Kategoriarkiv: Dokumentarfilm

Bagsiden af Grønland

Gå ind i din arkivbunke og find Weekendavisen nr. 44 fra i år (2.-8. november). Tag så forsiden til sektionen Ideer, tag indmaden ud og fold papiret ud. Da vil dette syn møde dine øjne:

WA44

Til højre – altså på forsiden – ser vi et billede fra Grønland med en lille familie og overskriften ‘Et kort og farligt liv’. Historien handler om den høje selvmordsrate og børnedødelighed og andre faktorer, der gør, at grønlændernes levetid er lavere end i Kina og Indien. At historien kommer umiddelbart efter DR’s dokumentar om Grønlands problemer med incest og andet er vel ikke tilfældigt.

Til venstre – altså på bagsiden – ser vi to billeder fra Grønland med isbjerge og et enkelt af tre glade grønlandske børn. Når man så har i baghovedet, at næsten hver tredje grønlandske pige under 15 er blevet seksuelt misbrugt, er antallet af børn på billedet ganske passende. Over billederne ser vi dog ikke en overskrift, der ligner den på forsiden. Der står: ‘Krydstogt til Diskobugten og den verdensberømte Isfjord’. Ja, der er altså tale om en helsidesannonce for et krydstogt til Grønland.

Hvis nu blot det drejede sig om en ekstern annoncør, ville det naturligvis bare være et eksempel på uheldig timing, men faktisk er det Weekendavisen selv, der reklamerer for et ni-dages-krydstogt til Grønland.

I princippet er det jo bare et flot eksempel på, at en uafhængig avis ikke forbinder redaktionelt stof med annoncer overhovedet, men hvis annonceafdelingen (hvilket de sikkert ikke har) havde kunnet vælge, ville de nok ikke have valgt at ligge på samme side af samme stykke papir som en artikel om, hvor dårligt grønlænderne har det.

Hvor mange rejsende, Weekendavisen får lokket med på deres sikkert udmærkede krydstogt, bliver sikkert ikke synderligt påvirket at dette sammenfald, men mon ikke nogen tænker en ekstra gang, før de tager med. Ligesom man måske ikke ville reagere på en annonce til Thailand, hvis den var lige under en artikel om børneprostitution i Bangkok. Eller for at bruge et eksempel, som journalistkredse har diskuteret meget; man ville måske heller ikke skrive en rigtig dårlig anmeldelse af en vin, som avisen sælger gennem deres vinklub.

For nogle måneder siden så jeg en annonce for en Nokia-telefon, som på samme side bliver haglet ned som en af de farligste, når det kommer til bestråling af hjernen. Hvis det var et bevidst valg af redaktionssekretæren, kan det vel kun tolkes som spydigt…

Det er da værd at diskutere, om annoncer og redaktionelt stof overhovedet bør have en indflydelse på hinanden. Om skribenter skal være ekstrakritiske over for annoncører for at understrege deres uafhængighed, eller om annoncører skal kunne kræve at blive lagt på opslag, hvor deres produkt ikke kritiseres.

Selv mener jeg, at det ville være bedst for medierne, hvis de placerer annoncer efter emner (altså biografannoncer i kultursektionen fx), og at de derudover bør se bort fra eventuelle konflikter i redaktionelt indhold og annoncer.

Problemet er så bare, når avisen selv annoncerer i sig selv, som Weekendavisen gjorde det. I dette tilfælde har avisen nok kun skudt sig selv (og rejsepartneren Albatros Travel) lidt i foden.

Guldbrandsen revisited

DR skriver selv, at Guldbrandsens ‘Den hemmelige krig’ er blevet frikendt for journalistisk uredelighed af en uvildig gruppe, men som de også nævner i artiklen, er det dog med visse forbehold.

Det er værd at bemærke, at rapporten generelt kritiserer filmen for de samme ting, som ekstramedium.dk gjorde i indlægget ‘Ingen tor-tour de force’ fra 7. december 2006.

Man kan læse hele rapporten her, men følgende er konklusionsafsnittet:

2. Resumé og konklusion

Der foregår i disse år en markant genreglidning mellem dokumentarprogrammer, dokumentarfilm og spillefilm. ‘Den hemmelige krig’ (DHK) er en dokumentarfilm, produceret til Danmarks Radio med støtte fra Det Danske Filminstitut. Præmisserne for filmens tilblivelse har dermed været, at der skulle anvendes såvel journalistiske som filmiske virkemidler.En journalistisk dokumentarfilms væsentligste berettigelse vil ofte være, at den med journalistiske og filmiske virkemidler bringer kritisable samfundsforhold til offentlighedens kendskab. Undersøgelsesgruppen har alene vurderet, om den dokumentation, som leveres i DHK, lever op til de standarder vedrørende korrekte oplysninger, der kan forventes i en dokumentarfilm af denne type – ikke om filmen har ret i sine påstande eller ej.

