Kategoriarkiv: Webjournalistik

På ret diskurs

En af de argumenter, man hører rigtig tit, når man diskuterer mediernes diskurs om nydanske indvandrere af anden etnisk herkomst end dansk (eller hvad det hedder for tiden), er dette: “Hvorfor skriver aviserne, at de to kriminelle var af anden etnisk herkomst end dansk? De skriver aldrig, at en kriminel er af samme etnisk herkomst som dansk.”

Det er forkert. I denne artikel fra Sjællandske Medier skriver de netop:

På vej hjem fra en tur i supermarkedet blev en 84-årig mand lørdag eftermiddag ved 14-tiden overfaldet af to etnisk danske drenge på mellem 15 og 17 år.

Jeg synes godt, man kan argumentere for, at denne præcisering har præcis samme effekt. At man overhovedet skriver ‘etnisk danske’ beror jo på, at man er vant til at læse det modsatte i lignende historier.

Diskursivt burde man vel blot beskrive kriminelle på en måde, som kan hjælpe folk til at spotte dem og eventuelt oplyse politiet. Ja, det kan indebære hudfarve og accent, men det kan jo lige så godt være bleg og sønderjysk, som det kan være sort og gebrokkent.

EB phone home

Nej, den overskrift giver ingen mening.

Så eb.dk igen blevet afsløret i at kopiere stof uden at opgive deres kilde. Min ven Håkon gjorde mig opmærksom på, at denne superrelevante artikel om 6 sexmyter er tyvstjålet fra denne på cracked.com.

De har byttet lidt rundt i rækkefølgen, men ellers er det ret meget det samme.

Forleden skrev Håkon faktisk også om et lignende tilfælde, som Ekstra Bladet dog rettede lidt til. Læs om det på dseneste.dk.

I reklammeri med Berlingske

Som så mange andre brugere har jeg installeret en såkaldt adblocker i min browser, så jeg både slipper for de fleste annoncer (som fx epilepsifremkaldende påstande om, at jeg er kunde nummer 1.000.000 et eller andet sted) og hurtigere henter de sider, jeg gerne vil se.

I dag skrev en af mine Facebook-venner så, at han ikke længere var velkommen på bt.dk. Han sendte så dette link med. I linket står der:

Vi kan se, at din computer har en adblocker installeret, som gør at vi
ikke kan vise dig vores annoncer på websitet.

Vi kan kun give dig gratis journalistisk kvalitetsindhold,
hvis vi har annoncer på vores websites, for de betaler i høj grad de
omkostninger, der er forbundet med at drive et website. Hvis
annoncerne bliver fjernet, forsvinder vores indtægtsgrundlag, og så
vil vi ikke kunne blive ved med at tilbyde dig gratis nyheder på
www.bt.dk

Hvis du afinstallerer adblockeren, er du naturligvis mere end
velkommen tilbage til vores website.

Af nysgerrighed undersøgte jeg så, om det samme gjaldt de andre af Berlingske Medias websites, og ja såmænd. Berlingske.dk siger det samme, og det samme gør Randers Amtsavis.

Mærkeligt nok tillader urban.dk og weekendavisen.dk (i skrivende stund), som jo er i samme koncern, at man er på deres sider med adblockeren slået til.

Det rejser to principielle spørgsmål for mig:
1. Skal en mediekoncern bestemme, hvad for nogle plugins, jeg har installeret i min browser for at gøre min internetoplevelse rarere?
2. Er medierne for afhængige af annoncørernes krav til annonceplads og -visning?

Ad 1. Det synes jeg helt klart ikke, de skal. Jeg bruger meget sjældent bt.dk og berlingske.dk, så det er ikke et stort tab for mig, men hvis alle de danske avisers hjemmesider går med på den, bliver det først rigtig irriterende. Som det er nu, vil de mange, som kun går ind på bt.dk for at få et hurtigt nyhedsoverblik og eventuelt nogle mærkelige historier om amerikanske rednecks, der begår dumme forbrydelser, eller indere, der spiser mærkelige dyr levende, blot fravælge bt.dk og sikkert gå ind på en konkurrent som Ekstra Bladet eller en mindre kulørt avis’ site.

