Kategoriarkiv: DR

Ulvetime

Så fik jeg endelig set det nye Deadline 17.00, og da blev jeg mødt af dette foruroligende syn:

Heldigvis drejede det sig bare om den historien om en ulv, som måske er blevet set i Sønderjylland, men som måske er en eller andens løsslupne slædehund. I Deadline-studiet havde de lånt en udstoppet ulv af Zoologisk Museum og så blæst billedet af den op på alle studiets tre store fladskærme bag værten Anja Bo og gæsten. Fra denne vinkel så ulven ud til at være kolossal og desuden står lige bag Anja Bo og ånde hende i nakken.

Jeg savner lidt det gamle Deadline-studie (og især det store blå bord), men et kæmpestort rovdyr lige i nakken på værten opvejer det lidt.

Det er et f*#&ing dæjli’ show

Husk at blive fan af ekstramedium.dk på Facebook og få dine venner med.

Jeg vil gerne begynde indlægget med at undre mig over, at tekstereren (oversætteren) i gårsdagens visning af ‘Ghost’ på TV 2 oversatte ‘fuck you’ til ‘fuck you’. Et sjovt valg. Jeg kunne aldrig selv finde på at sige det på engelsk, når jeg taler dansk (og faktisk heller ikke, når jeg taler engelsk), men måske har teksteren tænkt, at ‘fuck dig’ lød for plat, og ‘rend mig i røven’ lød for 80′er-agtigt.

Jeg husker også engang, da jeg så ‘Falling Down’, at jeg for første gang så alle F-ordene direkte skrevet i de danske tekster; ‘fucking’, ‘motherfucker’, etc. Det syntes jeg var fedt nok, for det passer jo egentlig meget fint til den måde, i hvert fald min generation bruger de ord på. Eller min omgangskreds i det mindste.

Men det her indlæg handler om ‘The Daily Show’, Comedy Centrals succesfulde falske-nyheder-program, som skylder meget af deres popularitet til George W. Bush, og som gang på gang modvilligt bliver udnævnt til det mest troværdige nyhedsprogram i USA.

Programmet bliver – jævnfør navnet – sendt hver dag, og i Danmark kan vi se det på DR2 med nogle dages forsinkelse. Desuden producerer de en såkaldt ‘Global Edition’, som bliver vist på fx CNN en gang om ugen. Her viser de de bedste klip fra ugen, der gik, og det har nok inspireret DR2 til at kalde den ‘The Daily Show – Ugen der gik’. Den bliver sendt på DR2 fredag aften og mandag eftermiddag.

Som de fleste amerikanske tv-programmer bliver bandeord på skrift erstattet med diverse tegn (som i indlæggets titel) og bandeord i tale udskiftet med et ret indiskret bip i ‘The Daily Show’. Nogle programmer, hvor det sker tit (som motornørdeprogrammet ‘Monster Garage’), erstattes bippet med andre lyde (i ‘Monster Garage’ med værktøjslyde).

De sidste par gange, jeg har set ‘Global Edition’ (‘Ugen der gik’), har jeg dog lagt mærke til, at der slipper en hel del ‘fuck’ igennem, og mens det nærmest forventes i dansk tv, at folk bander og svovler, lægger man meget mærke til det i amerikansk tv.

Derefter skrev jeg til DR, og følgende mailkorrespondance fulgte (jeg har klippet ‘mvh’, ‘bedste hilsener’, etc. ud):

Ekstramedium (Emne: The Daily Show):

Jeg har lagt mærke til, at de i ‘Ugen der gik’-udgaven fik lov til at sige ‘fuck’ og ‘fucking’ uden at blive bippet ud. Hvordan kan det være? Får I dem et andet sted fra?

Kaare (fra DR Medier):

Jeg ved ikke, hvad du har set på Ugen der gik, men det er vist på Lorry, som er TV2, og vi er DR og viser det originale program, sådan som det bliver vist i USA, hvor der bippes.

Ekstramedium:

Hej,

Mit spørgsmål handler om The Daily Show, som der står i emnefeltet, men som jeg glemte at skrive i selve brødteksten…

Kaare:

Hej,

Det “originale program”, jeg henviser til i svaret, er faktisk Daily Show.

Ekstramedium:

Hej igen.

Jeg har kun set TDS på DR2, og de har en ugentlig opsamling (som vises om mandagen i DK). Da jeg så det sidst, var der ingen bip, men masser af ‘fuck’. Det var bare det, jeg undrede mig over.

Kaare (en uge senere):

Hej igen,

Ja, nu undrer jeg mig også, for du har jo helt ret — nu er den blevet sendt uden beep, selv om vi klart har besluttet, at den skal være med beep.
(undeteksten fortæller, hvad der siges.) Jeg undersøger.

Ekstramedium:

Hehe, ja, det er mærkeligt, ikke? Glæder mig til at høre nærmere.

