Kategoriarkiv: Reklamer

Billige Danmark

Den danske sang er en ung blond pige…

Jeg føler mig komplet nødsaget til at reagere på den historie om VisitDenmarks “virale video”-kampagne. Først en ultrakort opsummering. Se først videoen:

Videoen er blevet set af (i skrivende stund) 800.000 mennesker, og en horde af mennesker har støttet “Karen” med mails, kommentarer og alt muligt. Videoen er falsk. Falsk ment på den måde, at “Karen” bliver spillet af en skuespiller ved navn Ditte Arnth Jørgensen, og at hun slet ikke leder efter faderen til den lille dreng (som måske er hendes egen – hvem ved?).

I TV 2 Nyhederne erfarer jeg så, at hjernerne bag videoen er ingen andre end VisitDenmark, den danske turistorganisation. På en eller anden måde har videoen af en blond pige, som for 1½ år siden drak sig i hegnet og dyrkede ubeskyttet sex med en udlænding, hun ikke engang fik navnet på, til formål at tiltrække turister til Dannevang.

Hmm.

Lad mig begynde med dette spørgsmål: Hvilken slags turister tiltrækker man med sådan en video? Ja, svaret bliver vel sexturister. Til COP15 regner de med, at de danske prostituerede kommer på overtid pga. alle de fremmede besøgende, men at dømme ud fra den her video kan de kære besøgende spare en masse hundredlapper ved bare at finde en kampstiv blondine nede på Custom House.

Men det andet spørgsmål, der trænger sig på, er: Hvordan kan det være en reklamekampagne, når det på intet tidspunkt afsløres, hvad produktet er? At få 800.000 visninger på Youtube kan vel næppe være et succeskriterium i sig selv.

Umiddelbart virker det som endnu en i den laaange række af firmaer, organisationer og folk, som tror, at man skal “have noget på det der Facebook” eller at “virale videoer er det, de unge vil have” og dermed gør det uden noget rigtigt formål.

Svaret på det sidste spørgsmål er TV 2. Måske (!) ville det aldrig have blevet afsløret, at det var VisitDenmark, der stod bag, hvis ikke TV 2 Nyhederne havde sagt det. Det bliver altså en af Danmarks vigtigste nyhedskilder, der bliver prikken over i’et i kampagnen. De er Brad Pitt i Seven. Nyhedshistorien om videoen og dens manglende formål bliver til formålet med videoen, og lige pludselig undrer man sig over, om det faktisk er en ganske genial brug af medierne, som giver VisitDenmark en masse gratis reklame. Eller i hvert fald omtale.

Men det er jo kun over for de danske seere (og deres umiddelbare vennekreds). Jo, mange (inklusive mig selv) har jo delt videoen på Facebook med en halvforarget kommentar og nævnt VisitDenmark, og på den måde bliver navnet jo udbredt, men de første kommentarer, jeg har fået, har ikke været superpositive:

This is really messed up. This video actually makes me feel kind of sad rather than making me want to go to denmark

Sådan skriver en ven fra Costa Rica, som ellers ikke plejer at lade en blond pige gå ubemærket forbi.

Hvis nogen har en idé til, hvordan det her kan hjælpe Danmark i vores turismekrise, så kommenter endelig.

Og husk at blive fan af ekstramedium.dk på Facebook. Her.

I reklammeri med Berlingske

Som så mange andre brugere har jeg installeret en såkaldt adblocker i min browser, så jeg både slipper for de fleste annoncer (som fx epilepsifremkaldende påstande om, at jeg er kunde nummer 1.000.000 et eller andet sted) og hurtigere henter de sider, jeg gerne vil se.

I dag skrev en af mine Facebook-venner så, at han ikke længere var velkommen på bt.dk. Han sendte så dette link med. I linket står der:

Vi kan se, at din computer har en adblocker installeret, som gør at vi
ikke kan vise dig vores annoncer på websitet.