DHKs hovedpåstande er:

1. 1) at regeringen gentagne gange vildledte Folketinget om, hvorvidt den havde kendskab til, at USA havde til hensigt ikke at overholde eller rent faktisk ikke overholdt Genève-konventionerne i forbindelse med krigen i Afghanistan;

Filmen fremlægger tilstrækkelig journalistisk dokumentation til at gøre den påstand gældende, at regeringen har givet Folketinget urigtige/vildledende oplysninger, når den oplyste, at fanger i Afghanistan ville blive behandlet i overensstemmelse med principperne i Genève-konventionerne. I filmen vurderer en juridisk ekspert, at der er grundlag for at rejse en rigsretssag mod statsministeren. Når der rejses en så alvorlig anklage, havde det været ønskeligt, om instruktøren havde undersøgt, om der blandt juridiske eksperter er enighed om denne vurdering og i filmen gengivet, hvorvidt det er tilfældet.

1. 2) at Danmark overtrådte Genève-konventionerne ved at overdrage ansvaret for personer tilbageholdt af danske soldater i Afghanistan til USA på et tidspunkt, hvor man vidste, at USA havde til hensigt ikke at behandle og rent faktisk heller ikke behandlede de tilbageholdte i overensstemmelse med Genève-konventionerne;

Filmen fremlægger tilstrækkelig dokumentation for, at forsvarets håndtering af oplysninger fra en tolk, der havde arbejdet for det danske forsvar, har været af en sådan art, at den bør påkalde sig offentlighedens opmærksomhed og underkastes kritisk granskning. Filmen fremlægger endvidere tilstrækkelig dokumentation for, at de danske myndigheder, om de havde ønsket det, på et tidligt tidspunkt kunne have fået bevis for, at amerikanerne ikke overholdt Genève-konventionerne i Afghanistan.

1. 3) at Danmark rutinemæssigt har overleveret fanger til amerikanerne – og på et tidspunkt, hvor man vidste, at amerikanerne havde til hensigt ikke at overholde eller rent faktisk ikke overholdt Genève-konventionerne;

Filmen fremlægger tilstrækkelig journalistisk dokumentation til at betvivle, at danske soldater alene overdrog fanger i amerikanernes varetægt de officielt opgivne to gange. Derimod fremlægger filmen ikke dokumentation for, at denne overlevering skulle være sket rutinemæssigt.

1. 4) at de fanger, som danske soldater overdrog til amerikanerne, kunne være blevet udsat for tortur i Afghanistan eller senere, når de blev overført til Guantanamo-basen på Cuba.

Filmen fremlægger tilstrækkelig journalistisk dokumentation for, at afghanere tilbageholdt af danske soldater sandsynligvis ikke blev behandlet i overensstemmelse med Genève-konventionerne, da de senere blev overladt i amerikansk varetægt, og at det danske forsvars tilsyneladende mangel på interesse for i foråret 2002 eller senere at undersøge, hvad der skete med de tilbageholdte, da de blev bragt i amerikansk varetægt, bør påkalde sig offentlig opmærksomhed.

Filmen viser, at det ikke kan udelukkes, at fanger tilbageholdt af danske styrker og senere overladt i amerikansk varetægt kan være blevet udsat for tortur og/eller kan være blevet overført til Guantanamo. Derimod fremlægger filmen ingen dokumentation for, at det er særlig sandsynligt, at dette er sket.

Når filmen ikke kan dokumentere, at personer tilbageholdt af danske tropper senere er blevet udsat for tortur i amerikansk varetægt, kan man undre sig over, at instruktøren i filmens indledning har valgt at gøre netop påstanden om tortur til den bærende i filmen. Det må anses for at være problematisk, når filmens indledning sammenholdes med dens afslutning, hvori det på en sådan måde påstås, at der er grundlag for at rejse rigsretssag mod statsministeren, at seerne let kan få den opfattelse, at grundlaget gælder samtlige de forhold, der er blevet berørt i filmen, herunder torturpåstanden. Det bringer filmen intet belæg for.