Kaare (to uger senere):

Så vidt jeg kan finde ud af er det et uheld, at programmet er blevet sendt enkelte gange uden beep — idet vi så har fået leveret den beep-løse version (som nogen lande foretrækker) i stedet for den beepede (som andre og vi foretrækker). Men reglen er, at der beepes.

Sådant sker, men det går jo nok endda.

Ekstramedium.dk (forleden):

Så er der sgu ubippede F-ord igen i Global Edition. Interessant.

Kaare:

Her er svaret fra teksteren:

Det hænder, at der ikke er beeps hen over fyordene i Global, men det er (desværre) ret sjældent.

En sjælden gang er der ikke beeps, altså.

Så lærte vi også noget i dag. Nu mangler jeg bare at finde ud af, om CNN bipper det hele ud.

“Never badmouth synergy”

Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde. I sidste ende er jeg nok mest bare forarget.

Så sad man en højhellig søndag morgen og så genudsendelse af ‘Hvem vil være millionær? – Mig og mit idol’. Først sad man og bliver meget overrasket over, at Anders Breinholt, hans idol Meyerheim og 70 % af publikum troede, at pashmina er silke, og dermed røg ud med kun 5.000,- til en bus til nogle stakkels udviklingshæmmede (som de (før de røg ud) spøgfuldt mente kun var nok til navkapsler og måtter). Dernæst blev man overrasket over, hvor svært Thomas Madvigs fan Lisbeth Østergaard havde ved at skjule sine manglende evner i paratviden. “Hvornår siger du latinerne?” var hendes kommentar til svarmulighederne til spørgsmålet om, hvem der først talte latin.

Når man så var kommet sig over det, tænkte man: hov, er der ikke noget, de alle sammen har tilfælles? Nårh jo, de er jo alle sammen Hans Pilgaards kolleger.

Hvor er det trist, at TV 2 vælger at blive ved med den lange række af ‘specials’, hvor deltagerne overhovedet ikke er lige så gode som enkeltdeltagerne (bortset fra brødrene Lund Madsen), og hvor er det endnu mere trist, at de så vælger at proppe flere programmer med TV 2-medarbejdere for at profilere deres egne værter som stjerner. Som så oveni ser op til andre TV 2-medarbejdere som idoler.

Ét af spørgsmålene handlede endda om ‘B.S. og Bubber’…

Her mandag aften fortsatte galskaben så. Lisbeth Østergaard og Thomas Madvig brugte gudhjælpemig TV 2′s Jes Dorph-Petersen som livline (som dog ikke hjalp) og endte med 50.000,- (ti gange mere end Breinholt og Meyerheim (!)). Og efter dem var det så Julie Berthelsen, hvis karriere jo blev skabt af TV 2-programmet Popstars for en del år siden, og hendes idol Søs Fenger, som snart skal reprezzent’e mit hood, Kongens Lyngby, i TV 2′s kor-battle, Allstars. Deres livline var så Lasse Rimmer, som for tiden deltager i TV 2′s genoplivning af det svenske koncept Nyhedsministeriet, og som tidligere har været vært på TV 2′s Jeopardy.

Helt ærligt, TV 2. Har I ingen skam i livet?

Min kammerat Martin udtrykte sig forleden således: “Public service døde med X Factor.” Det var konklusionen, der fulgte efter en diskussion om, hvorvidt TV AVISEN i dag kun handler om DR. Han har nok ikke helt ret i den udtalelse, men der er da noget om det.

Talkshowet ‘Reimers’ har da også haft alle mulige DR-folk inde over, ikke mindst X Factor-dommere og lignende.

MIT store (dog fiktive) idol er Jack Donaghy, Alec Baldwins rolle på den fantastiske komedieserie ’30 Rock’ (som i Danmark kan ses på 6′eren). Han sagde i et afsnit guldreplikken “Never badmouth synergy”. Han er selv rigtig god til at promovere produkter i tv-shows og omvendt. Noget, man længe har gjort det meget i i USA og som nu også er kommet til Danmark i stor stil. Ikke mindst med Per Mikael Jensen, som så smart lod bladet ‘Vi med hund’ sponsorere TV 2′s hundeprogram ‘Danmarks sødeste hund’. TV 2 er medudgiver af bladet…

X Factor I: Mohamed vinder


(Foto: Henrik Brus/DR)

Ja, selv integritetens højborg, ekstramedium.dk, beskæftiger sig nu med et af landets største mediefænomener, X Factor, og lad mig bare slå det fast med det samme. Mohamed vinder det pis. Og det må I gerne citere mig for. Hvis nogen som helst anden vinder (især Lucas – uuuh), vil jeg overveje at gå ned på kommunekontoret og emigrere officielt, for så ved Danmark virkelig ingenting om smag eller musik.

