Kategoriarkiv: Radio

Video killed the radio star II

I denne uge har jeg hørt lidt Danmarks Indsamling på P3 med Adam Duvå Hall og Sara Bro. (Hvad er det egentlig for et navn, Danmarks Indsamling. Alle værter og speakere udtaler det jo Danmarksindsamling(en). Er det hele Danmarks indsamling som i Danmarks Radio eller en danmarksindsamling, der bare er blevet udsat for upassende orddeling?)

Adam Duvå Hall lavede jo noget tv engang (Go’ røv og god weekend, fx), og det klarede han egentlig okay. Han er en pæn fyr, og hans karakteristiske pauser i talestrømmen bliver reddet på tv af billedsiden. Det går til gengæld ikke så godt på radioen. Hans samarbejde med Mads Vangsø var rigtig godt, fordi Mads Vangsø fyldte ud, hvor Adam Duvå Hall holdt sine pauser, og Adam kunne til gengæld sidde og tænke lidt og bidrage med skæve humoristiske indskud, når Mads’ talestrøm var blevet lidt for tynd. De var et rigtig godt par.

Adam Duvå Hall og Peter Palshøj - et dårligt værtspar, fordi de var for ens

Til gengæld var Adam Duvå Hall og Peter Palshøj et rigtig dårligt radioværtspar. De var nemlig alt for ens i stilen. Det resulterede i mange sammenfald i pauser, hvor lytterne alt for ofte blev ladt alene med P3′s cirkusunderlægningsmusik. Adam Duvå Halls programmer alene gik heller ikke, da han ikke havde nogen at spille sammen med og op ad.

Sara Bro har jeg før nævnt som eksempel på en god radiovært, som også er ret god på tv. Sammen med Peter Sloth Madsen var de en helt exceptionelt god kombination, og det hjalp selvfølgelig også, at de havde sjove børn i studiet og et lytterkonkurrence-koncept fra himlen, Overbeviseren. Men nu har hun så taget skridtet “tilbage” til radio igen. Desværre er det en dårlig parring. Ikke fordi Adam og Sara ikke er forskellige (for det er de), men af en helt anden grund.

Jeg deltog i 2007 på festivalen Radio Days, og der stiftede jeg bekendtskab med radioguruen Valerie Geller. Hun fremførte en amerikansk storladen præsentation, hvor hun blandt andet sammenlignede fænomenet infotainment med broccoli. Hvis man ikke kan få sine børn til at spise broccoli, kan man bare hælde en lækker, fed ostesauce henover, og så får de alle de dejlige næringsstoffer fra broccolien…

Jeg var altså skeptisk over for hende, da jeg deltog i en intim hjælpegruppesession med hende, men min skepsis blev gjort til skamme. Hun vidste virkelig, hvad hun snakkede om og gav skarpe og hjælpsomme råd til alle i rundkredsen. Blandt andet fortalte hun, at gode radiopar har en dominator og en hjælper. Det betyder ikke, at hjælperen ikke siger noget, men at han/hun holder styr på programmet og medværten, som til gengæld bare kan brage frem med sine rablerier om hvadsomhelst.

‘Mig og Morten Resen’ havde Mikala Dirckinck-Holmfeld, og selvom ‘De sorte spejdere’ var et særligt tilfælde, men Anders Lund Madsen tog ofte hjælperrollen og lod Anders Breinholt flyve ud af en tangent om pensionister og sigøjnere. Når det er en kvinde og en mand, er det ofte kvinden, der holder styr på ting, og manden, der får lov at slå sig lidt løs. Det betyder, at hjælperen skal have overskud til at give den anden lidt ekstra plads. Et guldeksempel på dette er min yndlings-podcast, nemlig BBC-filmanmelderen Mark Kermode, som bliver holdt i ørene af værten Simon Mayo. Deres pingpong er simpelthen guddommeligt. Find podcasten her.

Sara Bro og Adam Duvå Hall har det problem, at de begge to vil være dominatorer. De giver ikke meget plads til hinanden, og hvad der skulle være pingpong lyder ofte mere som rivaliseren. Diskussionen om, hvorvidt ‘tombola’ udtales med tryk på første (det rigtige) eller anden stavelse, kunne have været hyggeligt og sjovt pingpong, men det lyder mere, som om Sara Bro virkelig er irriteret over at blive rettet, og Adam virkelig kan lide at tvære det i hovedet på hende. Det lyder simplelthen, som om de to værter ikke kan lide hinanden. Og lige meget hvor professionelle, de er, kan det ikke undgås at kunne høres i radiobølgerne.