Den efterfølgende kritik af filmen, rejst af blandt andet Forsvarsministeriet og Nyhedsavisen:
Der er ikke noget i den efterfølgende kritik, rejst af blandt andet Forsvarsministeriet og Nyhedsavisen, der afgørende har svækket Christoffer Guldbrandsens dokumentation, der i vid udstrækning baserer sig på indicier og ikke håndfaste beviser. Det er helt naturligt, at sådanne indicier diskuteres i en efterfølgende debat: Holder de vand? Kan de tolkes, som de gør? Er de udtryk for tilstrækkelig bevisførelse for, at noget er foregået, som det ikke skulle være foregået? Konklusionen er derfor, at Christoffer Guldbrandsen har den type beviser/indicier, som man kan forvente af en journalistisk dokumentarfilm.

Anvendelse af filmiske virkemidler
Sammenfattende vurderer vi, at den omfangsrige brug af filmiske virkemidler i DHK er forsvarlig ud fra de etiske normer, der er gældende i filmbranchen. De kan dog meget vel diskuteres ud fra smagsvurderinger. Det kan desuden anbefales at bruge en tydeligere markering af arkivstof især i film, der som denne har et kontroversielt journalistisk indhold.

Spinnet omkring DHK
Christoffer Guldbrandsen skabte maksimal opmærksomhed om DHK i tiden op til filmens visning på DR (primingen). Konsekvensen af den voldsomme eksponering i medierne var, at filmens mange anklagepunkter druknede i et spørgsmål om, hvorvidt statsministeren skulle for en rigsret eller ej. Dette forhold bærer instruktøren selv en væsentlig del af ansvaret for.

Regeringen og regeringspartiernes efterfølgende spin mod filmen var effektivt og fik flyttet fokus fra indhold til form. Selv om spinnet viste sig at være forkert på en række områder, skabte dette ikke nævneværdig kritik af regeringen i medierne.

På den baggrund må man konkludere, at regeringen vandt spinnet om DHK.

DRs interne retningslinjerDRs etiske retningslinjer er utilstrækkelige til at regulere vilkårene for en dokumentarfilm som DHK. Det anbefales derfor, at DR udarbejder konkrete etiske retningslinjer for den journalistiske dokumentar, ikke mindst den type af dokumentar, der får støtte fra DFI, og derfor skal leve op til både kunstneriske og journalistiske kvalitetskriterier.

Det anbefales desuden, at DR udarbejder klarere retningslinjer for brug af arkivmateriale, ikke mindst i dokumentarfilm og andre produktioner, der baserer sig på forskellige typer af rekonstruktioner.

Det anbefales, at DR i forbindelse med lancering af dokumentarfilm sikrer, at en angreben part har mulighed for at se denne, inden dens indhold videreformidles til andre parter.

Det anbefales, at DR udarbejder klare retningslinjer for kvalitetskontrol med interne såvel som eksterne produktioner.

Endelig anbefales det, at DR bør sikre sig kontrol over lancering/foromtale af programmer, der sendes på DR og derfor opfattes som DR-programmer.

Mads brügger videre a kapel-la

Et tankeeksperiment
Luk øjnene og forestil dig, at en teatertrup kommer til dit land, og at du har fået til opgave at hjælpe dem, mens de er i landet. Da de i en vindblæst park viser dig, hvad de har tænkt sig at spille for dine landsmænd, ved du ikke, om du skal grine eller græde. For ikke at latterliggøre dine gæster, vælger du at græde og siger, at det er fordi du er så bevæget af din kære leder. Gæsterne køber din undskyldning.

Du forstår ikke deres ‘humor’. Den ene skuespiller er spastisk lammet, og den anden er talentløs. Deres påståelige instruktør bliver ved med at stå fast på, at forestillingen er en hyldest til din præsident. En usammenhængende og nærmest fornærmende dårlig hyldest, mener du.

For at dine gæster ikke skal blamere sig (og dig) fuldstændig, forsøger du – uden at vække deres mistanke – at tilpasse deres forestilling, så den bliver bare nogenlunde seværdig og sammenhængende. Du beder en meget berømt instruktør at foreslå ideer til forestillingen, og teatertruppen tager modvilligt imod nogle af forslagene. Skuespillerne er slet ikke til at forstå, nogle ting siger de på et mærkeligt sprog, og meget af det engelske bliver forvansket af den enes spasmer. Din instruktør foreslår, at de bruger fløjter og dermed udnytter det internationale sprog, kropssproget. Det er de ikke glade for. De er i det hele taget meget modvillige over for ændringer, som kan gøre forestillingen nemmere at forstå.