Ja, Tårnhøj røg hjem i går, nok mere fordi de overhovedet ikke passer ind i konceptet, end fordi de var de dårligste. Claus var klart den kedeligste, men man kan ikke kalde det en sanggruppe, når det bare er en sanger (som hedder Taarnhøj til efternavn (!)), hendes andenstemme og en fyr med en guitar (som ikke engang synger). Hallo, der er altså et helt band lige ved siden af…

Hvorfor de tre dommere var så vilde med Lucas’ forestilling fatter jeg intet af. Kan du fatte det, Perle? Jo, han har da personlighed (eller X Factor), knægten, men hans lemmer var over det hele på en anspændt og teenage-ranglet måde. Han synger bare ikke godt nok. Det er for nemt at fortolke arrogance som selvtillid, og det er det, der sker her. På Boot camp stillede han sig op uden at have øvet sangen og kom alligevel videre. Ud med ham.

De eneste tre ting, der på nogen måde kan holde Mohamed fra at vinde (hvis han altså ikke kommer til skade eller sådan noget (7-9-13)), er 1) folk synes ikke, han skal deltage i X Factor, fordi han har været med i Scenen er din, eller 2) han udvikler sig ikke nok, fordi han er så vildt god i forvejen, eller 3) racisme.

Mohamed har nemlig alt det, som Martin fra X Factor var ved at lære. Han har Martins ydmyghed og charme (som fx både Lucas og Sidsel mangler), men er totalt fremme i skoene (“Men sådan er showbiz…”), har allerede rytme i kroppen, en fantastisk stemme (som Martin altså ikke rigtig havde), totalt skærmtække og en fræk attitude. Alle de ting havde Martin ikke, da han startede, men de blev langsomt fremelsket i ham, og det var den udvikling, som dommere og danskere gav ham guldmedaljen for.

Og ville det ikke være ret fedt at kunne sy et dansk flag på sin rygsæk igen, når man rejser i Mellemøsten? En vinder af X Factor, der hedder Mohamed, ville da være fantastisk at kunne vise verden oven på Muhammed-krisen…

Problemet er så, hvis alle de små piger i 5. og 6. klasse begynder at tegne deres X Factor-helt i Formning.

Video killed the radio star II

I denne uge har jeg hørt lidt Danmarks Indsamling på P3 med Adam Duvå Hall og Sara Bro. (Hvad er det egentlig for et navn, Danmarks Indsamling. Alle værter og speakere udtaler det jo Danmarksindsamling(en). Er det hele Danmarks indsamling som i Danmarks Radio eller en danmarksindsamling, der bare er blevet udsat for upassende orddeling?)

Adam Duvå Hall lavede jo noget tv engang (Go’ røv og god weekend, fx), og det klarede han egentlig okay. Han er en pæn fyr, og hans karakteristiske pauser i talestrømmen bliver reddet på tv af billedsiden. Det går til gengæld ikke så godt på radioen. Hans samarbejde med Mads Vangsø var rigtig godt, fordi Mads Vangsø fyldte ud, hvor Adam Duvå Hall holdt sine pauser, og Adam kunne til gengæld sidde og tænke lidt og bidrage med skæve humoristiske indskud, når Mads’ talestrøm var blevet lidt for tynd. De var et rigtig godt par.

Adam Duvå Hall og Peter Palshøj - et dårligt værtspar, fordi de var for ens

Til gengæld var Adam Duvå Hall og Peter Palshøj et rigtig dårligt radioværtspar. De var nemlig alt for ens i stilen. Det resulterede i mange sammenfald i pauser, hvor lytterne alt for ofte blev ladt alene med P3′s cirkusunderlægningsmusik. Adam Duvå Halls programmer alene gik heller ikke, da han ikke havde nogen at spille sammen med og op ad.

Sara Bro har jeg før nævnt som eksempel på en god radiovært, som også er ret god på tv. Sammen med Peter Sloth Madsen var de en helt exceptionelt god kombination, og det hjalp selvfølgelig også, at de havde sjove børn i studiet og et lytterkonkurrence-koncept fra himlen, Overbeviseren. Men nu har hun så taget skridtet “tilbage” til radio igen. Desværre er det en dårlig parring. Ikke fordi Adam og Sara ikke er forskellige (for det er de), men af en helt anden grund.

Jeg deltog i 2007 på festivalen Radio Days, og der stiftede jeg bekendtskab med radioguruen Valerie Geller. Hun fremførte en amerikansk storladen præsentation, hvor hun blandt andet sammenlignede fænomenet infotainment med broccoli. Hvis man ikke kan få sine børn til at spise broccoli, kan man bare hælde en lækker, fed ostesauce henover, og så får de alle de dejlige næringsstoffer fra broccolien…

Jeg var altså skeptisk over for hende, da jeg deltog i en intim hjælpegruppesession med hende, men min skepsis blev gjort til skamme. Hun vidste virkelig, hvad hun snakkede om og gav skarpe og hjælpsomme råd til alle i rundkredsen. Blandt andet fortalte hun, at gode radiopar har en dominator og en hjælper. Det betyder ikke, at hjælperen ikke siger noget, men at han/hun holder styr på programmet og medværten, som til gengæld bare kan brage frem med sine rablerier om hvadsomhelst.

