Kategoriarkiv: Aviser

Børneporno-Eeno?

I dagens Berlingske MS-tillæg er der en artikel om finsk design, og et af billederne dertil forestillede disse hængestole med de to yndige børn i:

Min kameramobil har det dårligt med nærhed, så til jer, der ikke kan læse det, er her billedteksten:

“Eeno Aarnios børn i Bubble, hvori også stjerner som Demi Moore og Donatella Versace har ladet sig fotografere i afklædt tilstand.”

Her er det naturligvis ordet ‘også’, som springer i øjnene på mig. Det ord kan man ikke skrive i den tekst uden at mene, at børnene også er blevet fotograferet nøgne i dem. Basta.

I sidste ende drejer det sig nok bare om en sindssygt dårlig formulering i Berlingskes tilfælde, men det er bare ikke nogen undskyldning. Journalister er uddannet i at formulere sig, og som sprogbærere er det en af vores vigtigste opgaver at vise læsere og brugere, hvordan det danske sprog bruges korrekt og kreativt – ikke klodset og kikset.

Tag jer/os sammen, journalister.

På ret diskurs

En af de argumenter, man hører rigtig tit, når man diskuterer mediernes diskurs om nydanske indvandrere af anden etnisk herkomst end dansk (eller hvad det hedder for tiden), er dette: “Hvorfor skriver aviserne, at de to kriminelle var af anden etnisk herkomst end dansk? De skriver aldrig, at en kriminel er af samme etnisk herkomst som dansk.”

Det er forkert. I denne artikel fra Sjællandske Medier skriver de netop:

På vej hjem fra en tur i supermarkedet blev en 84-årig mand lørdag eftermiddag ved 14-tiden overfaldet af to etnisk danske drenge på mellem 15 og 17 år.

Jeg synes godt, man kan argumentere for, at denne præcisering har præcis samme effekt. At man overhovedet skriver ‘etnisk danske’ beror jo på, at man er vant til at læse det modsatte i lignende historier.

Diskursivt burde man vel blot beskrive kriminelle på en måde, som kan hjælpe folk til at spotte dem og eventuelt oplyse politiet. Ja, det kan indebære hudfarve og accent, men det kan jo lige så godt være bleg og sønderjysk, som det kan være sort og gebrokkent.

Grønt er grimt for øjet

MetroXpress har fået nyt layout. Her er de ting, de hurtigt bliver trætte af.

Folk stod og bladrede i avisholderen i morges, fordi de ikke var sikre på, at det var en MetroXpress. Omslaget var nemlig en reklame for Lyngby Storcenter på glittet papir. Det er naturligvis ikke en del af layoutet, så se bort fra det.

Titlen er blevet venstrejusteret, hvor den før var centreret. Det giver plads til én lille annonce til højre for titlen og én til venstre ovenover. Det forskyder den symmetri, vi fandt på den gamle forside. Desuden har de valgt (næsten) konsekvent at lægge en klam lysegrøn baggrund ind under både boksen øverst og den til højre. Det bliver de trætte af.

Hver sektion (og undersektion) bliver indledt med et kæmpe symbol eller tal i en globus, Metros gamle bomærke. Det fylder for meget, og det bliver de hurtigt trætte af, når de skal layoute rundt om det.

Topbjælken er lavet med en overgang mellem to farver. Det er for det første meget 90′er-agtigt, for det andet bare ikke pænt. Især ikke i en avis. Mærkeligt nok gør de det samme, lige meget om det er en bjælke over hele toppen af siden, eller som her blot over en lille artikel, så farveovergangseffekten bliver MEGET tydelig. Det bliver de trætte af.

Her har de spurgt læsere om deres mening om layoutet. De synes alle, det er fint. Igen har vi en sygelig lysegrøn baggrund, som de nok bliver ret trætte af derinde på avisen.

Den kæmpestore bjælke med tallet og globen skal åbenbart vige for annoncer og efterlader en meget grim side, hvor den redaktionelle del ser mere kommercielt ud end annoncerne. Wow, det bliver de trætte af.

Til de forskellige sektioner har de valgt forskellige grønne nuancer (som alle indgår i en overgang til en mørkere grøn). Sammen bliver de en kakofoni af de grimmeste udvalgte grønne farver, som bestemt ikke er godt for øjet. Faktisk bliver man ret træt af det.