I går kludrede de så også godt og grundigt i teknikken, og Adam Duvå Hall kunne ikke finde ‘Mr Vain’ på deres Dalet (det software, DR bruger blandt andet til afvikling). Det tilegner jeg dog de manglende teknikere, som har præget DR’s radioflader længe.

Det undrer mig, at P3 ikke har nogle folk, der sætter sig ned og lytter til en prøveudsendelse for at høre, om to værter passer sammen eller ej. Jeg skal nok gøre det, hvis det er det.

Video killed the radio star I

Endelig fik jeg lov til at bruge den overskrift!

Selv om jeg først for nylig er kommet hjem fra et semester i Montréal, vidste jeg som trofast podcaster af ’Mennesker og medier’ på P1 allerede, at ’De sorte spejdere’ er holdt op med at sende, og at den rødhårede spejder Anders Breinholt har sagt farvel til stjernestatusen på P3 til fordel for intet mindre end ’Go’morgen Danmark’.

Da han i ’Mennesker og medier’ fortalte, at han havde taget springet fra radio til morgen-tv var det ikke svært at høre på hans stemme, at han ikke selv troede på, at han ”godt kunne lide at snakke med mennesker” (citat frit fra hukommelsen). Den tidligere Falck-redder ved godt selv, at han har solgt ud.

Og her forleden så jeg ham for første gang folde sig ud på tv i selskab med eks-nyhedsværten fra TV 2, Kamilla Walsøe, hvor Breinholt faktisk sidder og spørger Joachim B. Olsen, om han ikke har solgt ud ved at danse i Rødovre Centrum i stedet for at smide 7,26 kg tunge kugler. Åh, ironien.

Det er åbenbart mere og mere en gammelkendt sandhed, at radioværter går med en drøm i maven om at lave tv, og mange af dem ender på TV 2.

Lars Daneskov, som i lang tid blidt vækkede mig med morgenplat charme på’Godmorgen P3’, tog springet gennem TV AVISEN til ’Jeopardy’-vært, som dog blev en kort fornøjelse, da det blev tydeligt, at han var en udpræget ikke-skærmtrold.

Morten Resen, som var en gudsbenådet formiddagsvært på P3 (men ifølge interne kilder også noget af en primadonna), tog springet til ’Go’morgen Danmark’ for længe siden, og selv om han egentlig er faldet meget godt til i rollen som Cecilie Frøkjærs fjollede sidekick, har han overhovedet ikke samme udstråling på tv, som han havde i radioen.

Den dygtige og kønne P3-vært Lisbeth Østergaard virkede som et åbenlyst valg som vært på ’Zulu Djævleræs’ og senere ’Varm på is’, men selv ikke hendes skarpe blå øjne opvejede for hendes forsagthed og uegnethed som tv-vært.

Mads Steffensen, som heldigvis stadig styrer slagets gang i hans supersucces ’Mads og monopolet’, er nærmest indbegrebet af ’a face for the radio’. Hans nordjyske hæse stemme er perfekt til radio, men hans smil ligner desværre en skaldet, tørhudet John McCain, og hans tilstedeværelse på ’Aftenshowet’ bliver næsten reduceret til at få den ellers lidt kiksede Sisse Fisker til at fremstå som et blændende tv-talent.

Sara og Peter, som selv i min gymnasietid holdt mig underholdt med deres kække og direkte stil i ’Børneradio’, forsøgte sig som tv-værter i ’Fjernsyn med Sara og Peter’ (også på TV 2), men det blev aldrig helt godt. Sara Bro laver nu ’Hjerteflimmer’ og gør det ret godt, men Peter Sloth Madsen i dag næsten kun er kendt for at lave Suzuki-reklamer. Han laver også en masse teater og ting ved siden af.

Iben Maria Zeuthen, som er blevet den ene af P3’s stemmesignaturer (den anden var Thomas Madvig og er nu Kristian Leth) har en af dansk radios mest sexede stemmer, men hendes forsøg som vært på DR’s ’Pigerne mod drengene’ viste en ugidelig teenagetøs (i starten af 20’erne) uden skærmkarisma.