‘Mig og Morten Resen’ havde Mikala Dirckinck-Holmfeld, og selvom ‘De sorte spejdere’ var et særligt tilfælde, men Anders Lund Madsen tog ofte hjælperrollen og lod Anders Breinholt flyve ud af en tangent om pensionister og sigøjnere. Når det er en kvinde og en mand, er det ofte kvinden, der holder styr på ting, og manden, der får lov at slå sig lidt løs. Det betyder, at hjælperen skal have overskud til at give den anden lidt ekstra plads. Et guldeksempel på dette er min yndlings-podcast, nemlig BBC-filmanmelderen Mark Kermode, som bliver holdt i ørene af værten Simon Mayo. Deres pingpong er simpelthen guddommeligt. Find podcasten her.

Sara Bro og Adam Duvå Hall har det problem, at de begge to vil være dominatorer. De giver ikke meget plads til hinanden, og hvad der skulle være pingpong lyder ofte mere som rivaliseren. Diskussionen om, hvorvidt ‘tombola’ udtales med tryk på første (det rigtige) eller anden stavelse, kunne have været hyggeligt og sjovt pingpong, men det lyder mere, som om Sara Bro virkelig er irriteret over at blive rettet, og Adam virkelig kan lide at tvære det i hovedet på hende. Det lyder simplelthen, som om de to værter ikke kan lide hinanden. Og lige meget hvor professionelle, de er, kan det ikke undgås at kunne høres i radiobølgerne.

I går kludrede de så også godt og grundigt i teknikken, og Adam Duvå Hall kunne ikke finde ‘Mr Vain’ på deres Dalet (det software, DR bruger blandt andet til afvikling). Det tilegner jeg dog de manglende teknikere, som har præget DR’s radioflader længe.

Det undrer mig, at P3 ikke har nogle folk, der sætter sig ned og lytter til en prøveudsendelse for at høre, om to værter passer sammen eller ej. Jeg skal nok gøre det, hvis det er det.

Video killed the radio star I

Endelig fik jeg lov til at bruge den overskrift!

Selv om jeg først for nylig er kommet hjem fra et semester i Montréal, vidste jeg som trofast podcaster af ’Mennesker og medier’ på P1 allerede, at ’De sorte spejdere’ er holdt op med at sende, og at den rødhårede spejder Anders Breinholt har sagt farvel til stjernestatusen på P3 til fordel for intet mindre end ’Go’morgen Danmark’.

Da han i ’Mennesker og medier’ fortalte, at han havde taget springet fra radio til morgen-tv var det ikke svært at høre på hans stemme, at han ikke selv troede på, at han ”godt kunne lide at snakke med mennesker” (citat frit fra hukommelsen). Den tidligere Falck-redder ved godt selv, at han har solgt ud.

Og her forleden så jeg ham for første gang folde sig ud på tv i selskab med eks-nyhedsværten fra TV 2, Kamilla Walsøe, hvor Breinholt faktisk sidder og spørger Joachim B. Olsen, om han ikke har solgt ud ved at danse i Rødovre Centrum i stedet for at smide 7,26 kg tunge kugler. Åh, ironien.

Det er åbenbart mere og mere en gammelkendt sandhed, at radioværter går med en drøm i maven om at lave tv, og mange af dem ender på TV 2.

Lars Daneskov, som i lang tid blidt vækkede mig med morgenplat charme på’Godmorgen P3’, tog springet gennem TV AVISEN til ’Jeopardy’-vært, som dog blev en kort fornøjelse, da det blev tydeligt, at han var en udpræget ikke-skærmtrold.

Morten Resen, som var en gudsbenådet formiddagsvært på P3 (men ifølge interne kilder også noget af en primadonna), tog springet til ’Go’morgen Danmark’ for længe siden, og selv om han egentlig er faldet meget godt til i rollen som Cecilie Frøkjærs fjollede sidekick, har han overhovedet ikke samme udstråling på tv, som han havde i radioen.

Den dygtige og kønne P3-vært Lisbeth Østergaard virkede som et åbenlyst valg som vært på ’Zulu Djævleræs’ og senere ’Varm på is’, men selv ikke hendes skarpe blå øjne opvejede for hendes forsagthed og uegnethed som tv-vært.

Mads Steffensen, som heldigvis stadig styrer slagets gang i hans supersucces ’Mads og monopolet’, er nærmest indbegrebet af ’a face for the radio’. Hans nordjyske hæse stemme er perfekt til radio, men hans smil ligner desværre en skaldet, tørhudet John McCain, og hans tilstedeværelse på ’Aftenshowet’ bliver næsten reduceret til at få den ellers lidt kiksede Sisse Fisker til at fremstå som et blændende tv-talent.