I det hele taget er MetroXpress’ store skridt fra et internationalt anvendt, sobert udtryk med kun en smule grønt diskret strøet ud over siderne til et discount-agtigt layout fra fortiden. Et stort skridt tilbage, og det skulle virkelig ikke undre mig, hvis MetroXpress direkte mister læsere på det her. Kun læsere, der savner layoutet i det hedengangne Dato, vil måske finde en gensynets glæde i MetroXpress’ nye klodsede layout.

Det vil de hurtigt blive rigtig trætte af.

Jeg er det allerede.

Læs online her og døm selv.

EB phone home

Nej, den overskrift giver ingen mening.

Så eb.dk igen blevet afsløret i at kopiere stof uden at opgive deres kilde. Min ven Håkon gjorde mig opmærksom på, at denne superrelevante artikel om 6 sexmyter er tyvstjålet fra denne på cracked.com.

De har byttet lidt rundt i rækkefølgen, men ellers er det ret meget det samme.

Forleden skrev Håkon faktisk også om et lignende tilfælde, som Ekstra Bladet dog rettede lidt til. Læs om det på dseneste.dk.

I reklammeri med Berlingske

Som så mange andre brugere har jeg installeret en såkaldt adblocker i min browser, så jeg både slipper for de fleste annoncer (som fx epilepsifremkaldende påstande om, at jeg er kunde nummer 1.000.000 et eller andet sted) og hurtigere henter de sider, jeg gerne vil se.

I dag skrev en af mine Facebook-venner så, at han ikke længere var velkommen på bt.dk. Han sendte så dette link med. I linket står der:

Vi kan se, at din computer har en adblocker installeret, som gør at vi
ikke kan vise dig vores annoncer på websitet.

Vi kan kun give dig gratis journalistisk kvalitetsindhold,
hvis vi har annoncer på vores websites, for de betaler i høj grad de
omkostninger, der er forbundet med at drive et website. Hvis
annoncerne bliver fjernet, forsvinder vores indtægtsgrundlag, og så
vil vi ikke kunne blive ved med at tilbyde dig gratis nyheder på
www.bt.dk

Hvis du afinstallerer adblockeren, er du naturligvis mere end
velkommen tilbage til vores website.

Af nysgerrighed undersøgte jeg så, om det samme gjaldt de andre af Berlingske Medias websites, og ja såmænd. Berlingske.dk siger det samme, og det samme gør Randers Amtsavis.

Mærkeligt nok tillader urban.dk og weekendavisen.dk (i skrivende stund), som jo er i samme koncern, at man er på deres sider med adblockeren slået til.

Det rejser to principielle spørgsmål for mig:
1. Skal en mediekoncern bestemme, hvad for nogle plugins, jeg har installeret i min browser for at gøre min internetoplevelse rarere?
2. Er medierne for afhængige af annoncørernes krav til annonceplads og -visning?

Ad 1. Det synes jeg helt klart ikke, de skal. Jeg bruger meget sjældent bt.dk og berlingske.dk, så det er ikke et stort tab for mig, men hvis alle de danske avisers hjemmesider går med på den, bliver det først rigtig irriterende. Som det er nu, vil de mange, som kun går ind på bt.dk for at få et hurtigt nyhedsoverblik og eventuelt nogle mærkelige historier om amerikanske rednecks, der begår dumme forbrydelser, eller indere, der spiser mærkelige dyr levende, blot fravælge bt.dk og sikkert gå ind på en konkurrent som Ekstra Bladet eller en mindre kulørt avis’ site.

Ad 2. Ja. Men det er svært at gøre noget ved. De gamle dage, hvor aviserne påtog sig et politisk ansvar for at se et problem fra et bestemt synspunkt, er ovre. I dag er aviser produkter, som skal give overskud på bundlinjen, og det gælder også deres hjemmesider. Annoncørerne har derfor rigtig meget magt.