Denne situation befinder Ms Pak sig i. Hun er den nordkoreanske kvinde, som har fået den meget tvivlsomme ære at agere guide og oversætter for Det røde kapel, Mads Brüggers nyeste dokusatire-serie.

Lost in Translation
Programmet påstår at have til formål at undersøge smilets vilkår i Nordkorea. Til det formål tager Mads Brügger to adopterede koreanskfødte komikere, Jacob Nossel og Simon Jul, med for at opføre en komplet indforstået forestilling, som kun danskere kan synes er sjov. Jeg vil vove at påstå, at en tysker, fransker eller bare svensker vil stille sig næsten lige så uforstående over for så ærkedanske indslag som ‘Fru Kristof’ og ‘Lille kat på vejen’. Begge indslag mister al slagkraft ved undersættelsen.

Little pussycat
little pussycat
Who are you?
Who are you?
I am god damn my own,

fremfører Jacob Nossel digtet, skrigende ind i mikrofonen.

Mads Brügger er ikke uddannet journalist, men har fungeret som en sådan i en del år. Han har op til rejsen til Nordkorea researchet i tre uger. Alligevel har han ikke kunnet gurgle sig frem til, at Piet Hein også skrev fantastiske gruk (grooks) på engelsk og oversatte mange af de danske; deriblandt ‘Lille kat på vejen,’ som i Piet Heins egen oversættelse lyder sådan:

Little cat
Little cat
Walking so alone
Tell me whose cat are you
– I’m damned well my own.

Det rimer altså. Mads Brügger og Co. har altså med vilje forvansket og undersat digtet for at lefle for de danske seeres “selvironiske” sans for humor. Det undrer mig ikke, at Ms Pak og de seriøse kulturpersonligheder ikke kan se det geniale i den ellers geniale Piet Hein, når hans digte bliver behandlet så dårligt. Så behøver vi ikke komme ind på, hvordan det bliver fremført.

Tendens til tendentiøsitet
Ligesom jeg ikke nægter, at danske soldater har været bevidst om amerikanernes tilsidesættelse af Genève-konventionen, nægter jeg heller ikke, at nordkoreanerne lever et trist liv i et lukket land, eller at de gemmer handicappede væk på internater for at opretholde illusionen om den koreanske race som perfekt. Jeg vil heller ikke i dette indlæg komme ind på, hvorvidt befolkningen ville være mere eller mindre lykkelige, hvis de vidste mere om omverdenen.

Jeg vil dog påstå, at ‘Det røde kapel’ burde udløse en ny Muhammedkrise, hvis programmet er solgt til udlandet. Mads Brügger og hans trup latterliggør bevidst nordkoreanerne ved at lade de danske seere sidde på deres hjørnesofaer og tænke ‘ha, hvor er de dumme, fordi de ikke kan se det sjove i Fru Kristof og pruttepuder.’ Jyllands-Posten mente, at man i det danske samfund skal acceptere at blive hånet og gjort grin med. Jeg er enig. Men ikke, når man ikke er Danmark, men i ens eget land, tager godt imod gæster og endda prøver at hjælpe dem.

Den danske humor er absurd og meget specifikt dansk, og konceptet ‘kitsch’ er slet ikke udviklet i samme retning i andre kulturer som i vores. Den asiatiske mentalitet forstår ikke, hvorfor noget plat og barnligt kan fungere som voksenunderholdning, og når man ser ‘Det røde kapel’ kan man selv godt undre sig lidt over det.

Jeg kender en del til Vietnam, som ud over også at være et asiatisk land er kommunistisk – dog i en meget mere moderat version. I Vietnam har de meget humor, men de ville heller ikke kunne se det sjove i en teatertrup, som kommer fra den anden ende af verden for at falde på halen, spille Oasis og steppe rigtig dårligt. Hvis du viser forestillingen for en svensker, tror jeg heller ikke, at den subtile (?) humor vil gå lige ind gennem svenskergarnet og kilde humornerven.

Desuden har Mads Brügger sagt, at hvis disse udsendelser får konsekvenser får Ms Pak, så understreger det bare, hvor frygteligt systemet er i landet. Ja, okay, Mads Brügger. Men jeg håber, du stadig vil have en dårlig smag i munden over at have taget hende så godt og grundigt ved røven.

