Kategoriarkiv: Forbrugerjournalistik

EB phone home

Nej, den overskrift giver ingen mening.

Så eb.dk igen blevet afsløret i at kopiere stof uden at opgive deres kilde. Min ven Håkon gjorde mig opmærksom på, at denne superrelevante artikel om 6 sexmyter er tyvstjålet fra denne på cracked.com.

De har byttet lidt rundt i rækkefølgen, men ellers er det ret meget det samme.

Forleden skrev Håkon faktisk også om et lignende tilfælde, som Ekstra Bladet dog rettede lidt til. Læs om det på dseneste.dk.

Pump it up

I sidste uge kunne man se TV 2′s “gravende dokumentarserie”, ‘Operation X‘, som havde undertitlen ‘Pumpede kyllinger.’ Hvis ikke man har hørt om selve programmet, har man måske hørt, at det næsten har udløst en gastronomisk Muhammed-krise, da arabiske medier mente at kunne afsløre, at danske kyllingeproducenter pumpede svinekød ind i kyllingefileterne.

Onsdag aften fik jeg så æren af at fange programmet en sen aften på TV 2. Selv om jeg tidligere har udtrykt skepsis over for forbrugerjournalistik på tv, gav jeg det en chance, mest fordi jeg var nysgerrig for at se, hvordan Morten Spiegelhauer klarede at give den arabiske verden det indtryk, at vi her til lands pumpede koteletter ind i vores kylling.

Nøjh, hvor var det et kedeligt program.

For det første var det utrolig uskarpt vinklet. Programmet skulle handle om den såkaldte ‘neutralmarinering’, hvor kyllingeproducenter sprøjter en salt- og sukkerlage ind i kyllingekødet, men alligevel skulle vi en lang omvej forbi æglæggerhøns i bur og kyllingernes ben, som altså engang var fremavlet for svage til at bære hønsene, men ikke var det længere.

For det andet var det et utrolig småt problem, der var i fokus. Kyllingeproducenterne deklarerer, at der er vand i kødet, men nogle af dem overskred det deklarerede vandindhold. “Og det er ulovligt,” som Spiegelhauer i bedste Jersild-stil erklærer gang på gang. Jo, naturligvis skal deklarationer være i orden, men her drejer det sig om, at kunderne bliver udsat for…hold fast…nogle procent ekstra saltvand!

Man kan kun gå ud fra, at rundturen forbi æglæggerne og benmuskelgener skulle tjene to formål; nemlig at fylde et ufatteligt tamt program ud og at forsøge at vække seernes forargelse på andre måder end at fokusere på selve historien. En slags saltvandsindsprøjning til et kedeligt program altså.

Programmet sluttede med, at Morten Spiegelhauer sprøjtede en blanding af gelatine (baseret på svinehud (deraf den arabiske furore)) ind i et stykke kylling hjemme i køkkenet og derefter smagte på fire forskellige stykker kød med en kendt kok. Hans udtalelse var kun næsten lige så forudsigelig som dyrevelfærdsmanden tidligere i programmet, som fuldstændig risikofrit kunne sige, at høns i lastbiler skulle have det bedre.

For at være fair skal det nævnes, at Spiegelhauer og Co. ikke sagde, producenterne gjorde noget rigtig galt, men at det var forbrugernes skyld, fordi de købte det neutralmarinerede kød (“Det er lige før, man burde kalde det vandkylling,” var Spiegelhauers smarte replik). Ingen nævnte dog, at danskerne synes, kylling ellers er tørt, fordi danskere ikke er særlig gode til at lave mad og desuden har en idé om, at man for alt i verden skal undgå fedtstof. Og hvad er værst for folkesundheden – at spise kyllingekød, der er stegt i fedt, eller kød, der er tilsat saltvand?