Vi kan kun give dig gratis journalistisk kvalitetsindhold,
hvis vi har annoncer på vores websites, for de betaler i høj grad de
omkostninger, der er forbundet med at drive et website. Hvis
annoncerne bliver fjernet, forsvinder vores indtægtsgrundlag, og så
vil vi ikke kunne blive ved med at tilbyde dig gratis nyheder på
www.bt.dk

Hvis du afinstallerer adblockeren, er du naturligvis mere end
velkommen tilbage til vores website.

Af nysgerrighed undersøgte jeg så, om det samme gjaldt de andre af Berlingske Medias websites, og ja såmænd. Berlingske.dk siger det samme, og det samme gør Randers Amtsavis.

Mærkeligt nok tillader urban.dk og weekendavisen.dk (i skrivende stund), som jo er i samme koncern, at man er på deres sider med adblockeren slået til.

Det rejser to principielle spørgsmål for mig:
1. Skal en mediekoncern bestemme, hvad for nogle plugins, jeg har installeret i min browser for at gøre min internetoplevelse rarere?
2. Er medierne for afhængige af annoncørernes krav til annonceplads og -visning?

Ad 1. Det synes jeg helt klart ikke, de skal. Jeg bruger meget sjældent bt.dk og berlingske.dk, så det er ikke et stort tab for mig, men hvis alle de danske avisers hjemmesider går med på den, bliver det først rigtig irriterende. Som det er nu, vil de mange, som kun går ind på bt.dk for at få et hurtigt nyhedsoverblik og eventuelt nogle mærkelige historier om amerikanske rednecks, der begår dumme forbrydelser, eller indere, der spiser mærkelige dyr levende, blot fravælge bt.dk og sikkert gå ind på en konkurrent som Ekstra Bladet eller en mindre kulørt avis’ site.

Ad 2. Ja. Men det er svært at gøre noget ved. De gamle dage, hvor aviserne påtog sig et politisk ansvar for at se et problem fra et bestemt synspunkt, er ovre. I dag er aviser produkter, som skal give overskud på bundlinjen, og det gælder også deres hjemmesider. Annoncørerne har derfor rigtig meget magt.

I P1′s ‘Mennesker og medier’ fortalte Lisbeth Knudsen i fredags, at Berlingske blandt andre ville til at (gå tilbage til at) tage penge for nogle ydelser på nettet. Nyhedsoverblikket skal stadig være gratis, men “unikke læseroplevelser” skal man betale for, enten på abonnementsbasis (som fx MediaWatch og Økonomisk Ugebrev) eller per klik. Om det vil virke, kan ingen være sikker på, for der er simpelthen endnu ikke fundet en forretningsmodel for nyhedssites, der virker for omnibus-medier. Om folk vil være villige til ikke blot at tvinges til at kigge på animerede reklamebannere, men også betale for journalistik, som de er vant til at få gratis, vil tiden vise. Mit gæt er, at det kommer til at gavne konkurrenterne.

Jeg har skrevet til Urban, Weekendavisen og BT’s webredaktioner for lidt uddybende kommentarer. Når de kommer, vil jeg tilføje dem som kommentarer til dette indlæg.

“Never badmouth synergy” II

Det er én ting, når underholdningsprogrammer som ‘Hvem vil være millionær?’ skamløst bruges til at promovere TV 2-personligheder og deres programmer. Det er altså noget andet, når det er Nyhederne, der gør det.

Jeg ved godt, at TV AVISEN også er slemme til det, men i aften var det altså TV 2′s 22-nyheder, der gjorde sig skyldige i at bringe et ret langt stykke vigtigt dagligdagsjournalistik, nemlig at søsterkanalen TV 2 Zulu i aften sendte det uigenkaldeligt sidste afsnit af ‘Klovn’. Serien, som “tog danske komedieserier til et hidtil uset niveau” (citat frit efter hukommelsen). Se mere her.

Det er sådan noget, de kan få afløb for i ‘Go’ morgen/aften Danmark’, hvis man spørger mig. Hvilket det desværre alt for sjældent er nogen, der gør.

“Never badmouth synergy”

Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde. I sidste ende er jeg nok mest bare forarget.