I P1′s ‘Mennesker og medier’ fortalte Lisbeth Knudsen i fredags, at Berlingske blandt andre ville til at (gå tilbage til at) tage penge for nogle ydelser på nettet. Nyhedsoverblikket skal stadig være gratis, men “unikke læseroplevelser” skal man betale for, enten på abonnementsbasis (som fx MediaWatch og Økonomisk Ugebrev) eller per klik. Om det vil virke, kan ingen være sikker på, for der er simpelthen endnu ikke fundet en forretningsmodel for nyhedssites, der virker for omnibus-medier. Om folk vil være villige til ikke blot at tvinges til at kigge på animerede reklamebannere, men også betale for journalistik, som de er vant til at få gratis, vil tiden vise. Mit gæt er, at det kommer til at gavne konkurrenterne.

Jeg har skrevet til Urban, Weekendavisen og BT’s webredaktioner for lidt uddybende kommentarer. Når de kommer, vil jeg tilføje dem som kommentarer til dette indlæg.

Mis-Information II

Som I måske husker fra et tidligere indlæg, har jeg opfundet en leg, der hedder ‘Mis-Information’. Det går simpelthen ud på at slå op bag i Information og kæde Dagens Billede sammen med underskriften nedenunder.

Her er nogle flere eksempler:

Tja, hvis udviklingshjælpen enten går ud på at sætte håndjern på folk eller stirre dem i øjnene, så er jeg enig.

Hvis det her er MIT-ansatte, så har den stolte uddannelsesinstitution vist taget et ordentligt dyk.

De måbende spillere har jo lille ble på, og ‘haute’ (høj) i ‘haute couture’ må henvise til den springende.

Da det er en gammel kvinde på billedet, kan det ikke være hende, der tales om, men hun må have fået benet vredet om i forhandlingerne om navngivningen af hendes barnebarn.

For så kan han blive ved med at bade.

Fra dagens Information. Hvis ikke billedteksten fortalte, at pigen er sikh, ville det næsten passe for godt.

God fornøjelse med at lege selv!

Mis-information

Dette syn mødte mig i dagens Information. Det drejer sig naturligvis om ‘Dagens billede’ (en smart måde at fylde en halv avisside uden at skrive noget), som for tiden altid er placeret over en kommentar. Da ‘Kommentar’-bjælken er ganske undselig, ligger det lige for at kæde billedet sammen med overskriften nedenunder, i dette tilfælde et billede af Tina Turner til overskriften ‘Danmark behøver ikke nye kampfly’. Lynhurtigt kædede min krøllede hjerne en nedskæring i forsvarsbudgettet sammen med de millioner, der blev brugt (spildt?) på, at Tina Turner sang til H. C. Andersens fødselsdag.

En gennembladring af toppen af avisbunken fandt så ovenstående sammensætning. De stakkels mennesker leder jo selvfølgelig efter det tænkende menneskes Joan Ørting.

Og en sjælden gang er man så så heldig at ramme plet. Om redaktionen har haft nogen bagtanke med denne sammensætning må man jo spørge dem om (jeg har ikke gidet), men at have Barbie-versionen af Angela Merkel over overskriften ‘Ligestilling er en vigtig del af klimaløsningen’ er jo ganske enkelt en genistreg.

Hvis du selv er i nærheden af en Information eller måske ligefrem abonnerer på den, så prøv at leg legen ‘Misinformation’ selv. Den eneste regel er, at man skal forsøge at kæde Dagens Billede sammen med overskriften umiddelbart nedenunder. God fornøjelse.

Breaking news eller bræk in news?

Wow, en dårlig overskrift. Nå, men det vækkede da din nysgerrighed, ikke?

Det bliver et meget kort indlæg i dag, fordi jeg for det første er i gang med mit 7. semesters-projekt og er en smule bagud – måske – og for det andet bruger meget af min mediekritiske (eller blot -kommenterende) energi på en af ekstramedium.dk’s konkurrenter, nemlig Politikens læserpanel, hvor journaliststuderende i juni skriver om dagens avis. Jeg har torsdagene og søndag den 15. Læs endelig vores indlæg, og kommentér dem. Tak.

Jeg er bare nødt til at komme ud med lidt galde. Hvad i Jes Dorphs hellige navn sker der for TV 2/Nyhederne? Jeg kan godt tage den akavede pingpong mellem Aftenshowet/Go’ Aften Danmark og nyhedsværterne. Jeg kan også til nød acceptere de nyheder, som omhandler dokumentarer, der bliver sendt på TV 2 eller DR1 samme aften. Jeg kan ikke lide det, men jeg kan acceptere det. Til nød altså.

