de havde ønsket det, på et tidligt tidspunkt kunne have fået bevis for, at amerikanerne ikke overholdt Genève-konventionerne i Afghanistan.

1. 3) at Danmark rutinemæssigt har overleveret fanger til amerikanerne – og på et tidspunkt, hvor man vidste, at amerikanerne havde til hensigt ikke at overholde eller rent faktisk ikke overholdt Genève-konventionerne;

Filmen fremlægger tilstrækkelig journalistisk dokumentation til at betvivle, at danske soldater alene overdrog fanger i amerikanernes varetægt de officielt opgivne to gange. Derimod fremlægger filmen ikke dokumentation for, at denne overlevering skulle være sket rutinemæssigt.

1. 4) at de fanger, som danske soldater overdrog til amerikanerne, kunne være blevet udsat for tortur i Afghanistan eller senere, når de blev overført til Guantanamo-basen på Cuba.

Filmen fremlægger tilstrækkelig journalistisk dokumentation for, at afghanere tilbageholdt af danske soldater sandsynligvis ikke blev behandlet i overensstemmelse med Genève-konventionerne, da de senere blev overladt i amerikansk varetægt, og at det danske forsvars tilsyneladende mangel på interesse for i foråret 2002 eller senere at undersøge, hvad der skete med de tilbageholdte, da de blev bragt i amerikansk varetægt, bør påkalde sig offentlig opmærksomhed.

Filmen viser, at det ikke kan udelukkes, at fanger tilbageholdt af danske styrker og senere overladt i amerikansk varetægt kan være blevet udsat for tortur og/eller kan være blevet overført til Guantanamo. Derimod fremlægger filmen ingen dokumentation for, at det er særlig sandsynligt, at dette er sket.

Når filmen ikke kan dokumentere, at personer tilbageholdt af danske tropper senere er blevet udsat for tortur i amerikansk varetægt, kan man undre sig over, at instruktøren i filmens indledning har valgt at gøre netop påstanden om tortur til den bærende i filmen. Det må anses for at være problematisk, når filmens indledning sammenholdes med dens afslutning, hvori det på en sådan måde påstås, at der er grundlag for at rejse rigsretssag mod statsministeren, at seerne let kan få den opfattelse, at grundlaget gælder samtlige de forhold, der er blevet berørt i filmen, herunder torturpåstanden. Det bringer filmen intet belæg for.

Den efterfølgende kritik af filmen, rejst af blandt andet Forsvarsministeriet og Nyhedsavisen:
Der er ikke noget i den efterfølgende kritik, rejst af blandt andet Forsvarsministeriet og Nyhedsavisen, der afgørende har svækket Christoffer Guldbrandsens dokumentation, der i vid udstrækning baserer sig på indicier og ikke håndfaste beviser. Det er helt naturligt, at sådanne indicier diskuteres i en efterfølgende debat: Holder de vand? Kan de tolkes, som de gør? Er de udtryk for tilstrækkelig bevisførelse for, at noget er foregået, som det ikke skulle være foregået? Konklusionen er derfor, at Christoffer Guldbrandsen har den type beviser/indicier, som man kan forvente af en journalistisk dokumentarfilm.

Anvendelse af filmiske virkemidler
Sammenfattende vurderer vi, at den omfangsrige brug af filmiske virkemidler i DHK er forsvarlig ud fra de etiske normer, der er gældende i filmbranchen. De kan dog meget vel diskuteres ud fra smagsvurderinger. Det kan desuden anbefales at bruge en tydeligere markering af arkivstof især i film, der som denne har et kontroversielt journalistisk indhold.

Spinnet omkring DHK
Christoffer Guldbrandsen skabte maksimal opmærksomhed om DHK i tiden op til filmens visning på DR (primingen). Konsekvensen af den voldsomme eksponering i medierne var, at filmens mange anklagepunkter druknede i et spørgsmål om, hvorvidt statsministeren skulle for en rigsret eller ej. Dette forhold bærer instruktøren selv en væsentlig del af ansvaret for.

Regeringen og regeringspartiernes efterfølgende spin mod filmen var effektivt og fik flyttet fokus fra indhold til form. Selv om spinnet viste sig at være forkert på en række områder, skabte dette ikke nævneværdig kritik af regeringen i medierne.

På den baggrund må man konkludere, at regeringen vandt spinnet om DHK.

DRs interne retningslinjerDRs etiske retningslinjer er utilstrækkelige til at regulere vilkårene for en dokumentarfilm som DHK. Det anbefales derfor, at DR udarbejder konkrete etiske retningslinjer for den journalistiske dokumentar, ikke mindst den type af dokumentar, der får støtte fra DFI, og derfor skal leve op til både kunstneriske og journalistiske kvalitetskriterier.

Det anbefales desuden, at DR udarbejder klarere retningslinjer for brug af arkivmateriale, ikke mindst i dokumentarfilm og andre produktioner, der baserer sig på forskellige typer af rekonstruktioner.

Det anbefales, at DR i forbindelse med lancering af dokumentarfilm sikrer, at en angreben part har mulighed for at se denne, inden dens indhold videreformidles til andre parter.

Det anbefales, at DR udarbejder klare retningslinjer for kvalitetskontrol med interne såvel som eksterne produktioner.

Endelig anbefales det, at DR bør sikre sig kontrol over lancering/foromtale af programmer, der sendes på DR og derfor opfattes som DR-programmer.