Ad 2. Ja. Men det er svært at gøre noget ved. De gamle dage, hvor aviserne påtog sig et politisk ansvar for at se et problem fra et bestemt synspunkt, er ovre. I dag er aviser produkter, som skal give overskud på bundlinjen, og det gælder også deres hjemmesider. Annoncørerne har derfor rigtig meget magt.

I P1′s ‘Mennesker og medier’ fortalte Lisbeth Knudsen i fredags, at Berlingske blandt andre ville til at (gå tilbage til at) tage penge for nogle ydelser på nettet. Nyhedsoverblikket skal stadig være gratis, men “unikke læseroplevelser” skal man betale for, enten på abonnementsbasis (som fx MediaWatch og Økonomisk Ugebrev) eller per klik. Om det vil virke, kan ingen være sikker på, for der er simpelthen endnu ikke fundet en forretningsmodel for nyhedssites, der virker for omnibus-medier. Om folk vil være villige til ikke blot at tvinges til at kigge på animerede reklamebannere, men også betale for journalistik, som de er vant til at få gratis, vil tiden vise. Mit gæt er, at det kommer til at gavne konkurrenterne.

Jeg har skrevet til Urban, Weekendavisen og BT’s webredaktioner for lidt uddybende kommentarer. Når de kommer, vil jeg tilføje dem som kommentarer til dette indlæg.

Kujonagtig konsensus i Kravling-juryen

I fredags blev de tre journalistuddannelsers (sammen kaldet DJStud) fælles journalistpris, Kravling, uddelt. Morten Resen var vært i Pressens Hus på Rådhuspladsen og uddelte selv en æres-Kravling i form af en kasse øl til en praktikant på Direkt, som havde fået en meget kedelig aktieartikel på borsen.dk.

Den ægte foto-Kravling gik til min veninde fra de første spæde skridt på Journalisthøjskolen, Maria Fonfara (ja, namedropping er man vel aldrig for god til), for en fantastisk billedserie om ældres sexliv.

Og så kommer miseren. Fordi nogen har valgt, at der skulle være seks mennesker i Kravling-juryen, valgte de at dele de 25.000,- (ja, det er en del mere end Cavling…) op i to og give to statuetter til henholdsvis en enkelt pige og en gruppe på 16 mand (eller deromkring), nemlig Sara Maria Glanowski og praktikantgruppen på Nordjyske Medier for nogle tilsyneladende rigtig gode projekter. (Jeg bruger ordet ’tilsyneladende’, fordi jeg desværre ikke har fået læst nogen af dem endnu.)

Ærligt talt, der er jo en grund til, at der fx er 179 og ikke 180 medlemmer af Folketinget – et ulige antal sørger for, at man ikke ender i en 50-50-situation. Og det samme gælder i en Kravling-jury. Juryens repræsentanter på scenen, Pernille Aalund og Jakob Elkjær, indrømmede endda, at det var en kujonagtig beslutning at give 12.500,- til to forskellige projekter. Jeg er enig.

Og nej, det er ikke det samme som at give Nobels Fredspris til både Rabin og Arafat.

I kan se Journalistens web-tv-indslag om aftenen her. Og nej, indslaget bliver ikke bedre konstrueret, disponeret eller mere formfuldendt, hvis man klikker på “Se indslaget i høj kvalitet”.

Fed fest ellers.

Skal jeg stave det for dig?

Min allerførste underviser på Journalisthøjskolen, Cavling-vinder Kim Dahl Nielsen, sagde en masse gode ting til os og funderede hele min tilgang til journalistik med sine principper. Ét af de vigtigste var:

Overvurder aldrig læserens viden, og undervurder aldrig læserens intelligens.

Jeg behøver ikke at forklare over for mine læsere, hvad det betyder, da ekstramedium.dk’s læsere naturligvis er meget intelligente.

I ordet ‘viden’ kan man inkludere betydningen ‘kunnen’. Et “kvalificeret skøn” siger, at en op mod en femtedel af den voksne danske befolkning fravælger skriftlige medier som nyhedskilde, fordi de simpelthen har for svært ved at læse. En del af disse er naturligvis danskere af anden etnisk herkomst end dansk, som det så smukt hedder. En ekspertgruppe anbefalede derfor, at en letlæselig netavis blev lanceret af de danske medier, og det har nu udmøntet sig i ligetil.nu.

