Kategoriarkiv: Gratisaviser

Grønt er grimt for øjet

MetroXpress har fået nyt layout. Her er de ting, de hurtigt bliver trætte af.

Folk stod og bladrede i avisholderen i morges, fordi de ikke var sikre på, at det var en MetroXpress. Omslaget var nemlig en reklame for Lyngby Storcenter på glittet papir. Det er naturligvis ikke en del af layoutet, så se bort fra det.

Titlen er blevet venstrejusteret, hvor den før var centreret. Det giver plads til én lille annonce til højre for titlen og én til venstre ovenover. Det forskyder den symmetri, vi fandt på den gamle forside. Desuden har de valgt (næsten) konsekvent at lægge en klam lysegrøn baggrund ind under både boksen øverst og den til højre. Det bliver de trætte af.

Hver sektion (og undersektion) bliver indledt med et kæmpe symbol eller tal i en globus, Metros gamle bomærke. Det fylder for meget, og det bliver de hurtigt trætte af, når de skal layoute rundt om det.

Topbjælken er lavet med en overgang mellem to farver. Det er for det første meget 90′er-agtigt, for det andet bare ikke pænt. Især ikke i en avis. Mærkeligt nok gør de det samme, lige meget om det er en bjælke over hele toppen af siden, eller som her blot over en lille artikel, så farveovergangseffekten bliver MEGET tydelig. Det bliver de trætte af.

Her har de spurgt læsere om deres mening om layoutet. De synes alle, det er fint. Igen har vi en sygelig lysegrøn baggrund, som de nok bliver ret trætte af derinde på avisen.

Den kæmpestore bjælke med tallet og globen skal åbenbart vige for annoncer og efterlader en meget grim side, hvor den redaktionelle del ser mere kommercielt ud end annoncerne. Wow, det bliver de trætte af.

Til de forskellige sektioner har de valgt forskellige grønne nuancer (som alle indgår i en overgang til en mørkere grøn). Sammen bliver de en kakofoni af de grimmeste udvalgte grønne farver, som bestemt ikke er godt for øjet. Faktisk bliver man ret træt af det.

I det hele taget er MetroXpress’ store skridt fra et internationalt anvendt, sobert udtryk med kun en smule grønt diskret strøet ud over siderne til et discount-agtigt layout fra fortiden. Et stort skridt tilbage, og det skulle virkelig ikke undre mig, hvis MetroXpress direkte mister læsere på det her. Kun læsere, der savner layoutet i det hedengangne Dato, vil måske finde en gensynets glæde i MetroXpress’ nye klodsede layout.

Det vil de hurtigt blive rigtig trætte af.

Jeg er det allerede.

Læs online her og døm selv.

I reklammeri med Berlingske

Som så mange andre brugere har jeg installeret en såkaldt adblocker i min browser, så jeg både slipper for de fleste annoncer (som fx epilepsifremkaldende påstande om, at jeg er kunde nummer 1.000.000 et eller andet sted) og hurtigere henter de sider, jeg gerne vil se.

I dag skrev en af mine Facebook-venner så, at han ikke længere var velkommen på bt.dk. Han sendte så dette link med. I linket står der:

Vi kan se, at din computer har en adblocker installeret, som gør at vi
ikke kan vise dig vores annoncer på websitet.

Vi kan kun give dig gratis journalistisk kvalitetsindhold,
hvis vi har annoncer på vores websites, for de betaler i høj grad de
omkostninger, der er forbundet med at drive et website. Hvis
annoncerne bliver fjernet, forsvinder vores indtægtsgrundlag, og så
vil vi ikke kunne blive ved med at tilbyde dig gratis nyheder på
www.bt.dk

Hvis du afinstallerer adblockeren, er du naturligvis mere end
velkommen tilbage til vores website.

Af nysgerrighed undersøgte jeg så, om det samme gjaldt de andre af Berlingske Medias websites, og ja såmænd. Berlingske.dk siger det samme, og det samme gør Randers Amtsavis.