Faktisk sad jeg tilbage med følelsen af, at jeg var blevet udsat for præcis det samme, som ‘Operation X’ mente, at kyllingeproducenterne udsatte forbrugerne for. Jeg havde lige indtaget et stykke neutralmarineret journalistik, hvor der ingen steder på deklarationen stod, at programmet var tilsat 40 % saltvand, fordi det ellers ville være for tørt eller fylde for lidt.

Historien om, hvorvidt de sælger kyllingekød tilsat krølle på halen til de muslimske lande ville have været uendeligt mere interessant, men mon ikke vi ser den i dagspressen inden længe…og bliver flagafbrændingerne så erstattet af symbolske grillfester med dansk kylling på menuen?

De burde anmeldes

Endelig! ENDELIG!!!

Film skal ses i biografen. Og anmeldes i fjernsynet. Endelig har DR fået nosset sig sammen til at stable et filmanmelderprogram på benene. Efter mange års venten, siden Søren Høy fik kørt Filmlands tv-skude i sænk, og Filmland måtte leve en kummerlig tilværelse på P1, og vi måtte lade anmeldelserne være op til Niels Frid på TV3 eller Henrik Palle i ‘Go’morgen Danmark’ eller ‘Smagsdommerne’ eller P2, har DR endelig vovet et forsigtigt skridt ud af Ole Michelsens skygge og åbnet for DR2′s helt nye filmprogram, ‘Premiere’. Og det skal da fejres. Og anmeldes, naturligvis.

Nu sidder jeg jo mange mil fra public service-Danmark, men heldigvis har jeg betalt min medielicens og kan derfor se en dejlig masse ting på nettet, ud over at jeg podcaster en masse gode P1- og P3-programmer. Mmh, dr.dk. Få mere ud af DR.

Og derfor har jeg også hørt debatdiskussionen om ‘Premiere’ og DR2′s kulturelle dækning i et af mine yndlings-P1-podcasts, ‘Mennesker og medier’. Her blev ‘Premiere’ kritiseret for en række ting, især for at være for populistisk og for lavpandet. Jeg havde derfor nogle blandede forventninger, da jeg gik ind på www.dr.dk/premiere og set det sidste program – dvs. det andet i rækken.

Generelt vil jeg sige, at det var ganske fint.

DR har fundet en udmærket vært i Mikkel Munch-Fals, som lige er skarp nok til DR2, men tilpas behagelig til ikke at skræmme Clement-haderne væk. Hans stil er lige outreret nok til at passe til DR2, men ikke for skør til at skræmme de ældre generationer væk. Tror jeg. DR skriver selv:

Mikkel Munch-Fals, programmets vært, har i årevis gjort folk tossede med sine meninger om film. Han er cand. mag. i filmvidenskab, kunstmaler, illustrator, manuskriptforfatter og instruktør.

Hans udprægede oplæsning fra teleprompteren ligner dog lidt noget fra en prisuddeling. Hans manuskript er intelligent nok, men når det bliver læst op under foregivning af at være improviseret (ja, han kigger endda en gang imellem ned på sine overflødige (?) cuecards), er jeg ikke imponeret. Det svarer til, når TV AVISENs værter kigger ned på deres papirer, når de skifter historie, selvom deres øjne tydeligvis flakker frem og tilbage over teleprompteren.

Jeg håber, DR snart lærer, at man gerne må hyre værter baseret på skærmudstråling og -evner, uden at de nødvendigvis er kloge. Men det er naturligvis sparetider. Og sidste gang, de gjorde det, røg hun over og blev nyhedsvært på TV 2 NEWS…

Scenografien er fantastisk. Jeg elsker de kæmpestore skærme bag værten, og de sorte vægge passer perfekt til biografstemningen. Det blanke gulv, skærmende spejler sig i, er også flot. Dog blev selv værten Mikkel Munch-Fals lidt overvældet af, hvor stort, billedet af Informations filmguru Christian Monggaard var under interviewet med ham.