Så sad man en højhellig søndag morgen og så genudsendelse af ‘Hvem vil være millionær? – Mig og mit idol’. Først sad man og bliver meget overrasket over, at Anders Breinholt, hans idol Meyerheim og 70 % af publikum troede, at pashmina er silke, og dermed røg ud med kun 5.000,- til en bus til nogle stakkels udviklingshæmmede (som de (før de røg ud) spøgfuldt mente kun var nok til navkapsler og måtter). Dernæst blev man overrasket over, hvor svært Thomas Madvigs fan Lisbeth Østergaard havde ved at skjule sine manglende evner i paratviden. “Hvornår siger du latinerne?” var hendes kommentar til svarmulighederne til spørgsmålet om, hvem der først talte latin.

Når man så var kommet sig over det, tænkte man: hov, er der ikke noget, de alle sammen har tilfælles? Nårh jo, de er jo alle sammen Hans Pilgaards kolleger.

Hvor er det trist, at TV 2 vælger at blive ved med den lange række af ‘specials’, hvor deltagerne overhovedet ikke er lige så gode som enkeltdeltagerne (bortset fra brødrene Lund Madsen), og hvor er det endnu mere trist, at de så vælger at proppe flere programmer med TV 2-medarbejdere for at profilere deres egne værter som stjerner. Som så oveni ser op til andre TV 2-medarbejdere som idoler.

Ét af spørgsmålene handlede endda om ‘B.S. og Bubber’…

Her mandag aften fortsatte galskaben så. Lisbeth Østergaard og Thomas Madvig brugte gudhjælpemig TV 2′s Jes Dorph-Petersen som livline (som dog ikke hjalp) og endte med 50.000,- (ti gange mere end Breinholt og Meyerheim (!)). Og efter dem var det så Julie Berthelsen, hvis karriere jo blev skabt af TV 2-programmet Popstars for en del år siden, og hendes idol Søs Fenger, som snart skal reprezzent’e mit hood, Kongens Lyngby, i TV 2′s kor-battle, Allstars. Deres livline var så Lasse Rimmer, som for tiden deltager i TV 2′s genoplivning af det svenske koncept Nyhedsministeriet, og som tidligere har været vært på TV 2′s Jeopardy.

Helt ærligt, TV 2. Har I ingen skam i livet?

Min kammerat Martin udtrykte sig forleden således: “Public service døde med X Factor.” Det var konklusionen, der fulgte efter en diskussion om, hvorvidt TV AVISEN i dag kun handler om DR. Han har nok ikke helt ret i den udtalelse, men der er da noget om det.

Talkshowet ‘Reimers’ har da også haft alle mulige DR-folk inde over, ikke mindst X Factor-dommere og lignende.

MIT store (dog fiktive) idol er Jack Donaghy, Alec Baldwins rolle på den fantastiske komedieserie ’30 Rock’ (som i Danmark kan ses på 6′eren). Han sagde i et afsnit guldreplikken “Never badmouth synergy”. Han er selv rigtig god til at promovere produkter i tv-shows og omvendt. Noget, man længe har gjort det meget i i USA og som nu også er kommet til Danmark i stor stil. Ikke mindst med Per Mikael Jensen, som så smart lod bladet ‘Vi med hund’ sponsorere TV 2′s hundeprogram ‘Danmarks sødeste hund’. TV 2 er medudgiver af bladet…

Reklamerika II

På mit semester i Canada sendte de utrolig ofte en reklame for Axe, som omhandlede en fyr, som sveder så meget, at han sprøjter ud af armhulerne. Ja, rimelig klammo. Men i den snakker pigen altså ganske normalt og nordamerikansk.

Nu er den så kommet til Danmark, men hvor hun snakker en slags skotsk. Det synes jeg var mærkeligt. De tyskere, jeg mødte i Canada, sagde også, at den havde kørt i Tyskland længe før, så jeg tænkte, at originalen måske var tysk.

Axe (eller Lynx i nogle lande) er et Unilever-produkt, og Unilever er engelsk-hollands, så det kunne også være en engelsk reklame fra starten, som amerikanerne så havde dubbet…

Men! Sandheden findes i dette klip:

Den er oprindeligt spansk (og giver i øvrigt en del mere mening i originalen, fordi dialogen mellem fyren og pigen virker meget mere sammenhængende.