Og behøver jeg nævne Morten Spiegelhauer, som var med til at starte ’P3 Nyheder’. Hånden op, hvis du synes, han brænder igennem på tv-skærmen…

Der er to undtagelser, der bekræfter reglen, og den ene er Andrea Elisabeth Rudolph. Jeg husker, at jeg hørte hende på P3 og syntes, hun var rimelig uduelig, men da hun så tog springet til Boogie, forstod jeg pludselig, hvad folk så i hende – nemlig en lækker vært, som bare skulle videre til tv hurtigst muligt. Godt valg.

Den anden undtagelse er Louise Wolff, som har en god tilstedeværelse på skærmen i ’Aftenshowet’, men som jeg dog stadig ydmygt mener var bedre på radio.

Seneste led i den lange række af radioværter, som har frasagt sig stjernestatusen på P3, er altså Anders Breinholt, som var en af mine helt store yndlinger fra P3’s ’Katapult’ og ’Poulsen, Breinholt og Søn’, hvor han udgjorde en utroligt velfungerende duo med Henrik Poulsen, og ’De sorte spejdere’ med Anders Lund Madsen. Dårlig idé. Han har ikke udstråling på en tv-skærm, og ’Go’morgen Danmarks’ stramme format giver ikke megen plads til Breinholts ellers fremragende sans for humor.

Om det er pengene eller berømmelsen, der lokker talentet over fra P3 til TV 2, skal jeg ikke kunne sige, men det er et tab for alle parter. P3 mister stærke profiler og dermed lyttere, TV 2 viser, at de ikke kan finde ud af at caste skærmtalent, men blot for alt i verden vil stjæle folk fra DR (som de også gjorde i stor stil med TV 2 Radio), og lytterne/seerne får både dårligere radio og tv. Og værterne selv ender med en kuldsejlet tv-karriere i stedet for en glorværdig radiokarriere.

Ærgerligt.

De burde anmeldes

Endelig! ENDELIG!!!

Film skal ses i biografen. Og anmeldes i fjernsynet. Endelig har DR fået nosset sig sammen til at stable et filmanmelderprogram på benene. Efter mange års venten, siden Søren Høy fik kørt Filmlands tv-skude i sænk, og Filmland måtte leve en kummerlig tilværelse på P1, og vi måtte lade anmeldelserne være op til Niels Frid på TV3 eller Henrik Palle i ‘Go’morgen Danmark’ eller ‘Smagsdommerne’ eller P2, har DR endelig vovet et forsigtigt skridt ud af Ole Michelsens skygge og åbnet for DR2′s helt nye filmprogram, ‘Premiere’. Og det skal da fejres. Og anmeldes, naturligvis.

Nu sidder jeg jo mange mil fra public service-Danmark, men heldigvis har jeg betalt min medielicens og kan derfor se en dejlig masse ting på nettet, ud over at jeg podcaster en masse gode P1- og P3-programmer. Mmh, dr.dk. Få mere ud af DR.

Og derfor har jeg også hørt debatdiskussionen om ‘Premiere’ og DR2′s kulturelle dækning i et af mine yndlings-P1-podcasts, ‘Mennesker og medier’. Her blev ‘Premiere’ kritiseret for en række ting, især for at være for populistisk og for lavpandet. Jeg havde derfor nogle blandede forventninger, da jeg gik ind på www.dr.dk/premiere og set det sidste program – dvs. det andet i rækken.

Generelt vil jeg sige, at det var ganske fint.

DR har fundet en udmærket vært i Mikkel Munch-Fals, som lige er skarp nok til DR2, men tilpas behagelig til ikke at skræmme Clement-haderne væk. Hans stil er lige outreret nok til at passe til DR2, men ikke for skør til at skræmme de ældre generationer væk. Tror jeg. DR skriver selv:

Mikkel Munch-Fals, programmets vært, har i årevis gjort folk tossede med sine meninger om film. Han er cand. mag. i filmvidenskab, kunstmaler, illustrator, manuskriptforfatter og instruktør.