Også dette 1:1-interview virkede fint nok. Det virker godt, når værten indrømmer, han ikke ved nok, og derfor tyr til en kollega, en anden anmelder, som måske ved mere om Lars von Triers mystiske projekt, ‘Antichrist’. Det viste sig dog, at Christian Monggaard ikke var særlig meget mere indviet i den mystiske instruktørs forehavende.

Jeg er også meget glad for de næsten ‘Gotha’-agtige småklip fra aktuelle film, som frisk bliver klippet ind hist og pist i programmet. Skægt nok, uden at være irriterende.

Nu kommer vi så til det kontroversielle; Premiere-panelet.

‘Premiere’ har samlet en bunke “helt almindelige danskere” (jeg er træt af det udtryk), som de så slæber med ind til pressevisningerne og interviewer i en overbelyst skriftestol af en art. DR2-chef Arne Notkin forsvarede i ‘Mennesker og medier’ voxpop-segmentet med, at almindelige mennesker sælger, og at de har noget interessant at sige på en sjov måde.

Jeg er uenig.

Hvis jeg gerne ville vide, hvad Hr. og Fru Danmark (endnu et udtryk at hade) synes om en film, så ville jeg spørge dem. Men når jeg ser et filmanmelderprogram på DR2, forventer jeg at høre, hvad en mere eller mindre højpandet anmelder, som jeg så kan være enig eller uenig med, har at sige om den. Jeg er filminteresseret, og vi filminteresserede vil ikke vide, hvad ikke-filminteresserede synes om film. Jeg er ærligt talt meget ligeglad. Notkin undskyldte yderligere med, at det på den måde ville nå ud til en bredere seerskare, og endnu en gang må jeg stejle. Kulturprogrammer på DR2 har ikke til opgave at nå ud til flest muligt. Som allerede udtrykt i et tidligere indlæg mener jeg ikke, at flest muligt brede programmer betyder mangfoldighed, men det modsatte.

Slutteligt vil jeg gerne applaudere det lille nik til min (og mange andres) yndlingsanmelder nogensinde, nemlig manden med hatten(e), Ole Michelsen. Stjernerne, der gives til de anmeldte film, bliver givet én ad gangen og bruger det lillebitte øjeblik af spænding, mens man prøver at gætte, hvor mange stjerner, det bliver til. Fuldstændig som ‘Bogart’s hatteshow i slutningen af hver udsendelse.

Altså alt i alt et udmærket program med rum til at vokse, naturligvis.

Som et slags PS vil jeg anbefale, at man hører sidste udgave af Filmland, hvor Peter Flinth, som har instrueret den nye Arn-film, udvandrer fra et interview, hvor ‘Filmland’s og ‘Premiere’s praktikant, Camilla Jørgensen, direkte sidder og kritiserer Flinths film ved fx at kalde hans personnager for flade. ‘Hvad laver hun?’ tænkte jeg under interviewet, men bagefter tænkte jeg på, hvor meget jeg har efterlyst kritisk filmjournalistik, hvor man faktisk spørger ind til instruktørernes evner og beslutninger i stedet for at lave de der komplet tandløse og med-håret-strygende kulturinterviews, hvorefter samme journalist slagter instruktørens nyeste film, så snart interviewet er slut.

Jeg mener godt, det kan være der, kulturjournalistikken skal bevæge sig hen for at bevare sin eksistensberettigelse i en verden af wannabe-anmeldere på blogs, etc. De interviewprincipper, man lærer som kritisk journalist, skal vel også gælde for kulturjournalister. Og sportsjournalister, for den sags skyld.

Sindssygt småt

Altså: Enten passer forbrugerprogrammer bare ikke til mig, eller også er DR dårlige til at lave dem.

I aften så jeg så Rabatten med Ulrik Aarhus. Og ud over, at værten ikke lige er min kop te (bevares), så synes jeg ikke rigtig, at programmet var så godt lavet.

De testede ‘nano-produkter’ (Ulrik Aarhus forklarer præfixet ‘nano-’ sådan: “Nano betyder sindssygt småt.”).