Mærkeligt nok tillader urban.dk og weekendavisen.dk (i skrivende stund), som jo er i samme koncern, at man er på deres sider med adblockeren slået til.

Det rejser to principielle spørgsmål for mig:
1. Skal en mediekoncern bestemme, hvad for nogle plugins, jeg har installeret i min browser for at gøre min internetoplevelse rarere?
2. Er medierne for afhængige af annoncørernes krav til annonceplads og -visning?

Ad 1. Det synes jeg helt klart ikke, de skal. Jeg bruger meget sjældent bt.dk og berlingske.dk, så det er ikke et stort tab for mig, men hvis alle de danske avisers hjemmesider går med på den, bliver det først rigtig irriterende. Som det er nu, vil de mange, som kun går ind på bt.dk for at få et hurtigt nyhedsoverblik og eventuelt nogle mærkelige historier om amerikanske rednecks, der begår dumme forbrydelser, eller indere, der spiser mærkelige dyr levende, blot fravælge bt.dk og sikkert gå ind på en konkurrent som Ekstra Bladet eller en mindre kulørt avis’ site.

Ad 2. Ja. Men det er svært at gøre noget ved. De gamle dage, hvor aviserne påtog sig et politisk ansvar for at se et problem fra et bestemt synspunkt, er ovre. I dag er aviser produkter, som skal give overskud på bundlinjen, og det gælder også deres hjemmesider. Annoncørerne har derfor rigtig meget magt.

I P1′s ‘Mennesker og medier’ fortalte Lisbeth Knudsen i fredags, at Berlingske blandt andre ville til at (gå tilbage til at) tage penge for nogle ydelser på nettet. Nyhedsoverblikket skal stadig være gratis, men “unikke læseroplevelser” skal man betale for, enten på abonnementsbasis (som fx MediaWatch og Økonomisk Ugebrev) eller per klik. Om det vil virke, kan ingen være sikker på, for der er simpelthen endnu ikke fundet en forretningsmodel for nyhedssites, der virker for omnibus-medier. Om folk vil være villige til ikke blot at tvinges til at kigge på animerede reklamebannere, men også betale for journalistik, som de er vant til at få gratis, vil tiden vise. Mit gæt er, at det kommer til at gavne konkurrenterne.

Jeg har skrevet til Urban, Weekendavisen og BT’s webredaktioner for lidt uddybende kommentarer. Når de kommer, vil jeg tilføje dem som kommentarer til dette indlæg.

Højesteret skærer igennem

Ja, det var enten den overskrift eller ‘Det kniver med pressefriheden.’

Mange danske journalister har spændt fulgt sagen om Lars Wikborg, som for Urban skrev en historie om lufthavnssikkerhed i Kastrup. For at dokumentere sikkerhedsbristen smuglede han en grillkniv (som ifølge dommen havde et 7,8 cm langt blad, men ifølge politiken.dk et 9 cm langt) fra A Hereford Beefstouw i taxfree-området helt hen til gaten, fik taget et billede af det og afleverede kniven igen.

Siden blev han både af by- og landsret idømt en bødestraf for overtrædelse af våbenloven. Disse domme var blot perler på en kæde af tilfælde, hvor danske journalisters pressefrihed er blevet underkendt af de etablerede statsmagter. To journalister blev dømt for at købe ulovligt fyrværkeri, selv om de mente, de havde politiets velsignelse.

Wikborg-sagen endte i Højesteret, hvor resultatet blev en særlig form for mellemting; nemlig at Wikborg er skyldig, men straffri. Læs dommen her.

Dommen i denne meget principielle sag betyder vel, at Højesteret nærmest er enig med begge parter, og signalet bliver: ‘Pressefrihed er vigtigt, men pas på, hvad du gør.’

Fem ud af syv højesteretsdommere mente, at han skulle dømmes, fordi “Lars Troels Brink Wikborgs besiddelse af kniven ikke i lovens for­stand kan anses for at være et led i hans er­hvervsudøvelse.” For i så fald ville det have været lovligt for ham at bære kniv. De mener altså, at han kunne have lavet historien uden at have udført selve indsmuglingen. Hvordan kan jeg ikke forestille mig.