Kulturministeriet og Trygfonden støtter det meget beundringsværdige og tiltrængte projekt, og jeg ønsker al held og lykke til det.

Jeg kan dog ikke lade være med at være en smule bekymret for, om journalisterne, Ritzau har sat til at skrive de letlæselige nyheder, har hørt den samme læresætning, jeg indledte indlægget her med.

Af copyright-grunde vil jeg ikke copy+paste artiklen her, men lad os bruge denne artikel som eksempel: “Et fly er nødlandet i Kastrup”.

Mit indtryk af artiklen er, at journalisten ikke kun bruger et simpelt sprog, men til tider taler lidt ned til læseren. Artiklen har et minimum af bisætninger, og det er meget sigende, at en af artiklens længste i antal ord. Det er ret unormalt i en artikel. Voksne sprogbrugere med normal intelligens kan godt forstå længere sætninger, vil jeg mene, og det er en naturlig del af normalt dansk tale- og skriftsprog.

Desuden har journalisten valgt at dele ordet ‘landingshjul’ med en bindestreg, som naturligvis ikke er at finde i retskrivningsordbogens opslag. Også ordet ‘redningskøretøjer’ (som desuden er stavet ret forkert) er delt med bindestreg.

Om ordblinde og andre med læsevanskeligheder vil give mig ret, ved jeg ikke. Hvis nogen af jer kender nogen, der har svært ved at læse, vil jeg meget gerne høre, om vedkommende er enig.

Jamen han har jo noget på

I formiddags læste jeg denne nyhed på jp.dk. Det kunne lige så godt have været et andet medie, men nu var det altså lige på jp.dk, jeg så den.

Den handler i bund og grund om, at en mand fra Hvidovre sent onsdag aften samlet op og senere smidt ud af en bil på Amager.

Det, som fangede mit øje var overskriften (rubrikken blandt journalister): ‘Nøgen mand smidt ud af bil’. Det er ikke overskriften længere (!). For siden nyheden blev smidt på nettet kl. 7:04 i morges, er artiklen blevet “opdateret” kl. 14:19.

Oprindeligt var historien vistnok (jeg må jo prøve at huske det, når jp.dk har ændret artiklen i stedet for bare at skrive en ny) et rent afskriv af følgende Ritzau-telegram:

Ritzau 4 – 22-11-2007 03:17:47 – NOTE/NØGEN+NV

Nøgen mand smidt ud af bil

København/torsdag//ritzau/

Uvist af hvilken årsag blev en mand fra Hvidovre sent onsdag aften tvunget ud på en køretur. Kun iført en hættetrøje og underbukser blev han med overfladiske snitsår på kroppen senere på aftenen smidt ud af bilen på sydspidsen af Amager.

Det lykkedes ham at søge hjælp ved asylcentret Kongelunden, hvor man fik tilkaldt en ambulance, så manden kunne komme på skadestuen og blive behandlet for sine skrammer.

Sagen efterforskes af Københavns Vestegns Politi, hvor man oplyser, at frihedsberøvelsen af manden tilsyneladende er begyndt i Avedøre. Motivet kan man endnu ikke udtale sig om.

/ritzau/

Jp.dk havde altså valgt at kopiere teksten direkte, hvilket også er i deres ret, når de citerer Ritzaus Bureau, men jeg mener altså nok, at man ikke er nøgen, hvis man er ifødt hættetrøje og underbukser. Naturister og nudister, forén jer!

Som kilde har jp.dk angivet ‘Ritzau og ekstrabladet.dk’. På ekstrabladet.dk har jeg søgt på ordene ‘nøgen mand’, men forgæves.

Oprindeligt skulle dette indlæg have handlet om, at jp.dk blot havde kopieret uden at tage stilling til indholdet og dermed godtaget, at hættetrøje og underbukser i Ritzaus øjne ikke er tøj. (Det står endda i telegramtitlen ‘NOTE/NØGEN+NV’.)

