Grønt er grimt for øjet

MetroXpress har fået nyt layout. Her er de ting, de hurtigt bliver trætte af.

Folk stod og bladrede i avisholderen i morges, fordi de ikke var sikre på, at det var en MetroXpress. Omslaget var nemlig en reklame for Lyngby Storcenter på glittet papir. Det er naturligvis ikke en del af layoutet, så se bort fra det.

Titlen er blevet venstrejusteret, hvor den før var centreret. Det giver plads til én lille annonce til højre for titlen og én til venstre ovenover. Det forskyder den symmetri, vi fandt på den gamle forside. Desuden har de valgt (næsten) konsekvent at lægge en klam lysegrøn baggrund ind under både boksen øverst og den til højre. Det bliver de trætte af.

Hver sektion (og undersektion) bliver indledt med et kæmpe symbol eller tal i en globus, Metros gamle bomærke. Det fylder for meget, og det bliver de hurtigt trætte af, når de skal layoute rundt om det.

Topbjælken er lavet med en overgang mellem to farver. Det er for det første meget 90′er-agtigt, for det andet bare ikke pænt. Især ikke i en avis. Mærkeligt nok gør de det samme, lige meget om det er en bjælke over hele toppen af siden, eller som her blot over en lille artikel, så farveovergangseffekten bliver MEGET tydelig. Det bliver de trætte af.

Her har de spurgt læsere om deres mening om layoutet. De synes alle, det er fint. Igen har vi en sygelig lysegrøn baggrund, som de nok bliver ret trætte af derinde på avisen.

Den kæmpestore bjælke med tallet og globen skal åbenbart vige for annoncer og efterlader en meget grim side, hvor den redaktionelle del ser mere kommercielt ud end annoncerne. Wow, det bliver de trætte af.

Til de forskellige sektioner har de valgt forskellige grønne nuancer (som alle indgår i en overgang til en mørkere grøn). Sammen bliver de en kakofoni af de grimmeste udvalgte grønne farver, som bestemt ikke er godt for øjet. Faktisk bliver man ret træt af det.

I det hele taget er MetroXpress’ store skridt fra et internationalt anvendt, sobert udtryk med kun en smule grønt diskret strøet ud over siderne til et discount-agtigt layout fra fortiden. Et stort skridt tilbage, og det skulle virkelig ikke undre mig, hvis MetroXpress direkte mister læsere på det her. Kun læsere, der savner layoutet i det hedengangne Dato, vil måske finde en gensynets glæde i MetroXpress’ nye klodsede layout.

Det vil de hurtigt blive rigtig trætte af.

Jeg er det allerede.

Læs online her og døm selv.

EB phone home

Nej, den overskrift giver ingen mening.

Så eb.dk igen blevet afsløret i at kopiere stof uden at opgive deres kilde. Min ven Håkon gjorde mig opmærksom på, at denne superrelevante artikel om 6 sexmyter er tyvstjålet fra denne på cracked.com.

De har byttet lidt rundt i rækkefølgen, men ellers er det ret meget det samme.

Forleden skrev Håkon faktisk også om et lignende tilfælde, som Ekstra Bladet dog rettede lidt til. Læs om det på dseneste.dk.

Altmuligmand m/k

I dag på TV 2 Lorrys middagsnyheder så jeg denne flotte titellinje:

socialradgiver

Du kan se den rigtige historie her. Det handler om en socialrådgiver, som blev fyret fra Helsingør Kommune bl.a. pga. mistanke om alkoholmisbrug, og som senere søgte job hos Hillerød Kommune. Helsingør lod en kommentar falde om socialrådgiverens fortid, og nu er begge kommuner blevet dømt til at give rådgiveren erstatning.

Det første, der sprang i mine øjne, var naturligvis, at den herre på billedet var advokat og kvindelig socialrådgiver. Når man så tid til at læse hele linjen, kan man så se, at han endda er advokat to gange. Noget af en bedrift.

Jaja, det er vel meningen, at han er advokat for socialrådgiveren og for FTF. Men af en eller anden grund har det være meget vigtigt for journalisten Johanne Vinten at få ordet ‘kvindelig’ med, og det går ud over forståeligheden og kildens to advokattitler. Meget klodset.