Det er de to sidste så uenige i. De mener, at han netop gjorde, hvad han gjorde, for at kunne understrege sin journalistiske historie:

Efter våbenlovens § 4, stk. 1, er det forbudt på offentligt tilgængelige steder at bære eller be­sidde kniv eller dolk, ”medmindre det sker som led i erhvervsudøvelse, til brug ved jagt, lyst­fiskeri eller sportsudøvelse eller har et andet lignende anerkendelsesværdigt formål.”

Formanden for Dansk Journalistforbund, Mogens Blicher Bjerregård, udtrykker en blandet reaktion på dommen. Han er glad for straffriheden, men mener, at Wikborg burde have været frikendt.

Personligt er jeg enig med begge. Fordi sagen er så principiel, sender straffriheden et godt signal til journaliststanden, men Wikborg vil stadig have det stående på sin straffeattest i en årrække. Men en frikendelse ville have været en stor sejr for branchen oven i en trist række nederlag på det seneste.

I sidste ende er signalet altså til de danske journalister, at kun deres penne – eller til nød deres vinklinger – må være skarpe.

Til sidst vil jeg vise jer et indslag fra The Onion (et falsk nyhedssite), som viser, hvad den yderste konsekvens af pressefrihed kunne betyde: Se indslaget fra The Onion her.

Direktøren, der kom ind fra kulden

Dette eventyr er opdigtet spekulation, og enhver lighed med virkelige personer, steder, firmaer, produkter og/eller institutioner er næsten fuldstændig tilfældig og delvist utilsigtet.

Her er en historie om en opdigtet mand ved navn Jens Mikael Persen (Jo, det kan man godt hedde til efternavn, og det er der 69 danskere, der gør). Han er uddannet journalist, men fandt tidligt i sin karriere ud af, at han havde evner inden for lederskab.

Metro-tekstuel?
Som 36-årig blev han chef for Aftenavisen Sjællands-Brevets hus i Århus, og som 39-årig var han allerede på vej mod toppen i en international gratisavis, der hed SubwayIfarten. Tre år senere blev han international chefredaktør for Subway International.

Subway International ejedes imidlertid af Hakebukt-koncernen, som også ejede det selskab, der igen ejede det tv-selskab, som atter ejede flere kommercielle tv-kanaler som Kanal III, IIIx og flere sportskanaler. Hakebukt-koncernen var meget glade for Jens Mikael Persen, men en dag så Jens Mikael en stilling som direktør for den mest sete danske tv-kanal, Fjernsyn B.

De høje herrer i Hakebukt-koncernen ville ikke miste Jens Mikael, men fandt på at bruge ham som et værktøj. En dag kaldte de Jens Mikael til et møde og sagde til ham:

“Du skal tage det job hos vores kæmpekonkurrent. Når du er derinde, skal du lære alt, hvad du kan om firmaet, find ud af alle firmaets forretningshemmeligheder og afslør, hvordan de kan være så gode til at lave kommercielt fjernsyn, at de sågar har slået den gamle mediegigant, Dannevangs Lydbølger. Prøv også at starte en masse nye medier, så vi kan se, hvordan det går. Når du har gjort det, skal vi nok tage dig tilbage og give dig en rigtig superfed stilling her i Subway International.”

Det syntes Jens Mikael lød godt. Så han tog imod jobbet på Fjernsyn B og morede sig rigtigt. Mens han lærte alt om firmaet, startede han både en radiokanal, en nyhedskanal og et blad for katte. Han ansatte endda en sjov politiker som chef for radiokanalen, fordi han syntes, at radio var sjovt. Ingen af disse projekter nåede rigtig at blive til noget, men Jens Mikael brugte løs af Fjernsyn B’s penge på speedbåde og helikoptere, for han vidste jo, at han skulle tilbage i folden hos Subway International.