Obamarama

Obama - ikke fra aftenens program

I aftes så jeg Stephen Colbert spørge den ægte socialistiske præsidentkandidat, Brian Moore, om han ikke følte sig fornærmet over, at McCain-holdet kaldte Obama socialist. Brian Moore var ikke særlig veltalende, men det var et sjovt indlæg.

I dag er det så den rigtige Obamas tur – i stor stil.

Hans kampagne har samlet så mange penge fra organisationer og enkeltpersoner over hele landet (og sikkert også en del fra udlandet), at hans budget oversteg McCains flere gange. Derfor havde Obama råd til at købe en hel halv times sendetid på næsten alle de store landsdækkende amerikanske kanaler. Det koster kassen, sådan noget. Nærmere 3,5 til 5 mio. amerikanske dollars.

Og nu kører det. Barack Obama står i det klassiske amerikanske jakkesæt med rødt slips og Stars and Stripes-knap i reversen og taler direkte i mine øjne (læs: flimrer hen over teleprompteren), mens han så utrolig ærligt fortæller, hvad han lover at gøre, hvis (jeg tør ikke sige ‘når’) han vinder valget i næste uge. Under billedsiden kører et generisk, men følelsesladet soundtrack med klaver og strygerlyde, som minder mig om ‘An Inconvenient Truth’. En gang imellem siger Obama, at vi lige skal høre hende hers historie, og så skal vi se en ærkeamerikansk familie med fire børn og to SUV’s, som er ramt af finanskrisen.

Vi ser også klip af Obama fra tv-udsendelser og Obama med børnehavebørn. Og nu også Obama (uden jakkesæt), som over et sentimentalt diasshow fortæller om sin barndom. Muzakken flyder stadigt videre – og…jeg tror, jeg hører korstemmer nu.

“We can make schools that work.”

Obama fortæller nu om, da hans mor døde i 1995. Hvis nogen kan sætte ord på følelser, er det ham.

“It was a shock. It felt arbitrary.” Alle har følt den stikkende smerte, når man bliver ramt af det arbitrære.

“This guy is special,” siger New Mexicos guvernør.

Nu er det sort/hvide billeder af Obama, der krammer sorte børn. Det her er virkelig godt produceret. Og det taler virkelig til de kvindelige svingvælgere, som efter skuffelsen over Hillary har lænet mod højre og Miss Alaska.

Og pludselig er det live fra Florida. Det hele var en optakt til en sidste stor tale bag en talerstol med det Yoda-grammatiske nye slogan: “Change we need.”

“We will change this country, and we will change the world. Thank you. God bless you.”

Det hele er slut. Strygerne blæser for fuld drøn nu, og man får helt gåsehud.

For en kynisk skandinav som jeg selv var det her utrolig patetisk (i ordets danske betydning). Men det var flot lavet. Det var rimelig nede på jorden (jaja, alt er relativt), det var klare budskaber, det var ret sagligt, og det var masser af stærke cases, som svingvælgerne kan identificere sig med.

Og endnu mere interessant. På trods af måneders mudderkastningsreklamer på tv og andre steder, var det meget tydeligt, at hverken John McCain eller Bush blev nævnt i hele den halve time.

Om den højreorienterede presse finder ting og sager, som ikke passer, i Obamas film og afslutningstale, vil morgendagens overskrifter vise. Eller faktisk har jeg lige slået over på CNN, som faktisk snakker om Obamas “half hour infomercial”. Så snart falder CNN’s eksperters dom. Hvor er det egentlig poppet, at valgkampen bliver kaldt ‘Ballot Bowl 08′ på CNN. Pfft.

Nu glæder jeg mig bare til at se, hvad de finder på i The Daily Show, hvor Obama skal på i aften. Og hvad Colbert også finder på at sige om det.

En af CNN’s kommentatorer siger, det var “F’ing well done.” Værten bliver hylet helt ud af den. “I know you mean ‘a freaking good job’, right?” “No I don’t think so,” svarer kommentatoren.