Og til sidst vil jeg knytte en kønspolitisk kommentar. Hvis danske kvinder vil have noget, der ligner ligestilling i Danmark, må I da råbe højt, når der så udtrykkeligt bliver sagt og skrevet ‘kvindelig socialrådgiver’ igen og igen i indslaget. Det er da sagen fuldstændig uvedkommende, medmindre det enten er mere synd for hende, fordi hun er en kvinde, eller at kvinder er mere tilbøjelige til at sagsøge sin arbejdsgiver, eller at kvinder har nemmere ved at blive alkoholikere.

Hvis nogen kan forsvare, hvorfor det er relevant at skrive og sige ‘kvindelig socialrådgiver’, så læg endelig en kommentar.

I reklammeri med Berlingske

Som så mange andre brugere har jeg installeret en såkaldt adblocker i min browser, så jeg både slipper for de fleste annoncer (som fx epilepsifremkaldende påstande om, at jeg er kunde nummer 1.000.000 et eller andet sted) og hurtigere henter de sider, jeg gerne vil se.

I dag skrev en af mine Facebook-venner så, at han ikke længere var velkommen på bt.dk. Han sendte så dette link med. I linket står der:

Vi kan se, at din computer har en adblocker installeret, som gør at vi
ikke kan vise dig vores annoncer på websitet.

Vi kan kun give dig gratis journalistisk kvalitetsindhold,
hvis vi har annoncer på vores websites, for de betaler i høj grad de
omkostninger, der er forbundet med at drive et website. Hvis
annoncerne bliver fjernet, forsvinder vores indtægtsgrundlag, og så
vil vi ikke kunne blive ved med at tilbyde dig gratis nyheder på
www.bt.dk

Hvis du afinstallerer adblockeren, er du naturligvis mere end
velkommen tilbage til vores website.

Af nysgerrighed undersøgte jeg så, om det samme gjaldt de andre af Berlingske Medias websites, og ja såmænd. Berlingske.dk siger det samme, og det samme gør Randers Amtsavis.

Mærkeligt nok tillader urban.dk og weekendavisen.dk (i skrivende stund), som jo er i samme koncern, at man er på deres sider med adblockeren slået til.

Det rejser to principielle spørgsmål for mig:
1. Skal en mediekoncern bestemme, hvad for nogle plugins, jeg har installeret i min browser for at gøre min internetoplevelse rarere?
2. Er medierne for afhængige af annoncørernes krav til annonceplads og -visning?

Ad 1. Det synes jeg helt klart ikke, de skal. Jeg bruger meget sjældent bt.dk og berlingske.dk, så det er ikke et stort tab for mig, men hvis alle de danske avisers hjemmesider går med på den, bliver det først rigtig irriterende. Som det er nu, vil de mange, som kun går ind på bt.dk for at få et hurtigt nyhedsoverblik og eventuelt nogle mærkelige historier om amerikanske rednecks, der begår dumme forbrydelser, eller indere, der spiser mærkelige dyr levende, blot fravælge bt.dk og sikkert gå ind på en konkurrent som Ekstra Bladet eller en mindre kulørt avis’ site.

Ad 2. Ja. Men det er svært at gøre noget ved. De gamle dage, hvor aviserne påtog sig et politisk ansvar for at se et problem fra et bestemt synspunkt, er ovre. I dag er aviser produkter, som skal give overskud på bundlinjen, og det gælder også deres hjemmesider. Annoncørerne har derfor rigtig meget magt.

I P1′s ‘Mennesker og medier’ fortalte Lisbeth Knudsen i fredags, at Berlingske blandt andre ville til at (gå tilbage til at) tage penge for nogle ydelser på nettet. Nyhedsoverblikket skal stadig være gratis, men “unikke læseroplevelser” skal man betale for, enten på abonnementsbasis (som fx MediaWatch og Økonomisk Ugebrev) eller per klik. Om det vil virke, kan ingen være sikker på, for der er simpelthen endnu ikke fundet en forretningsmodel for nyhedssites, der virker for omnibus-medier. Om folk vil være villige til ikke blot at tvinges til at kigge på animerede reklamebannere, men også betale for journalistik, som de er vant til at få gratis, vil tiden vise. Mit gæt er, at det kommer til at gavne konkurrenterne.