Sara og Peter, som selv i min gymnasietid holdt mig underholdt med deres kække og direkte stil i ’Børneradio’, forsøgte sig som tv-værter i ’Fjernsyn med Sara og Peter’ (også på TV 2), men det blev aldrig helt godt. Sara Bro laver nu ’Hjerteflimmer’ og gør det ret godt, men Peter Sloth Madsen i dag næsten kun er kendt for at lave Suzuki-reklamer. Han laver også en masse teater og ting ved siden af.

Iben Maria Zeuthen, som er blevet den ene af P3’s stemmesignaturer (den anden var Thomas Madvig og er nu Kristian Leth) har en af dansk radios mest sexede stemmer, men hendes forsøg som vært på DR’s ’Pigerne mod drengene’ viste en ugidelig teenagetøs (i starten af 20’erne) uden skærmkarisma.

Og behøver jeg nævne Morten Spiegelhauer, som var med til at starte ’P3 Nyheder’. Hånden op, hvis du synes, han brænder igennem på tv-skærmen…

Der er to undtagelser, der bekræfter reglen, og den ene er Andrea Elisabeth Rudolph. Jeg husker, at jeg hørte hende på P3 og syntes, hun var rimelig uduelig, men da hun så tog springet til Boogie, forstod jeg pludselig, hvad folk så i hende – nemlig en lækker vært, som bare skulle videre til tv hurtigst muligt. Godt valg.

Den anden undtagelse er Louise Wolff, som har en god tilstedeværelse på skærmen i ’Aftenshowet’, men som jeg dog stadig ydmygt mener var bedre på radio.

Seneste led i den lange række af radioværter, som har frasagt sig stjernestatusen på P3, er altså Anders Breinholt, som var en af mine helt store yndlinger fra P3’s ’Katapult’ og ’Poulsen, Breinholt og Søn’, hvor han udgjorde en utroligt velfungerende duo med Henrik Poulsen, og ’De sorte spejdere’ med Anders Lund Madsen. Dårlig idé. Han har ikke udstråling på en tv-skærm, og ’Go’morgen Danmarks’ stramme format giver ikke megen plads til Breinholts ellers fremragende sans for humor.

Om det er pengene eller berømmelsen, der lokker talentet over fra P3 til TV 2, skal jeg ikke kunne sige, men det er et tab for alle parter. P3 mister stærke profiler og dermed lyttere, TV 2 viser, at de ikke kan finde ud af at caste skærmtalent, men blot for alt i verden vil stjæle folk fra DR (som de også gjorde i stor stil med TV 2 Radio), og lytterne/seerne får både dårligere radio og tv. Og værterne selv ender med en kuldsejlet tv-karriere i stedet for en glorværdig radiokarriere.

Ærgerligt.

Potts til tops igen – nu med pigment

Så skete det igen. Efter telefonsælgeren Paul Potts vandt ‘Britain’s Got Talent’ med at synge opera, har man (læs: jeg) i flæng brugt hans navn som udtryk for dark horses, der kommer ind i en talentkonkurrence med et sjældent talent og et lidt kikset udseende og vinder hele lortet.

Og nu har Neal E Boyd gjort det i USA. Han er en stor fyr (større end Potts), og han synger opera, og for kun få minutter siden afsløredes han som vinder af ‘America’s Got Talent 2008′. Blandt de andre finalister fandtes blandt andet musikkens søstrene Williams, nemlig de to sorte ghettobrødre i Nuttin’ But Strings.

Her er en smagsprøve på Boyds kunnen:

Desværre har jeg ikke fået fulgt med i DR’s ‘Talent 2008′, men ud fra et hurtigt kig på DR’s hjemmeside, kan jeg se, at der ikke er nogen tykke mænd i semifinalerne, og ordet ‘opera’ gav ingen resultater, da jeg søgte på siden. Så nu kan man vel forestille sig, at alle danske mænd, som ikke har fået nok opmærksomhed som små, tager 40 kg på i en fart og helliger sig arierne, så de kan vinde næste år. For hvis der er noget, danskere kan, så er det at kopiere, hvad de gør i udlandet.

Det gode ved det er vel, at vore vestlige samfund er på vej væk fra de anorektiske skønhedsidealer, som er blevet kritiseret så kraftigt…

De burde anmeldes

Endelig! ENDELIG!!!

Film skal ses i biografen. Og anmeldes i fjernsynet. Endelig har DR fået nosset sig sammen til at stable et filmanmelderprogram på benene. Efter mange års venten, siden Søren Høy fik kørt Filmlands tv-skude i sænk, og Filmland måtte leve en kummerlig tilværelse på P1, og vi måtte lade anmeldelserne være op til Niels Frid på TV3 eller Henrik Palle i ‘Go’morgen Danmark’ eller ‘Smagsdommerne’ eller P2, har DR endelig vovet et forsigtigt skridt ud af Ole Michelsens skygge og åbnet for DR2′s helt nye filmprogram, ‘Premiere’. Og det skal da fejres. Og anmeldes, naturligvis.

