Kategoriarkiv: Ophavsret

EB phone home

Nej, den overskrift giver ingen mening.

Så eb.dk igen blevet afsløret i at kopiere stof uden at opgive deres kilde. Min ven Håkon gjorde mig opmærksom på, at denne superrelevante artikel om 6 sexmyter er tyvstjålet fra denne på cracked.com.

De har byttet lidt rundt i rækkefølgen, men ellers er det ret meget det samme.

Forleden skrev Håkon faktisk også om et lignende tilfælde, som Ekstra Bladet dog rettede lidt til. Læs om det på dseneste.dk.

Ophavsretsbrud? Nej tak

Forleden fik jeg en Facebook-besked fra DJ’s formand, Mogens Blicher Bjerregård, hvor han spurgte mig, om jeg have overvejet, om mine ‘Nej tak’-motiver var brud på ophavsretten. Jeg måtte ærligt svare, at jeg ikke havde tænkt over det.

Det drejer sig om nogle versioner af det klassiske ‘Atomkraft? Nej tak’-motiver fra gamle dage, som jeg – inspireret af en kammerat – havde lavet nogle alternative versioner af; ‘Frynser? Nej tak’, ‘Alien Beat Club? Nej tak’, ‘Brylcreem? Nej tak’ og så videre.

Efter at have læst lidt på www.ooa.dk, fandt jeg ud af, at selv om Oplysningen Om Atomkraft var blevet nedlagt for længe siden, fandtes der stadig en fond, som blandt andet varetager logoets ophavsret. Derfor tænkte jeg, jeg lige ville skrive til dem og spørge.

Jeg skrev:

Hej tidligere OOA.

Jeg har på Facebook lavet nogle versioner for sjov af “Atomkraft – nej tak”-symbolet, som ikke bliver brugt til andet end lidt sjov – de bliver ikke trykt.

Hvis I har et problem med det, vil jeg omgående tage dem af igen. Jeg vil jo nødig sagsøges.

Få timer senere fik jeg følgende svar:

Tak for din mail. Ja tak, vi vil gerne bede dig om omgående at fjerne disse versioner af solmærket fra Facebook. Mærket bliver brugt som et internationalt symbol af den internationale atomkraftmodstand og vi ønsker ikke at disse “sjove versioner” bliver spredt og dermed tilkendegivet at det er i orden at ændre mærket. Det er det nemlig ikke.

Logoet med den smilende sol, som siger ATOMKRAFT? – NEJ TAK blev i 1975 skabt indenfor OOA (Organisationen til Oplysning om Atomkraft). Mærket er beskyttet og alle ophavsrettigheder tilhører og varetages af OOA Fonden.

Logoet ATOMKRAFT? – NEJ TAK er siden 1977 registreret som varemærke i Danmark (Reg.nr. VR. 02 851 1977). Logoet er endvidere siden 13/12/2004 registreret som EU Community Trademark (No. 004193091). For yderligere oplysning om solmærkelogoet henviser vi til hjemmesiden www.smiligsun.org

Så det er helt fint og også påkrævet, at du fjerner dem fra Facebook omgående. Tak for det.

Med venlig hilsen

Bente Meillier
Formand for Solfonden

Et venligt og klart svar. Derfor kan I ikke længere finde ‘Nej tak’-mærkaterne på Facebook. Hvis I har brugt dem eller kopieret dem, må jeg også bede jer lade være, så jeg ikke bliver indblandet i et eller andet.

Tak.

Bugt med piratblokeringen

Så skete det også for undertegnede, at websitet The Pirate Bay blev censureret, som om vi boede i Kina, Burma eller Nordkorea. Jeg forventer dog, at de totalitære asiatiske myndigheder er lidt mere effektive i deres blokering af fx CNN.com.

The Pirate Bay har til lejligheden oprettet sitet The Jesper Bay (spøgfuldt opkaldt efter markedsføringsdirektør Jesper Bay fra IFPI (som er The Pirate Bays ærkefjender)), som simpelthen forklarer, hvordan man på under ét minut kan ændre sine DNS-indstillinger, så The Pirate Bay er tilgængelig for en igen til lovlig fildeling.

Blokeringen er ekstra ineffektiv, fordi folk, der er kyndige nok til at bruge bittorrents (metoden, som afløste den gammeldags peer-to-peer (P2P)), nok også hurtigt kan gurgle sig til, hvordan man omgås denne symbolske blokering.

Læs i øvrigt om seneste udvikling i sagen mod The Pirate Bay her på Politiken.dk.

Disclaimer: Ekstramedium.dk tror på princippet om ophavsret og opfordrer naturligvis ikke til pirateri (selv om diskursen om, at kopiering er det samme som tyveri nok har brug for en renovering (hvis ens bil stadig står i indkørslen efter nogen har lavet en magen til, er der vel næppe tale om tyveri)).