Jeg har skrevet til Urban, Weekendavisen og BT’s webredaktioner for lidt uddybende kommentarer. Når de kommer, vil jeg tilføje dem som kommentarer til dette indlæg.

Mis-Information II

Som I måske husker fra et tidligere indlæg, har jeg opfundet en leg, der hedder ‘Mis-Information’. Det går simpelthen ud på at slå op bag i Information og kæde Dagens Billede sammen med underskriften nedenunder.

Her er nogle flere eksempler:

Tja, hvis udviklingshjælpen enten går ud på at sætte håndjern på folk eller stirre dem i øjnene, så er jeg enig.

Hvis det her er MIT-ansatte, så har den stolte uddannelsesinstitution vist taget et ordentligt dyk.

De måbende spillere har jo lille ble på, og ‘haute’ (høj) i ‘haute couture’ må henvise til den springende.

Da det er en gammel kvinde på billedet, kan det ikke være hende, der tales om, men hun må have fået benet vredet om i forhandlingerne om navngivningen af hendes barnebarn.

For så kan han blive ved med at bade.

Fra dagens Information. Hvis ikke billedteksten fortalte, at pigen er sikh, ville det næsten passe for godt.

God fornøjelse med at lege selv!

“Never badmouth synergy” II

Det er én ting, når underholdningsprogrammer som ‘Hvem vil være millionær?’ skamløst bruges til at promovere TV 2-personligheder og deres programmer. Det er altså noget andet, når det er Nyhederne, der gør det.

Jeg ved godt, at TV AVISEN også er slemme til det, men i aften var det altså TV 2′s 22-nyheder, der gjorde sig skyldige i at bringe et ret langt stykke vigtigt dagligdagsjournalistik, nemlig at søsterkanalen TV 2 Zulu i aften sendte det uigenkaldeligt sidste afsnit af ‘Klovn’. Serien, som “tog danske komedieserier til et hidtil uset niveau” (citat frit efter hukommelsen). Se mere her.

Det er sådan noget, de kan få afløb for i ‘Go’ morgen/aften Danmark’, hvis man spørger mig. Hvilket det desværre alt for sjældent er nogen, der gør.

Kujonagtig konsensus i Kravling-juryen

I fredags blev de tre journalistuddannelsers (sammen kaldet DJStud) fælles journalistpris, Kravling, uddelt. Morten Resen var vært i Pressens Hus på Rådhuspladsen og uddelte selv en æres-Kravling i form af en kasse øl til en praktikant på Direkt, som havde fået en meget kedelig aktieartikel på borsen.dk.

Den ægte foto-Kravling gik til min veninde fra de første spæde skridt på Journalisthøjskolen, Maria Fonfara (ja, namedropping er man vel aldrig for god til), for en fantastisk billedserie om ældres sexliv.

Og så kommer miseren. Fordi nogen har valgt, at der skulle være seks mennesker i Kravling-juryen, valgte de at dele de 25.000,- (ja, det er en del mere end Cavling…) op i to og give to statuetter til henholdsvis en enkelt pige og en gruppe på 16 mand (eller deromkring), nemlig Sara Maria Glanowski og praktikantgruppen på Nordjyske Medier for nogle tilsyneladende rigtig gode projekter. (Jeg bruger ordet ’tilsyneladende’, fordi jeg desværre ikke har fået læst nogen af dem endnu.)

Ærligt talt, der er jo en grund til, at der fx er 179 og ikke 180 medlemmer af Folketinget – et ulige antal sørger for, at man ikke ender i en 50-50-situation. Og det samme gælder i en Kravling-jury. Juryens repræsentanter på scenen, Pernille Aalund og Jakob Elkjær, indrømmede endda, at det var en kujonagtig beslutning at give 12.500,- til to forskellige projekter. Jeg er enig.