Nu sidder jeg jo mange mil fra public service-Danmark, men heldigvis har jeg betalt min medielicens og kan derfor se en dejlig masse ting på nettet, ud over at jeg podcaster en masse gode P1- og P3-programmer. Mmh, dr.dk. Få mere ud af DR.

Og derfor har jeg også hørt debatdiskussionen om ‘Premiere’ og DR2′s kulturelle dækning i et af mine yndlings-P1-podcasts, ‘Mennesker og medier’. Her blev ‘Premiere’ kritiseret for en række ting, især for at være for populistisk og for lavpandet. Jeg havde derfor nogle blandede forventninger, da jeg gik ind på www.dr.dk/premiere og set det sidste program – dvs. det andet i rækken.

Generelt vil jeg sige, at det var ganske fint.

DR har fundet en udmærket vært i Mikkel Munch-Fals, som lige er skarp nok til DR2, men tilpas behagelig til ikke at skræmme Clement-haderne væk. Hans stil er lige outreret nok til at passe til DR2, men ikke for skør til at skræmme de ældre generationer væk. Tror jeg. DR skriver selv:

Mikkel Munch-Fals, programmets vært, har i årevis gjort folk tossede med sine meninger om film. Han er cand. mag. i filmvidenskab, kunstmaler, illustrator, manuskriptforfatter og instruktør.

Hans udprægede oplæsning fra teleprompteren ligner dog lidt noget fra en prisuddeling. Hans manuskript er intelligent nok, men når det bliver læst op under foregivning af at være improviseret (ja, han kigger endda en gang imellem ned på sine overflødige (?) cuecards), er jeg ikke imponeret. Det svarer til, når TV AVISENs værter kigger ned på deres papirer, når de skifter historie, selvom deres øjne tydeligvis flakker frem og tilbage over teleprompteren.

Jeg håber, DR snart lærer, at man gerne må hyre værter baseret på skærmudstråling og -evner, uden at de nødvendigvis er kloge. Men det er naturligvis sparetider. Og sidste gang, de gjorde det, røg hun over og blev nyhedsvært på TV 2 NEWS…

Scenografien er fantastisk. Jeg elsker de kæmpestore skærme bag værten, og de sorte vægge passer perfekt til biografstemningen. Det blanke gulv, skærmende spejler sig i, er også flot. Dog blev selv værten Mikkel Munch-Fals lidt overvældet af, hvor stort, billedet af Informations filmguru Christian Monggaard var under interviewet med ham.

Også dette 1:1-interview virkede fint nok. Det virker godt, når værten indrømmer, han ikke ved nok, og derfor tyr til en kollega, en anden anmelder, som måske ved mere om Lars von Triers mystiske projekt, ‘Antichrist’. Det viste sig dog, at Christian Monggaard ikke var særlig meget mere indviet i den mystiske instruktørs forehavende.

Jeg er også meget glad for de næsten ‘Gotha’-agtige småklip fra aktuelle film, som frisk bliver klippet ind hist og pist i programmet. Skægt nok, uden at være irriterende.

Nu kommer vi så til det kontroversielle; Premiere-panelet.

‘Premiere’ har samlet en bunke “helt almindelige danskere” (jeg er træt af det udtryk), som de så slæber med ind til pressevisningerne og interviewer i en overbelyst skriftestol af en art. DR2-chef Arne Notkin forsvarede i ‘Mennesker og medier’ voxpop-segmentet med, at almindelige mennesker sælger, og at de har noget interessant at sige på en sjov måde.

Jeg er uenig.

Hvis jeg gerne ville vide, hvad Hr. og Fru Danmark (endnu et udtryk at hade) synes om en film, så ville jeg spørge dem. Men når jeg ser et filmanmelderprogram på DR2, forventer jeg at høre, hvad en mere eller mindre højpandet anmelder, som jeg så kan være enig eller uenig med, har at sige om den. Jeg er filminteresseret, og vi filminteresserede vil ikke vide, hvad ikke-filminteresserede synes om film. Jeg er ærligt talt meget ligeglad. Notkin undskyldte yderligere med, at det på den måde ville nå ud til en bredere seerskare, og endnu en gang må jeg stejle. Kulturprogrammer på DR2 har ikke til opgave at nå ud til flest muligt. Som allerede udtrykt i et tidligere indlæg mener jeg ikke, at flest muligt brede programmer betyder mangfoldighed, men det modsatte.

Slutteligt vil jeg gerne applaudere det lille nik til min (og mange andres) yndlingsanmelder nogensinde, nemlig manden med hatten(e), Ole Michelsen. Stjernerne, der gives til de anmeldte film, bliver givet én ad gangen og bruger det lillebitte øjeblik af spænding, mens man prøver at gætte, hvor mange stjerner, det bliver til. Fuldstændig som ‘Bogart’s hatteshow i slutningen af hver udsendelse.