Læs desuden denne artikel om humor i Nordkorea.

Ingen tor-tour de force

Christoffer Guldbrandsens nye, meget debatterede dokumentarfilm, ‘Den hemmelige krig‘ er lige så tendentiøs og Michael Moore-isk, som kritikerne siger. Mere underholdning end journalistik, mener skribenten.

For at retfærdiggøre, at jeg har set en dokumentarfilm i biografen, som bliver vist på DR2 tre gange i løbet af de næste to uger, er jeg nødt til at skrive min mening om den før alle har set den.

Der har hersket en kolossal og meget bred debat om Christoffer Guldbrandsens dokumentarfilm ‘Den hemmelige krig’, som skulle have været vist på årets Fagfestival, men som ikke var klar. Den har dog vundet priser i Amsterdam, og er allerede blevet diskuteret vidt og bredt i de danske medier. Ralf Pittelkow er bare en af de debattører, som har ladet sin galde vælde ud over den uskyldigt udseende Guldbrandsen med æblekinderne.

Jeg må desværre give Pittelkow ret langt hen ad vejen – den film ER spin. Min journalistiske nerve gav mig flere spasmer gennem filmen, fordi den – på trods af, hvad Guldbrandsen selv siger – er ret tendentiøs.

Som I kære læsere nok har læst i medierne, mener filmen, at Anders Fogh Rasmussen vildledte Folketinget, da han ‘glemte’ at nævne, at USA’s præmis for denne krig var, at den 3. Genève-konvention kun gjaldt, som det passede USA. Danske soldater i Irak har altså videreleveret fanger til de amerikanske styrker, som har sendt mange af dem til Guantánamo og behandlet dem rigtig dårligt – ifølge konventioner og basal moral. Tortur, bank, ydmygelse, barbering.

En af de få, der repræsenterer ‘the Dark Side’, som Guldbrandsen giver plads i sin dokumentar, er nuværende forsvarsminister Søren Gade. Han tvinges i filmen til at udtale sig om handlinger, som hans forgænger, Svend Aage Jensby, egentlig var ansvarlig for, og da jeg efter filmen i dag spurgte Christoffer Guldbrandsen, om det ikke ville have været mere relevant at spørge Jensby, affejede han spørgsmålet med et afslappet ‘Han ville ikke være med.’

Statsministeren har ifølge Guldbrandsen ikke ønsket at medvirke, selvom det faktisk er hans udsagn i Folketinget, som hele filmens påstand og analyse er bygget på.

Jeg spurgte også instruktøren, om han ikke mente, filmens budskab ville have været mere troværdigt, hvis han havde haft interviews med jurister, som mente noget andet end de medvirkende, med. Det mente han ikke.

Om/at der er et problem værd at fortælle, drukner i min mening i den sort/hvide skildring af pressechef, kommandører, etc. Som journalistisk uddannet sidder man ved filmens slutning tilbage med en craving efter mere dokumentation, modstridende kilder, nuanceret argumentation og andre ting, som ville gøre denne film til andet end en lækkert produceret episode af ‘Operation X’.

Man sidder også tilbage med spørgsmålet, som min ven på Forsvarets MedieCenter stillede: “Jamen, vidste alle (Folketinget inklusive) ikke på det tidspunkt, at Bush havde meldt det ud om tilsidesættelsen af Genève-konventionen?” Og man kan videre spørge sig selv, om Folketinget ikke ville have stemt ja, selvom Fogh havde udpenslet det.

Guldbrandsen påstod selv til visningen, at han “havde lagt fakta frem for seeren, så man selv kunne tage stilling.” Det mener jeg ikke, han har gjort. En journalist vinkler skarpt, men kan også skrotte en historie, hvis man er afhængig af, at de ‘angrebne’ selv ikke kommer til orde.

Af Guldbrandsen og hans medproducent, Nils Giversen, som journalistuddannede forventer man en mere kritisk og objektiv historie.

Jeg mener ikke, at filmen skal nomineres til en Cavlingpris, selvom den er foreslået (af DR2-chef Gitte Rabøl). Det er mere subjektiv underholdning end rigtig journalistik. Hvor Guldbrandsen ramte så meget plet med ‘Fogh bag facaden’ og især ‘Lykketoft finale’, er ‘Den hemmelige krig’ et stykke uden for bull’s eye.

*** ud af *****