Kategoriarkiv: TV 2-regionerne

Altmuligmand m/k

I dag på TV 2 Lorrys middagsnyheder så jeg denne flotte titellinje:

socialradgiver

Du kan se den rigtige historie her. Det handler om en socialrådgiver, som blev fyret fra Helsingør Kommune bl.a. pga. mistanke om alkoholmisbrug, og som senere søgte job hos Hillerød Kommune. Helsingør lod en kommentar falde om socialrådgiverens fortid, og nu er begge kommuner blevet dømt til at give rådgiveren erstatning.

Det første, der sprang i mine øjne, var naturligvis, at den herre på billedet var advokat og kvindelig socialrådgiver. Når man så tid til at læse hele linjen, kan man så se, at han endda er advokat to gange. Noget af en bedrift.

Jaja, det er vel meningen, at han er advokat for socialrådgiveren og for FTF. Men af en eller anden grund har det være meget vigtigt for journalisten Johanne Vinten at få ordet ‘kvindelig’ med, og det går ud over forståeligheden og kildens to advokattitler. Meget klodset.

Og til sidst vil jeg knytte en kønspolitisk kommentar. Hvis danske kvinder vil have noget, der ligner ligestilling i Danmark, må I da råbe højt, når der så udtrykkeligt bliver sagt og skrevet ‘kvindelig socialrådgiver’ igen og igen i indslaget. Det er da sagen fuldstændig uvedkommende, medmindre det enten er mere synd for hende, fordi hun er en kvinde, eller at kvinder er mere tilbøjelige til at sagsøge sin arbejdsgiver, eller at kvinder har nemmere ved at blive alkoholikere.

Hvis nogen kan forsvare, hvorfor det er relevant at skrive og sige ‘kvindelig socialrådgiver’, så læg endelig en kommentar.