Men nu vil jeg hellere kritisere, at jp.dk på den måde “opdaterer” artikler. Det er da fint, at de har droppet ordet ‘nøgen’, men det virker, som om de prøver at glemme, hvad de skrev oprindeligt – måske endda fordi nogen ligesom jeg har tænkt, at nøgenhed i de fleste kredse stadig betyder ‘uden en trevl på kroppen’.

På min arbejdsplads ændrer vi kun i artikler, hvis det drejer sig om faktuelle eller sproglige fejl. Vi erstatter ikke artikler med andre, hvilket jeg helt klart mener er ude på et skråplan. Ikke desto mindre er det det, jp.dk har gjort her.

Den oprindelige “stramning” af nøgenhedsbegrebet ligger naturligvis på Ritzaus skuldre, og man må spørge sig selv, hvor vi så står, når dansk journalistiks troværdighedshøjborg, Ritzaus Bureau, bruger sensationalistiske overskrifter, som deres ejere, nemlig de fleste større danske medier, bare copy-paster.

DR derude & Se?

Tv i S-toget

Jeg bor ikke i København for tiden, men lige i disse uger er jeg på ferie her, og da jeg mod sædvane satte mig ind i et B-tog mod centrum, blev jeg mødt af det overraskende syn af en hel masse fjernsyn hængende fra loftet i kupeen. Jeg har åbenbart været heldig lige at ramme det ene togsæt, som DSB S-tog bruger til at eksperimentere med tv.

Det er et såkaldt pilotprojekt, som skal køre hen over sommeren. Jeg syntes umiddelbart, det virkede som en kærkommen tilføjelse til de gratis nyhedsmedier, vi ellers kan fornøje os med på vore ture med det offentlige, og det er jo ikke noget sensationelt, da tv-skærme har været fast inventar i metroer og S-baner mange steder i Europa i en del år.

DSB skriver i deres egen artikel:

DR leverer nyheder og underholdning til tv-skærmene, S-tog leverer serviceinformation, Clearchannel leverer reklamer og mermaid technology a/s leverer teknikken.

Og så kommer vi frem til kernen i nærværende indlæg: for som stor fortaler for både public service og DR’s generelle troværdighed kunne jeg ikke lade være med at undre mig over den blanding af indhold, jeg så på skærmen.

DR Update leverer nyheder i telegramform, ikke ulig tekst-tv, blot med stillfotos som dekoration. Det er fint, og valget af nyheder fra DR falder naturligt, da DSB S-tog jo også er en offentlig institution (i form af et aktieselskab, som ejes af DSB). DR skulle også efter sigende levere underholdning, men det undgik altså min opmærksomhed på min ca. 20 minutter lange togtur.

DSB S-tog leverer trafikinformation, som jo er oplagt og utrolig velkomment.

Men så er der reklamerne. For godt nok er de deciderede reklamer adskilt fra det øvrige indhold med små vignetter (à la dem på rigtigt fjernsyn), men de fylder ret meget i fladen. Og i og for sig er det jo ikke noget problem – S-togene og stationerne er jo tilplastret med reklamer i forvejen, og det gør vel bare, at billetpriserne holdes på et rimelig højt niveau i stedet for et uoverkommeligt højt niveau.

Svensknøglen i maskineriet for mig er bare dette: Selv om der står ‘S tv’ med et fint lille S-togslogo oppe i hjørnet af skærmen, fremstår tv-”kanalen” via sit indhold som en DR-kanal. Med reklamer. Og det har The Danish Broadcasting Corporation, som DR kalder sig i de fine selskaber, indtil nu (stort set) holdt sig for gode til.

Ydermere reklamerer DR selv for deres programmer på de hængende skærme. Både ved hjælp af programspots (som passende er undertekstet) og ved simpelthen at vise aftenens programoversigt for DR’s kanaler. Som meget trænet medieforbruger og -interesseret kan jeg godt se forskel på et spot og en reklame, men det er ikke sikkert, at en gennemsnitlig S-togspassager også kan det.

S-togs-kanalen fremstår altså som en ekstra DR-kanal, som ikke blot leverer nyheder, men også bringer underholdning fra DR og reklamerer for DR’s egne programmer…og som så er reklamefinansieret.