1 Mos 22,1
En dag ringede de fra Hakebukt-koncernen og spurgte Jens Mikael:

“Morer du dig ikke lige lidt rigeligt? Husk nu, at vi har en aftale. Hvordan kan vi være sikre på, at du stadig har tænkt dig at komme tilbage til os? Hvis ikke du giver os en af Fjernsyn B’s tv-kanaler, afslører vi vores lille aftale, og så er du færdig i mediebranchen.”

Og det kunne nok være, at Jens Mikael Persen fik travlt. Han skyndte sig at starte en ny sportskanal i samarbejde med Hakebukts tv-selskab, og så blev Hakebukt glade igen.

En dag begyndte Fjernsyn B’s medarbejdere at fatte mistanke til Jens Mikael. Radiokanalen gik dårligt. Nyhedskanalen gik heller ikke så godt.

Da Jens Mikael Persen fortalte det til Hakebukt-herrerne, sagde de:

“Okay, du har gjort det godt. Vi laver en helt ny stilling til dig som den øverste chef for hele Subway International.”

Øst, vest…
Pyha, tænkte Jens Mikael. Han gik straks frem i medierne og sagde, at han havde taget imod den nye stilling, og at han var meget ked af at forlade Fjernsyn B efter kun et år på posten. Fjernsyn B’s bestyrelsesmedlemmer stak hovederne sammen og blev enige om, at de var blevet taget ved næsen, og at Jens Mikael skulle ud af vagten med det samme.

Jens Mikael Persen fik jobbet hos Subway International, og senere fik han også både prinsessen og resten af Hakebukt-kongeriget.

Og hvis man lytter meget opmærksomt, når man ser reklamer på Fjernsyn B, kan man stadig høre Hakebukts tv-selskab håne Fjernsyn B ved at kalde dem for “ærlige og intelligente”.
Se, det var en rigtig historie.

PS. Det har intet med historien at gøre, men nu, hvor jeg alligevel er her, vil jeg da lige ønske Per Mikael Jensen tillykke med hans nye job på Metro International. Synd, at vi aldrig så hundekanalen (KennelKanalen eller TV 2 Fido? For Trofast er vel nærmest for ironisk et navn…).

Tradstalking

Til efterårets praktikrunde for journaliststuderende viste David Trads endnu en gang den arrogance, som har kendetegnet ham og hans bladprojekt fra begyndelsen.

Over en uge efter fristen for at ansøge om at være med i praktikrunden, modtog praktikkoordinator Pia Færing en mail med denne ordlyd (mailen har været til åben behandling i praktikudvalget og må derfor gerne videreformidles):

Kæer Pia

Vi vil meget gerne nå at være med i praktikrunden. Kan vi det?

Kh

David Trads
Nyhedsavisen

Ud over trykfejlen i første linje ville nogle læse en vis selvfølgelighed ind mellem linjerne.

Praktikudvalget overvejede dette længe, da Nyhedsavisen ikke havde nogen til at aftage eventuelle praktikanter, som ville miste deres job, når islændingenes papirgeyser løb tør for midler. 24timer og Dato var blevet godkendt, fordi de (ud over at have ansøgt rettidigt) havde store aviskoncerner i ryggen.

Det endte så med, at flere andre medier trådte ind og meldte ud, at de ville agere sikkerhedsnet for Nyhedsavisens praktikanter. Dette var så rørende, at praktikudvalget i sidste ende valgte at acceptere Trads’ noget kortfattede ansøgning – for praktikanternes skyld.

David Trads er måske anti-jantelov, som mange synes er fedt, men han glemmer ydmygheden. Han glemmer, at man sagtens kan ‘tro, man er noget,’ hvis bare man er sympatisk. Per Mikael Jensen og hans TV 2 fører sig jo også frem for tiden, men Per Mikael Jensen forstår at være flink og ydmyg og cool, samtidig med at han brager frem og blærer sig med sin helikopter: “Jeg ville være bange, hvis ikke det var min egen” (Se & Hør).

Jeg forudsiger, at avislændingene fortryder deres togt og skubber vikingeskibene tilbage ud i Nordsøen. Og så står David Trads uden mediebranchens sympati.

(Ekstra kommentarer på avisen.dk)