Altså alt i alt et udmærket program med rum til at vokse, naturligvis.

Som et slags PS vil jeg anbefale, at man hører sidste udgave af Filmland, hvor Peter Flinth, som har instrueret den nye Arn-film, udvandrer fra et interview, hvor ‘Filmland’s og ‘Premiere’s praktikant, Camilla Jørgensen, direkte sidder og kritiserer Flinths film ved fx at kalde hans personnager for flade. ‘Hvad laver hun?’ tænkte jeg under interviewet, men bagefter tænkte jeg på, hvor meget jeg har efterlyst kritisk filmjournalistik, hvor man faktisk spørger ind til instruktørernes evner og beslutninger i stedet for at lave de der komplet tandløse og med-håret-strygende kulturinterviews, hvorefter samme journalist slagter instruktørens nyeste film, så snart interviewet er slut.

Jeg mener godt, det kan være der, kulturjournalistikken skal bevæge sig hen for at bevare sin eksistensberettigelse i en verden af wannabe-anmeldere på blogs, etc. De interviewprincipper, man lærer som kritisk journalist, skal vel også gælde for kulturjournalister. Og sportsjournalister, for den sags skyld.

“Det er så yndigt at følges…(ad!)”

Monogrammet, som Joachim helt selv har tegnet

Midt i den stressende semesterprojektperiode, jeg er ved at gennemleve i disse dag, har jeg foræret mig selv en pause for at se lidt bryllupsfjernsyn på denne glædelige dag, nemlig Prins Joachim og Marie Cavalliers bryllupsdag.

Reimer Bo Christensen er ene vært på DR, men er dog flankeret af fire forskellige eksperter. Langsidens meget ivrige historiker, Jes Fabricius, lagde ud med at forklare, at ingen nok forstår Slesvig-Sønderjylland-problemet til bunds, men i den ærlige akademiker så Reimer Bo straks en ekspertkilde, der undergravede sin egen autoritet og fik tilføjet, at den gode Fabricius nok var beskeden og nok selv forstod problemet. Sjovt.

Og Aftenshowets værter står klar som reportere til at sige ting som ‘solen skinner jo fra en skyfri himmel’, mens man tydeligt kan se store, men venlige klumper af kumulusskyer i baggrunden. Men hvem skal holde klicheer i live, hvis ikke Aftenshowets værter?

Haha, journalisten Reimer Bo følger op ved at henvise til DR’s etiske regler om ikke at overdrive og påpeger over for Sisse Fisker, at der faktisk var kumulusskyer i baggrunden. You’re my man, Reimer. Hvordan klarer TV AVISEN sig uden ham? Ikke godt, kunne svaret på dette retoriske spørgsmål være.

Anderledes var det på TV 2, hvor Jes Dorph-Petersen (ja, der er en bindestreg) endnu en gang viser sin overlegne professionalisme og behandler brylluppet som hvilkensomhelst anden nyhedshistorie sammen med en Natasja Crone. Dog ikke uden virkelig skarpe sarkastiske mellemtoner, som man nok kun kan opfatte, hvis man (som Jes Dorph selv) er skeptisk over for kongehuset og al dets væsen. Tørt får han meddelt, at de nu har bragt to virkelig skarpe nyheder allerede; Roger Moore (eller James Bond, som Natasja Crone gerne vil kalde ham) er med til bryllup, og Marie skal have et diadem på, som hun har fået i aftes af dronningen. Desværre tillader vores stueantenne os ikke at se TV 2 NEWS, men jeg forventer, at diademnyheden har en fremtrædende plads på nyhedstickeren.

Tilbage på DR1 viser de nu dokumentaren ‘Prinsesse på vej’ om dagens bedårende brud. Jeg er før blevet klandret for at bruge ordet ‘nuttet’ på herværende blog, men det er hun nu engang. Også dejligt at høre, at ‘Ô la la’ ikke er gået af mode på fransk. Det svarer til stadig at sige ‘novra’ på dansk, men et stort sprog udvikler sig langsommere.

Reporter Johannes Langkilde står rank og klar på TV 2, og pludselig befinder vi os i et navlepillende mediecirkus af (bevares, ganske små) dimensioner. Johannes Langkilde giver selveste TV 2-mikrofonen med TV 2 Nyhedernes nye, knaldrøde farve til TV Glads udsendte reporter med det utroligt journalistisk velegnede navn Poul Pelle, måske Johannes Langkildes diametrale modsætning (ja, jeg må vel også gerne bruge klicheer på en dag som i dag). Poul Pelle giver så mikrofonen videre til sin kollega fra TV Glad Syd (ja, TV Glad har åbenbart 250 medarbejdere over hele landet), som giver den tilbage til Poul Pelle, som så interviewer Johannes Langkilde (!) om brylluppet og medieovervågenheden, hvor Johannes Langkilde får fortalt, hvor mange hundreder af medarbejdere på TV 2, der har arbejdet på det her i månedsvis, og hvor sød en prinsesse, Marie bliver.