Men endnu en gang (ligesom i lillebroren Taskforces tilfælde) synes jeg ikke rigtig, at journalistikken er på et højt nok niveau.

Det konkrete eksempel, jeg vil bruge, er nanosokkerne, som skal sørge for, at ens fødder ikke lugter så dårligt. For at teste det, tager Ulrik Aarhus en nanosok på og en almindelig bomuldssok på. Fair nok. Nede på jorden. Reelt. Så stikker han begge fødder i et par gamle, ildelugtende gummisko. Undskyld mig, men jeg mener altså, at ens fødder begynder at lugte, når man kommer dem ned i ildelugtende sko. Ligemeget hvor meget ‘sindssygt småt’ der er i.

Altså: efter at have proppet sine sokker op i snuden på en nanoteknologisk forsker bliver hans konklusion, at nanosokkerne ikke virker.

Jeg synes godt, at forbrugerjournalistikken kan færdes på et højere journalistisk plan. Ingen forbrugere vil vel tales ned til. Og en kritik af en service eller et produkt bliver kun bedre af at være saglig og seriøs.

1024 Kbit sukker og en endeskive i en kuvert

I går så jeg programmet Taskforce, DR’s nye journalistiske nyhedstime-satsning.

Emnet var internetforbindelser, og casen Daniel (som skiftevis blev udtalt DA-niel og Dani-EL i programmet) brokkede sig over, at hans 1024 Kbit-forbindelse reelt kun var 800-noget Kbit. Han ville have penge tilbage eller en hurtigere forbindelse. Fair nok.

Værten Kasper Simonsen og hans slæng af reportere kastede sig igennem programmet over hele tre måder at forklare over for seeren, hvad disse manglende 20 % betød. Både Forbrugerombudsmanden og Tele2 (som fik den tvivlsomme ære i aftes at blive hængt ud på vegne af hele branchen) brugte kuvert og brev til at forklare problemet (med forskellige konklusioner), men Taskforce brugte selv både sukker og franskbrød (for mere jordnært bliver det ved næppe).

Faktisk fik de en bager til at skære 20 % af franskbrød og kager, hvorefter Taskforce så interviewede en kunde om, hvor skuffet han var over den manglende endeskive.

Men vent. Det blev endnu mere jordnært. Ved hjælp af karton og vingummisnører forklarer en ekspert problemet endnu dybere.

På programmets egen hjemmeside sammenligner de desuden med en Ferrari og en gaffeltruck. Altså under påstanden, at en gaffeltrucks topfart ligger 20 % under en Ferraris. Den gaffeltruck vil jeg gerne prøve.

Mit råd: lad Jesus om lignelserne – I kan jo slet ikke styre jer.

Til sidst i programmet interviewede Kasper Simonsen direktøren for Telekommunikationsindustrien (som Taskforce blot kalder ‘teleselskabernes brancheorganisation’), Ib Tholstrup. Efter Tholstrup forsøger at forklare, at forbindelsen altså i princippet er en 1024 Kbit-forbindelse, men at forbindelsen til internettet mister noget effekt på vejen gennem servere. Det argument ville Kasper Simonsen ikke så gerne diskutere, men han lod Ib Tholstrup dreje sig mod Kamera 2 og give en offentlig undskyldning. Som han så ikke ville give, fordi han netop have prøvet at forklare, at problemet var dårlig information til kunderne – ikke dårlig etik.

Min personlige vurdering af programmet er, at det er popjournalistik, når det er værst. Den kedelige historie, som ikke kunne holde til et helt program, skulle bearbejdes med alverdens bagværk og sukkerstads i stedet for at blive bearbejdet med grundig journalistik.

DR’s skrumpende pengekasse kan i hvert fald godt give pengene bedre ud.

Se selv programmet her. Læg endelig en kommentar, hvis du er uenig i min bedømmelse.