Hans udprægede oplæsning fra teleprompteren ligner dog lidt noget fra en prisuddeling. Hans manuskript er intelligent nok, men når det bliver læst op under foregivning af at være improviseret (ja, han kigger endda en gang imellem ned på sine overflødige (?) cuecards), er jeg ikke imponeret. Det svarer til, når TV AVISENs værter kigger ned på deres papirer, når de skifter historie, selvom deres øjne tydeligvis flakker frem og tilbage over teleprompteren.

Jeg håber, DR snart lærer, at man gerne må hyre værter baseret på skærmudstråling og -evner, uden at de nødvendigvis er kloge. Men det er naturligvis sparetider. Og sidste gang, de gjorde det, røg hun over og blev nyhedsvært på TV 2 NEWS…

Scenografien er fantastisk. Jeg elsker de kæmpestore skærme bag værten, og de sorte vægge passer perfekt til biografstemningen. Det blanke gulv, skærmende spejler sig i, er også flot. Dog blev selv værten Mikkel Munch-Fals lidt overvældet af, hvor stort, billedet af Informations filmguru Christian Monggaard var under interviewet med ham.

Også dette 1:1-interview virkede fint nok. Det virker godt, når værten indrømmer, han ikke ved nok, og derfor tyr til en kollega, en anden anmelder, som måske ved mere om Lars von Triers mystiske projekt, ‘Antichrist’. Det viste sig dog, at Christian Monggaard ikke var særlig meget mere indviet i den mystiske instruktørs forehavende.

Jeg er også meget glad for de næsten ‘Gotha’-agtige småklip fra aktuelle film, som frisk bliver klippet ind hist og pist i programmet. Skægt nok, uden at være irriterende.

Nu kommer vi så til det kontroversielle; Premiere-panelet.

‘Premiere’ har samlet en bunke “helt almindelige danskere” (jeg er træt af det udtryk), som de så slæber med ind til pressevisningerne og interviewer i en overbelyst skriftestol af en art. DR2-chef Arne Notkin forsvarede i ‘Mennesker og medier’ voxpop-segmentet med, at almindelige mennesker sælger, og at de har noget interessant at sige på en sjov måde.

Jeg er uenig.

Hvis jeg gerne ville vide, hvad Hr. og Fru Danmark (endnu et udtryk at hade) synes om en film, så ville jeg spørge dem. Men når jeg ser et filmanmelderprogram på DR2, forventer jeg at høre, hvad en mere eller mindre højpandet anmelder, som jeg så kan være enig eller uenig med, har at sige om den. Jeg er filminteresseret, og vi filminteresserede vil ikke vide, hvad ikke-filminteresserede synes om film. Jeg er ærligt talt meget ligeglad. Notkin undskyldte yderligere med, at det på den måde ville nå ud til en bredere seerskare, og endnu en gang må jeg stejle. Kulturprogrammer på DR2 har ikke til opgave at nå ud til flest muligt. Som allerede udtrykt i et tidligere indlæg mener jeg ikke, at flest muligt brede programmer betyder mangfoldighed, men det modsatte.

Slutteligt vil jeg gerne applaudere det lille nik til min (og mange andres) yndlingsanmelder nogensinde, nemlig manden med hatten(e), Ole Michelsen. Stjernerne, der gives til de anmeldte film, bliver givet én ad gangen og bruger det lillebitte øjeblik af spænding, mens man prøver at gætte, hvor mange stjerner, det bliver til. Fuldstændig som ‘Bogart’s hatteshow i slutningen af hver udsendelse.

Altså alt i alt et udmærket program med rum til at vokse, naturligvis.

Som et slags PS vil jeg anbefale, at man hører sidste udgave af Filmland, hvor Peter Flinth, som har instrueret den nye Arn-film, udvandrer fra et interview, hvor ‘Filmland’s og ‘Premiere’s praktikant, Camilla Jørgensen, direkte sidder og kritiserer Flinths film ved fx at kalde hans personnager for flade. ‘Hvad laver hun?’ tænkte jeg under interviewet, men bagefter tænkte jeg på, hvor meget jeg har efterlyst kritisk filmjournalistik, hvor man faktisk spørger ind til instruktørernes evner og beslutninger i stedet for at lave de der komplet tandløse og med-håret-strygende kulturinterviews, hvorefter samme journalist slagter instruktørens nyeste film, så snart interviewet er slut.