Men i aftenens TV 2/Nyhederne havde de gudhjælpeme et indslag om ‘Byen, hvor kvinderne gik’, hvor min medstuderende (jeg kritiserer ikke dig, Jonas – du arbejder der jo bare) var udsendt reporter i Sinding ved Silkeborg, hvor TV 2′s seneste reality-satsning havde fundet sted. Alt sammen var for at pro-/reklamere, at afslutningen på programserien (hvor kvinderne glade kommer vandrende med rullekufferterne tilbage til parcelhelvedet) var i aften 20:50. Aaaaargh! Det er ikke en nyhed!

I øvrigt kunne jeg meget godt lide det program. Der blev virkelig skabt noget sammenhold, og en af damerne lærte at snakke med andre folk. Godt koncept, men jeg ved ikke, hvor mange københavnere, der så det. Er jeg egentlig en snobbet københavnersnude, fordi jeg ved, hvad balsamico er? Det vidste de to naboer, der deltog i aftenens ‘Hvem vil være millionær?’ ikke. De måtte spørge publikum…

Burma sige Myanmar eller hvad?

Det er ved at være noget tid siden sidst, og det beklager jeg. Til gengæld vil jeg denne gang omtale et meget aktuelt emne, nemlig Burma. Eller Myanmar. Eller hvad det nu hedder.

For nogle måneder siden, da jeg stadig arbejdede på P4 Bornholm (som selv har befundet sig i navnekrise over, om stationen skulle hedde DR Bornholm eller P4 Bornholm eller DR P4 Bornholm eller Bornholms Radio), researchede jeg på en historie, som afslørede, at burmeserne var den næststørste flygtningeminoritet på øen (efter serberne, tror jeg). I den sammenhæng syntes jeg at kunne huske, at landet i dag hed Myanmar, og derfor spurgte jeg nogen i Udenrigsministeriet. Hun fortalte mig, at Myanmar er det, militærjuntaen i landet selv kalder landet, men at Danmark (og en række andre vestlige lande) ikke har anerkendt navneskiftet, som nogle mener er sket uden om folket.

I dag, hvor landet er på alle mediers læber, er det derfor nemt at konkludere, at DR Nyheder, som konsekvent siger ‘Burma’, er tro mod Danmarks officielle holdning, og at TV 2 Nyhederne, som ret konsekvent siger ‘Myanmar (evt. efterfulgt af et ‘det tidligere Burma’), støtter militærjuntaens undertrykkelse. Og at Politiken, som bruger de to betegnelser hulter-til-bulter (og gerne som ‘Burma/Myanmar’) ikke vil bekende politisk kulør. Så simpelt er det måske ikke.

Lidt løs Google-research krydret med lidt Wikipedia afslører, at det ikke er helt klart, hvad man egentlig burde kalde landet. Wikipedia har endda en debat kørende, om hvad selve opslaget skal hedde, og der finder man blandt andet en liste over, hvilke internationale medier, der bruger hvilken betegnelse. Fx bruger BBC, The Times og USA Today konsekvent navnet ‘Burma’, mens ‘Myanmar’ konsekvent bruges af blandt andre CNN, Reuters og Associated Press. Der er dog en svag tendens til, at amerikanske medier bruger ‘Myanmar’ og britiske ‘Burma’.

På debatten argumenterer en debattør således, at der i landets eget officielle navn (Burmese: , pronounced [pjìdàunzṵ mjəmà nàinŋàndɔ̀]) er et ord, som tilnærmelsesvis bør udtales ‘Myanmar’, og det derfor er landets rigtige navn. En modstander påpeger dog, at Japan hedder ‘Japan’ på engelsk og ikke ‘Nippon’, selv om det er det japanske navn.

Dette skal passes ind i en global tendens, som bevæger sig i retning af mere “original” benævnelse som Beijing i stedet for Peking (som faktisk bare er en mere moderne måde at transskribere det kinesiske (mandarin?) navn til engelsk) og Mumbai i stedet for Bombay. Og ja, faktisk også Burmas egen hovedby, Yangon, som under briterne var blevet til ‘Rangoon’.