Smart trick af TV 2, som tidligere har fået danskerne til at klistre sig til skærmen for at sige ‘Nårh, hvor er de søde/sjove’ om mongoler og altså nu udviklingshæmmede. Det næste må være et realityprogram om fodboldfans. “Nårh, de er næsten ligesom rigtige mennesker!”

Jeg vil nu rive mig fri af både tv- og computerskærm og begive mig ned på Banegården for at købe mine billetter til Berlin (649,- retur), hvor jeg skal skrive reportage fra den internationale typografi- og designkonference TYPO Berlin 2008.

Burma sige Myanmar eller hvad?

Det er ved at være noget tid siden sidst, og det beklager jeg. Til gengæld vil jeg denne gang omtale et meget aktuelt emne, nemlig Burma. Eller Myanmar. Eller hvad det nu hedder.

For nogle måneder siden, da jeg stadig arbejdede på P4 Bornholm (som selv har befundet sig i navnekrise over, om stationen skulle hedde DR Bornholm eller P4 Bornholm eller DR P4 Bornholm eller Bornholms Radio), researchede jeg på en historie, som afslørede, at burmeserne var den næststørste flygtningeminoritet på øen (efter serberne, tror jeg). I den sammenhæng syntes jeg at kunne huske, at landet i dag hed Myanmar, og derfor spurgte jeg nogen i Udenrigsministeriet. Hun fortalte mig, at Myanmar er det, militærjuntaen i landet selv kalder landet, men at Danmark (og en række andre vestlige lande) ikke har anerkendt navneskiftet, som nogle mener er sket uden om folket.

I dag, hvor landet er på alle mediers læber, er det derfor nemt at konkludere, at DR Nyheder, som konsekvent siger ‘Burma’, er tro mod Danmarks officielle holdning, og at TV 2 Nyhederne, som ret konsekvent siger ‘Myanmar (evt. efterfulgt af et ‘det tidligere Burma’), støtter militærjuntaens undertrykkelse. Og at Politiken, som bruger de to betegnelser hulter-til-bulter (og gerne som ‘Burma/Myanmar’) ikke vil bekende politisk kulør. Så simpelt er det måske ikke.

Lidt løs Google-research krydret med lidt Wikipedia afslører, at det ikke er helt klart, hvad man egentlig burde kalde landet. Wikipedia har endda en debat kørende, om hvad selve opslaget skal hedde, og der finder man blandt andet en liste over, hvilke internationale medier, der bruger hvilken betegnelse. Fx bruger BBC, The Times og USA Today konsekvent navnet ‘Burma’, mens ‘Myanmar’ konsekvent bruges af blandt andre CNN, Reuters og Associated Press. Der er dog en svag tendens til, at amerikanske medier bruger ‘Myanmar’ og britiske ‘Burma’.

På debatten argumenterer en debattør således, at der i landets eget officielle navn (Burmese: , pronounced [pjìdàunzṵ mjəmà nàinŋàndɔ̀]) er et ord, som tilnærmelsesvis bør udtales ‘Myanmar’, og det derfor er landets rigtige navn. En modstander påpeger dog, at Japan hedder ‘Japan’ på engelsk og ikke ‘Nippon’, selv om det er det japanske navn.

Dette skal passes ind i en global tendens, som bevæger sig i retning af mere “original” benævnelse som Beijing i stedet for Peking (som faktisk bare er en mere moderne måde at transskribere det kinesiske (mandarin?) navn til engelsk) og Mumbai i stedet for Bombay. Og ja, faktisk også Burmas egen hovedby, Yangon, som under briterne var blevet til ‘Rangoon’.

Desuden er burmeserne faktisk kun ét af de folk, der bor i Burma. De er majoriteten, men en del af beslutningsgrundlaget for ændringen til ‘Myanmar’ skulle være, at det ikke skulle være majoriteten, der dominerede. Lidt på samme måde, som Holland faktisk kun er majoriteten af Nederlandene, men alligevel er blevet den almindeligste betegnelse for landet på mange sprog.

Sproget (og sikkert også nationaliteten) vil dog nok forblive ‘burmesisk’, selv hvis Danmark tager navnet ‘Myanmar’ til sig. Det taler jo persisk (eller Farsi) i Iran og hollandsk i Nederlandene. Men dog ikke siamesisk i Thailand…

Mit forslag er, at alle bare stadig kalder det Burma, så folk i det mindste ikke er forvirrede over, hvad man taler om. Endelig skal man blot huske, at det er ligemeget, hvad man kalder landet, hvis bare de vil lukke nødhjælp ind, for eksempel i form af min papmor, som sidder i Bangkok og venter på at få lov til at yde psykosocial støtte til de tusinder af berørte familier i landet.