Jeg mener godt, det kan være der, kulturjournalistikken skal bevæge sig hen for at bevare sin eksistensberettigelse i en verden af wannabe-anmeldere på blogs, etc. De interviewprincipper, man lærer som kritisk journalist, skal vel også gælde for kulturjournalister. Og sportsjournalister, for den sags skyld.

Public service i pøblens tjeneste

Målet med dette indlæg er debat. Jeg vil meget gerne høre læsernes bud på, om DR lever op til deres krav. Så tænk lidt over det, og læg så gerne en kommentar – tak.

I DR’s public service-kontrakt står der blandt andet:

1. Public service-formål

DR er forpligtet over for hele befolkningen til via fjernsyn, radio og internet eller lignende at sikre et bredt udbud af programmer og tjenester omfattende nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst, og underholdning.

Der skal i udbuddet tilstræbes kvalitet, alsidighed og mangfoldighed. Ved programlægningen skal der lægges afgørende vægt på hensynet til informations- og ytringsfriheden. Ved informationsformidlingen skal der lægges vægt på saglighed og upartiskhed.

For at sætte gang i diskussionen, vil jeg gerne provokere lidt med denne sætning:

“Tilstræber DR ‘kvalitet, alsidighed og mangfoldighed’ ved i højere og højere grad at lade TV Avisen og aftenfladen ligne TV 2′s? Skal de ikke netop tilbyde offentligheden det, som offentligheden ikke kan få andetsteds?”

Kontrakten kan desuden læses i sin helhed her.

Kvinder i topledelsen og på bundlinjen

Jeg har lige købt en fin mp3-afspiller af et andet mærke end Apple, og jeg er begyndt at podcaste P1-programmer. Så jeg ser ung og hip ud, samtidig med at jeg kan holde mig opdateret på taleradiofronten – smart.

Bl.a. podcaster jeg Lasse Jensens ‘Mennesker og medier’, og emnet for et par uger siden var ‘kvinder i medieledelser’. Gæsterne var redaktør for Tænk, Pernille Tranberg, og en gammel kending fra nærværende blog, David Trads fra avisen med Andeby-navnet, Nyhedsavisen.

David Trads var inviteret, da han for nogle år siden havde udtalt, at han mente, at der skulle mange flere kvinder ind i ledelserne i medierne. Da han så skulle sammensætte en ledelse til avislændingenes danske eksperiment, valgte han så kun mænd. Hov.

Dette faktum fik Trads meget behændigt børstet af sine skuldre ved at bruge det argument, at han havde nogle specifikke kriterier til sin ledelse, som en håndfuld mænd så tilfældigvis var dem, der levede bedst op til. Stillingen blev ikke slået op.

En af de gode
Det tog Pernille Tranberg, som har været med til at starte det kvindelige ledernetværk, K2 (som vil nedlægge sig selv, når den kvindelige medlemsskare af Journalistforbundet (40 %) er repræsenteret i ledelserne), for gode varer, og hun omtalte senere Trads som “en af de gode mænd”, fordi han jo var helt enig i K2′s synspunkter. Ikke et ord mere om hans egen ledelse.

En af de “onde” var til gengæld Morgenavisen Jyllands-Postens chefredaktør, Carsten Juste. Han har udtalt, at han mener, at køn ikke skal betyde noget, når man ansætter ledere, men at det er godt at have kvinder i ledelsen pga. dynamikken. Det er med andre ord de mest egnede, der skal ansættes.

Carsten Juste har altså sagt det højt, som David Trads har gjort. Ansat de mest egnede, som så var mænd. Alligevel er Trads en af “de gode”, fordi han sidder i ‘Mennesker og medier’ og nikker og smiler og giver Pernille Tranberg ret i alt, hvad hun siger.

I sidste uge deltog jeg i et fint arrangement arrangeret af min studenterorganisation, KaJ. Det var et såkaldt gå-hjem-møde, som handlede om ledelse. Gæsterne var Mia Søiberg, som har lavet undersøgelser om kvinder og ledelse, Lisbeth Knudsen, den samme Pernille Tranberg og redaktør for Euroman, Mads Lange.

Da vi kom ind i lokalet, stod der med store bogstaver på Powerpointen: ‘Kvinder og ledelse’. Jeg gik helt per refleks i forsvarsmodus og var klar til at nedslagte argumenter for kønskvotering og diverse rødstrømpesager. Men det var faktisk meget stille og roligt. Mia Søiberg er en meget intelligent og godt argumenterende kvinde, og jeg slappede helt af, når hun sagde ting som “Måske har kvinder ikke så meget lyst til at være ledere.”