Og nej, det er ikke det samme som at give Nobels Fredspris til både Rabin og Arafat.

I kan se Journalistens web-tv-indslag om aftenen her. Og nej, indslaget bliver ikke bedre konstrueret, disponeret eller mere formfuldendt, hvis man klikker på “Se indslaget i høj kvalitet”.

Fed fest ellers.

“Never badmouth synergy”

Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde. I sidste ende er jeg nok mest bare forarget.

Så sad man en højhellig søndag morgen og så genudsendelse af ‘Hvem vil være millionær? – Mig og mit idol’. Først sad man og bliver meget overrasket over, at Anders Breinholt, hans idol Meyerheim og 70 % af publikum troede, at pashmina er silke, og dermed røg ud med kun 5.000,- til en bus til nogle stakkels udviklingshæmmede (som de (før de røg ud) spøgfuldt mente kun var nok til navkapsler og måtter). Dernæst blev man overrasket over, hvor svært Thomas Madvigs fan Lisbeth Østergaard havde ved at skjule sine manglende evner i paratviden. “Hvornår siger du latinerne?” var hendes kommentar til svarmulighederne til spørgsmålet om, hvem der først talte latin.

Når man så var kommet sig over det, tænkte man: hov, er der ikke noget, de alle sammen har tilfælles? Nårh jo, de er jo alle sammen Hans Pilgaards kolleger.

Hvor er det trist, at TV 2 vælger at blive ved med den lange række af ‘specials’, hvor deltagerne overhovedet ikke er lige så gode som enkeltdeltagerne (bortset fra brødrene Lund Madsen), og hvor er det endnu mere trist, at de så vælger at proppe flere programmer med TV 2-medarbejdere for at profilere deres egne værter som stjerner. Som så oveni ser op til andre TV 2-medarbejdere som idoler.

Ét af spørgsmålene handlede endda om ‘B.S. og Bubber’…

Her mandag aften fortsatte galskaben så. Lisbeth Østergaard og Thomas Madvig brugte gudhjælpemig TV 2′s Jes Dorph-Petersen som livline (som dog ikke hjalp) og endte med 50.000,- (ti gange mere end Breinholt og Meyerheim (!)). Og efter dem var det så Julie Berthelsen, hvis karriere jo blev skabt af TV 2-programmet Popstars for en del år siden, og hendes idol Søs Fenger, som snart skal reprezzent’e mit hood, Kongens Lyngby, i TV 2′s kor-battle, Allstars. Deres livline var så Lasse Rimmer, som for tiden deltager i TV 2′s genoplivning af det svenske koncept Nyhedsministeriet, og som tidligere har været vært på TV 2′s Jeopardy.

Helt ærligt, TV 2. Har I ingen skam i livet?

Min kammerat Martin udtrykte sig forleden således: “Public service døde med X Factor.” Det var konklusionen, der fulgte efter en diskussion om, hvorvidt TV AVISEN i dag kun handler om DR. Han har nok ikke helt ret i den udtalelse, men der er da noget om det.

Talkshowet ‘Reimers’ har da også haft alle mulige DR-folk inde over, ikke mindst X Factor-dommere og lignende.

MIT store (dog fiktive) idol er Jack Donaghy, Alec Baldwins rolle på den fantastiske komedieserie ’30 Rock’ (som i Danmark kan ses på 6′eren). Han sagde i et afsnit guldreplikken “Never badmouth synergy”. Han er selv rigtig god til at promovere produkter i tv-shows og omvendt. Noget, man længe har gjort det meget i i USA og som nu også er kommet til Danmark i stor stil. Ikke mindst med Per Mikael Jensen, som så smart lod bladet ‘Vi med hund’ sponsorere TV 2′s hundeprogram ‘Danmarks sødeste hund’. TV 2 er medudgiver af bladet…

Ophavsretsbrud? Nej tak

Forleden fik jeg en Facebook-besked fra DJ’s formand, Mogens Blicher Bjerregård, hvor han spurgte mig, om jeg have overvejet, om mine ‘Nej tak’-motiver var brud på ophavsretten. Jeg måtte ærligt svare, at jeg ikke havde tænkt over det.