Juridisk set er der sikkert ikke noget galt, men hvis blot DR’s troværdighed falder nogle få point, fordi nogen ser den samme fanden, som jeg her maler på væggen, så er det et stort problem for DR. Hvis blot nogle få S-togs-seere stiller sig selv spørgsmålet: “Kan DR levere objektiv, kritisk journalistik om de firmaer, som reklamerer i samme medie?”, så mister DR meget af den ophøjede status, som DR indtager hos de fleste danskere.

Jeg kan jo kun håbe, at der absolut ingen penge er mellem DSB S-tog A/S og DR. For både hvis DR sælger indhold til togene og hvis DR køber plads i fladen, udgør det et problem for en af DR’s vigtigste kerneværdier, nemlig troværdigheden.

Personligt ville jeg foretrække, hvis DSB S-tog fandt en anden (kommerciel) leverandør af nyhederne, så man ikke behøver at sætte spørgsmålstegn ved DR overhovedet.

En mail er blevet afsendt til nogen højere oppe i DR-hierarkiet, som måske kan hjælpe mig med svaret på disse spørgsmål.

Se eventuelt comon.dk’s net-tv-indslag om tv-skærmene her.

Sig navnet…

På Morgenavisen Jyllands-Postens hjemmeside kan man finde denne nyhedsartikel.

I den beskrives en sag om udbredning af utugtige billeder, hvor en mand er blevet dømt til 30 dages fængsel. Manden bliver aldrig nævnt ved navn, men han bliver til gengæld omtalt som en “58-årig tidligere chatkonsulent” og “konsulenten fra Amtscentralen i Ringkøbing Amt”.

Hvis man endnu ikke er helt med på, hvem der er tale om, afsluttes artiklen således:

En bølge af forargelse bredte sig, og manden blev varetægtsfængslet i 22 dage, mens politiet ledte efter spor på hans computere. Men beviserne smuldrede som tiden gik, og han blev kun fundet skyldig i at have udbredt et enkelt foto og seks videoklip til den TV2-journalist, der stod bag udsendelsen Operation X i september 2006.

Så skulle enhver tvivl da også være udryddet. Hvis ikke, kunne man seks timer tidligere (!) læse denne artikel (også på jp.dk), som ikke afholder sig fra at bruge navn på den dømte.

Der må altså være tale om en form for navneforbud. Men mediejurist Oluf Jørgensen siger, at et navneforbud forfalder, når en dom er endelig.

Mon ikke journalisten bare har været ekstraforsigtig og ikke turdet at nævne nogen navne? Men kan man overhovedet tale om anonymisering, når det er så åbenlyst, hvem der er tale om? Jeg ville ikke mene, at et eventuelt navneforbud ville være overholdt med de beskrivelser.

Læs forresten dommen her.

Solskinsøen i søgelyset

Bornholm er måske det mest mættede mediemarked i landet.

DR Bornholm beskæftiger omkring 40. TV 2/Bornholm omkring 70. Og så er der Bornholms Tidende og ugeavisen Rytterknægten og nyhedssitet bornholm.nu.

Men langt de fleste netnyheder finder man på TV 2/Bornholms hjemmeside. Jeg vil dog gerne vove den påstand, at det ikke er, fordi de er mest observante, men fordi de er de absolut mindst kritiske i deres valg af nyheder.

DR checker også Bornholms Politis døgnrapport, men de vælger, hvilke ting, der er historier i. TV 2 bringer revl og krat. Se for eksempel den her

Og når de ikke kan finde noget der, bringer de sådan noget som denne “nyhed“. Helt ærligt…

Licenspengene, vi betaler, går ikke kun til DR. TV 2 får ikke længere nogen af pengene, MEN det gør TV 2 Regionalerne. Det er ikke DR, der rutter med vores licenspenge – det er TV 2. Det er samme TV 2, som møder op med to lastbiler fulde af udstyr til kommunalbestyrelsesmøderne, hvor DR mødte op med tre mand i en Punto. Måske skulle TV 2 skære lidt ned i stedet for DR?