Og nu må jeg så dele min egen holdning til spørgsmålet – og jeg vil forsøge at holde tungen lige i munden.

Omvendt chauvinisme
Jeg går ikke ind for kønskvotering og positiv særbehandling. I hvert fald i princippet. Hvis en mediearbejdsplads som fx JP/Politikens Hus beslutter sig at indføre det i en periode for at rette op på den overvældende overvægt af mandlige (ja, med L) ledere, så fred være med det. Men en lovgivning, som de truer med i Spanien og Norge er ikke vejen frem. Og ingen vil vel ansættes i en lederstilling, bare fordi man har bryster.

Desuden svarer kønskvotering til at differentiere kønnene ligesom inden for sport. Altså at kvinder kun konkurrerer med kvinder. Og hvis noget er chauvinistisk, så er det vel at signalere, at kvinder ikke kan kæmpe med i ‘mændenes liga’.

Jeg går dog 100 % ind for flere kvinder i ledelser, hvis de er gode til det, de laver. Diversitet er en stærk motivationsfaktor, og det gælder ikke bare køn, men også etnisk, geografisk, holdningsmæssig, aldersmæssig og andre tilhørsforhold. Lige børn leger bedst, men lige børn kan også godt være forskellige børn.

Et af argumenterne for positiv særbehandling, som florerer i denne debat, er, at mænd kun ansætter mænd, fordi deres netværk består af mænd. Det er dog noget, som jeg mener vil ændre sig, når min generation kommer til at sidde på topposterne. Mit netværk fra Journalisthøjskolen har rigtig mange kvinder, og nogle af dem ville jeg gerne se som medarbejdere i en ledelse i fremtiden. Men hvis jeg skal være hudløst ærlig, er der nok flere af mine mandlige medstuderende, som jeg umiddelbart vil tildele lederegenskaber.

Der skal dog lægges særlig vægt på kompetencer. Ja, kvinder skal være mere fremme i skoene og tro på sig selv, hvis de vil være topledere i medieverdenen såvel som i det almene erhvervsliv.

Det er da værd at overveje, om det at være topleder ikke kræver nogle egenskaber, som mænd generelt er mere udstyret med. Om det så til dels er socialt betinget, det er en helt anden diskussion.

Vi har nok brug for bare at ændre ved den klassiske opfattelse af en topleder. Der, hvor jeg arbejder nu, har vi en kvindelige direktør, som næsten personligt binder hele huset sammen med sin omsorg og menneskelige interesse. Hun kan snakke med alle nede i kantinen og giver alle en følelse af at høre til og betyde noget for organisationen. Og det er også vigtigt, at en leder kan det.

Men kvinder sidder på rigtig mange mellemlederstillinger. Og man kan vel driste sig til at overveje, om ikke de nyder det. At de godt kan lide at have færre mennesker under sig og være tættere på sine ansatte (som i medieverdenen oftest er mere kolleger end undersåtter), og at de måske ikke er så magt- og pengeliderlige som de mænd, som død og pine bare skal op på toppen, hvor der så er koldt.

Kvinder hjælper på bundlinjen
Mia Søiberg fortalte, at undersøgelser viser, at firmaer med kvinder i ledelsen tjener bedre end andre. Kausaliteten er dog ikke helt entydig. Undersøgelserne siger ikke, om de tjener mere, fordi de har kvinder i ledelsen. Måske har firmaet bare en kultur, som fremavler diversitet og modernitet på alle planer.

Et lidt provokerende spørgsmål, Mia Søiberg stillede, var, om firmaet ikke bare tjener mere, fordi kvinder er billigere arbejdskraft. Hun mente, at kvinder tjener 25 % mindre end mænd for det samme arbejde.

Men som Pernille Tranberg sagde i ‘Mennesker og medier’, så må det da være et argument, som de fleste mænd kan forstå. David Montgomery burde måske sørge for flere kvinder i Det Berlingske Officins ledelse(r), så behøvede han måske ikke at fyre hver ottende medarbejder.

Og sidst, men også mindst: julefrokosterne er da sjovere, hvis man har nogle flere kvinder at spille åndssvag over for…