Kategoriarkiv: Jeppe Nybroe

Rädda Jeppe – död eller levande

Ekstramedium.dk kan naturligvis ikke sidde sidste uges Jeppe Nybroe-sag overhørig. Ekstrabladet, BT (fint billede, Simon) og TV 2 var bare nogle af de medier, der dækkede sagen. Læg forresten mærke til, at gode gamle Oluf Jørgensen i TV 2′s historie lige holder spejlet op for dem selv ved at sige, at der her ikke er tale om en “grov manipulation”:

Det så man ifølge ham i den såkaldte Triple-A-sag på TV 2. Her blev en gruppe indvandrere fremstillet som kriminelle. Billederne i indslaget stammede fra indspilningen til en musikvideo.

Jeppe ned fra bjerget 
Mange har måske kunnet mærke på mine tidligere indlæg, at Jeppe Nybroe ikke er en af mine yndlingsjournalister, men jeg er ikke glad for situationen.

For det første fordi det jo også går ud over DR som troværdigt medie. Og det kan være svært for udenforstående at forstå, at Jeppe Nybroe skulle have handlet på helt egen hånd. At han slet ikke har haft en telefonlinje hjem til studiet og fået grønt lys til den lille hvide løgn (bilerne var på vej ind at hente de sidste soldater og ikke på vej ud, som han sagde – umiddelbart ikke en dårligere historie, men måske sværere at forstå).

Hvis Jeppe Nybroe slipper med en reprimande fra ledelsen, er det meget svært at tro, at han ikke bare er syndebuk for en forkert beslutning hjemme på redaktionen…hvis ledelsen virkelig vil tage afstand fra sagen, burde de give ham en gavmild fratrædelsesordning for at bryde DR’s etiske retningslinjer på en så vigtig historie.

En blogger på Jeppe Nybroes egen blog skriver;

Med den høje moral som DR har lagt for dagen i Michael Rasmussen-sagen – hvor manden endnu ikke er bevist skyldig – ja så kan man jo ikke have en mand siddende på fjernsynet, som er taget i bevidst snyd…. – for licensbetalernes penge.

En meget forståelig pointe.

Jamen det var jo mørkt
Det er heller ikke superfedt, at Jeppe Nybroe bliver ved med at bruge ordet ‘fejl’ om det, han har gjort. En fejl er da, når man får en Cola Light i stedet for en Cola, ikke når man bevidst vælger at pynte på en historie ved – ja, simpelthen – at lyve. Han kunne vel sagtens have fortalt, at konvojen var på vej ind og hente de sidste soldater – det ville da give et pudsigt twist til historien: “Nå, de er på vej ind i Irak?”

Det eneste, man kan håbe, er, at Jeppe Nybroe ikke bliver udsat for en af formiddagsbladene foranlediget hetz på sin person à la Rudy eller Leth eller Ventegodt. For det fortjener han jo ikke. Om de andre gjorde det, skal vi ikke diskutere i dette forum.

TV AVISEN får svært ved med god samvittighed at bruge Jeppe Nybroe som vært eller reporter i fremtiden, så mon ikke DR burde spare den lille million om året, han efter sigende koster. Og Jeppe Nybroe skal nok komme ovenpå igen.