Det drejer sig om nogle versioner af det klassiske ‘Atomkraft? Nej tak’-motiver fra gamle dage, som jeg – inspireret af en kammerat – havde lavet nogle alternative versioner af; ‘Frynser? Nej tak’, ‘Alien Beat Club? Nej tak’, ‘Brylcreem? Nej tak’ og så videre.

Efter at have læst lidt på www.ooa.dk, fandt jeg ud af, at selv om Oplysningen Om Atomkraft var blevet nedlagt for længe siden, fandtes der stadig en fond, som blandt andet varetager logoets ophavsret. Derfor tænkte jeg, jeg lige ville skrive til dem og spørge.

Jeg skrev:

Hej tidligere OOA.

Jeg har på Facebook lavet nogle versioner for sjov af “Atomkraft – nej tak”-symbolet, som ikke bliver brugt til andet end lidt sjov – de bliver ikke trykt.

Hvis I har et problem med det, vil jeg omgående tage dem af igen. Jeg vil jo nødig sagsøges.

Få timer senere fik jeg følgende svar:

Tak for din mail. Ja tak, vi vil gerne bede dig om omgående at fjerne disse versioner af solmærket fra Facebook. Mærket bliver brugt som et internationalt symbol af den internationale atomkraftmodstand og vi ønsker ikke at disse “sjove versioner” bliver spredt og dermed tilkendegivet at det er i orden at ændre mærket. Det er det nemlig ikke.

Logoet med den smilende sol, som siger ATOMKRAFT? – NEJ TAK blev i 1975 skabt indenfor OOA (Organisationen til Oplysning om Atomkraft). Mærket er beskyttet og alle ophavsrettigheder tilhører og varetages af OOA Fonden.

Logoet ATOMKRAFT? – NEJ TAK er siden 1977 registreret som varemærke i Danmark (Reg.nr. VR. 02 851 1977). Logoet er endvidere siden 13/12/2004 registreret som EU Community Trademark (No. 004193091). For yderligere oplysning om solmærkelogoet henviser vi til hjemmesiden www.smiligsun.org

Så det er helt fint og også påkrævet, at du fjerner dem fra Facebook omgående. Tak for det.

Med venlig hilsen

Bente Meillier
Formand for Solfonden

Et venligt og klart svar. Derfor kan I ikke længere finde ‘Nej tak’-mærkaterne på Facebook. Hvis I har brugt dem eller kopieret dem, må jeg også bede jer lade være, så jeg ikke bliver indblandet i et eller andet.

Tak.

Mis-information

Dette syn mødte mig i dagens Information. Det drejer sig naturligvis om ‘Dagens billede’ (en smart måde at fylde en halv avisside uden at skrive noget), som for tiden altid er placeret over en kommentar. Da ‘Kommentar’-bjælken er ganske undselig, ligger det lige for at kæde billedet sammen med overskriften nedenunder, i dette tilfælde et billede af Tina Turner til overskriften ‘Danmark behøver ikke nye kampfly’. Lynhurtigt kædede min krøllede hjerne en nedskæring i forsvarsbudgettet sammen med de millioner, der blev brugt (spildt?) på, at Tina Turner sang til H. C. Andersens fødselsdag.

En gennembladring af toppen af avisbunken fandt så ovenstående sammensætning. De stakkels mennesker leder jo selvfølgelig efter det tænkende menneskes Joan Ørting.

Og en sjælden gang er man så så heldig at ramme plet. Om redaktionen har haft nogen bagtanke med denne sammensætning må man jo spørge dem om (jeg har ikke gidet), men at have Barbie-versionen af Angela Merkel over overskriften ‘Ligestilling er en vigtig del af klimaløsningen’ er jo ganske enkelt en genistreg.

Hvis du selv er i nærheden af en Information eller måske ligefrem abonnerer på den, så prøv at leg legen ‘Misinformation’ selv. Den eneste regel er, at man skal forsøge at kæde Dagens Billede sammen med overskriften umiddelbart nedenunder. God fornøjelse.

domptør, hvor andre tiger