Men jeg gider ikke vente på flere kommentarer. Det her indlæg skal bare på nu, så jeg kan komme i gang med at skrive min artikel om fedtsyrer og Alzheimers, som skulle have været afleveret i morges, men som jeg ringede over hele verden for at få fat i kilder til. Mærkelig oplevelse at ringe forkert nummer i en anden dato, end man selv befinder sig i…

Reklamerika

Det er efterhånden længe siden, og i mangel af bedre vil jeg dele lidt om mine oplevelser med medierne i Nordamerika, hvor jeg er nu. Montréal, for at være nøjagtig.

Montréal ligger i Québec, Canadas fransktalende provins, og derfor er der selvfølgelig en masse fransktalende tv-kanaler, blandet med en masse engelsktalende fra både Canada og USA.

Men de to ting, jeg vil skrive lidt om i dette indlæg, er reklamer og tekstning.

Der er reklamer hele tiden. Alle de gange, hvor tv-film eller -serier fader til sort og tilbage, når vi ser dem i Danmark, er reklamepauser. Også de pauser lige før rulleteksterne…! Det vidste de fleste af jer nok, men som “forkælet” dansker bliver man alligevel meget hurtigt utrolig irriteret over alle de reklamer.

Noget sjovt ved reklamer for medicin er, at det ikke er nok at advare mod bivirkninger i det, der står med småt i bunden af billedet. Fortællerstemmen skal fortælle om eventuelle bivirkninger i selve reklamen. Når de først har fortalt, hvor godt produktet er, skal de altså bruge mindst lige så lang tid på at fortælle seeren om alle de problemer, man kan risikere at få, når man bruger produktet. Det er helt sikkert for ikke at blive sagsøgt. Red Bull-reklamerne har også en såkaldt ‘disclaimer’, hvor fortælleren siger, at man ikke i virkeligheden kan flyve, selvom deres tagline er ‘Red Bull gives you wiiiings.’

Noget andet sjovt er, at de nogle gange viser den samme reklame to gange lige efter hinanden. Jeg ved ikke, om det er en fejl, eller om det er for at hamre budskabet og produktet ekstra hårdt ind i skallen på seeren…

Og fordi vi er i Québec (eller bare i Canada) ser vi mange reklamer indspillet i to versioner – en fransk og en engelsk. Under OL zappede vi meget frem og tilbage mellem kanaler, og for eksempel reklamer for Bell (Canadas svar på TDC) og McDonald’s er indspillet i forskellige versioner, og det er ikke bare sproget, men også hele stilen og sprogtonen, der er anderledes, selvom historien er den samme. Skuespillerne er heller ikke de samme, selvom man nok skulle mene, at man ville kunne finde nok tosprogede mennesker til det.

Alle programmer her bliver sponsoreret. Selv, når de viser BBC World News (på en af de lokale kanaler), er nyhederne sponsoreret af firmaer og organisationer. Og ikke nok med det. Det, de kalder ‘closed captioning’ er undertekster for døve, som man her kan slå til og fra, også på live-udsendelser. Der sidder altså folk og skriver med en lille forsinkelse – ret vildt. Også disse undertekster er sponsoreret af firmaer…! “Closed captioning brought to you by…”

Det fedeste ved at være her, er forresten, at jeg kan se de amerikanske serier med det samme – altså når de bliver sendt første gang. Jeg har både set sæsonpremieren på Prison Break og den nye 90210!

Det sidste, jeg lige er nødt til at nævne, er noget, jeg personligt godt kunne tænke mig at se i Danmark. For sjov. På nyhedsudsendelserne er der en helt klar tendens til at bruge reportere af asiatisk baggrund – enten som nyhedsvært, finansvært eller reporter i marken. Alle nyhedsudsendelser, jeg har set her (bortset fra BBC’s), har haft asiater med. Jeg ved ikke, om asiater har en særligt høj troværdighed herovre? Hmm, måske kan jeg udnytte det på en eller anden måde. Serien Family Guy har også lagt mærke til dette og parodierer det i figuren ‘Asian reporter Tricia Takanawa‘:

Asian reporter Tricia Takanawa