Desuden er burmeserne faktisk kun ét af de folk, der bor i Burma. De er majoriteten, men en del af beslutningsgrundlaget for ændringen til ‘Myanmar’ skulle være, at det ikke skulle være majoriteten, der dominerede. Lidt på samme måde, som Holland faktisk kun er majoriteten af Nederlandene, men alligevel er blevet den almindeligste betegnelse for landet på mange sprog.

Sproget (og sikkert også nationaliteten) vil dog nok forblive ‘burmesisk’, selv hvis Danmark tager navnet ‘Myanmar’ til sig. Det taler jo persisk (eller Farsi) i Iran og hollandsk i Nederlandene. Men dog ikke siamesisk i Thailand…

Mit forslag er, at alle bare stadig kalder det Burma, så folk i det mindste ikke er forvirrede over, hvad man taler om. Endelig skal man blot huske, at det er ligemeget, hvad man kalder landet, hvis bare de vil lukke nødhjælp ind, for eksempel i form af min papmor, som sidder i Bangkok og venter på at få lov til at yde psykosocial støtte til de tusinder af berørte familier i landet.

Højesteret skærer igennem

Ja, det var enten den overskrift eller ‘Det kniver med pressefriheden.’

Mange danske journalister har spændt fulgt sagen om Lars Wikborg, som for Urban skrev en historie om lufthavnssikkerhed i Kastrup. For at dokumentere sikkerhedsbristen smuglede han en grillkniv (som ifølge dommen havde et 7,8 cm langt blad, men ifølge politiken.dk et 9 cm langt) fra A Hereford Beefstouw i taxfree-området helt hen til gaten, fik taget et billede af det og afleverede kniven igen.

Siden blev han både af by- og landsret idømt en bødestraf for overtrædelse af våbenloven. Disse domme var blot perler på en kæde af tilfælde, hvor danske journalisters pressefrihed er blevet underkendt af de etablerede statsmagter. To journalister blev dømt for at købe ulovligt fyrværkeri, selv om de mente, de havde politiets velsignelse.

Wikborg-sagen endte i Højesteret, hvor resultatet blev en særlig form for mellemting; nemlig at Wikborg er skyldig, men straffri. Læs dommen her.

Dommen i denne meget principielle sag betyder vel, at Højesteret nærmest er enig med begge parter, og signalet bliver: ‘Pressefrihed er vigtigt, men pas på, hvad du gør.’

Fem ud af syv højesteretsdommere mente, at han skulle dømmes, fordi “Lars Troels Brink Wikborgs besiddelse af kniven ikke i lovens for­stand kan anses for at være et led i hans er­hvervsudøvelse.” For i så fald ville det have været lovligt for ham at bære kniv. De mener altså, at han kunne have lavet historien uden at have udført selve indsmuglingen. Hvordan kan jeg ikke forestille mig.

Det er de to sidste så uenige i. De mener, at han netop gjorde, hvad han gjorde, for at kunne understrege sin journalistiske historie:

Efter våbenlovens § 4, stk. 1, er det forbudt på offentligt tilgængelige steder at bære eller be­sidde kniv eller dolk, ”medmindre det sker som led i erhvervsudøvelse, til brug ved jagt, lyst­fiskeri eller sportsudøvelse eller har et andet lignende anerkendelsesværdigt formål.”

Formanden for Dansk Journalistforbund, Mogens Blicher Bjerregård, udtrykker en blandet reaktion på dommen. Han er glad for straffriheden, men mener, at Wikborg burde have været frikendt.

Personligt er jeg enig med begge. Fordi sagen er så principiel, sender straffriheden et godt signal til journaliststanden, men Wikborg vil stadig have det stående på sin straffeattest i en årrække. Men en frikendelse ville have været en stor sejr for branchen oven i en trist række nederlag på det seneste.

I sidste ende er signalet altså til de danske journalister, at kun deres penne – eller til nød deres vinklinger – må være skarpe.

Til sidst vil jeg vise jer et indslag fra The Onion (et falsk nyhedssite), som viser, hvad den yderste konsekvens af pressefrihed kunne betyde: Se indslaget fra The Onion her.