Kvinder i topledelsen og på bundlinjen

Jeg har lige købt en fin mp3-afspiller af et andet mærke end Apple, og jeg er begyndt at podcaste P1-programmer. Så jeg ser ung og hip ud, samtidig med at jeg kan holde mig opdateret på taleradiofronten – smart.

Bl.a. podcaster jeg Lasse Jensens ‘Mennesker og medier’, og emnet for et par uger siden var ‘kvinder i medieledelser’. Gæsterne var redaktør for Tænk, Pernille Tranberg, og en gammel kending fra nærværende blog, David Trads fra avisen med Andeby-navnet, Nyhedsavisen.

David Trads var inviteret, da han for nogle år siden havde udtalt, at han mente, at der skulle mange flere kvinder ind i ledelserne i medierne. Da han så skulle sammensætte en ledelse til avislændingenes danske eksperiment, valgte han så kun mænd. Hov.

Dette faktum fik Trads meget behændigt børstet af sine skuldre ved at bruge det argument, at han havde nogle specifikke kriterier til sin ledelse, som en håndfuld mænd så tilfældigvis var dem, der levede bedst op til. Stillingen blev ikke slået op.

En af de gode
Det tog Pernille Tranberg, som har været med til at starte det kvindelige ledernetværk, K2 (som vil nedlægge sig selv, når den kvindelige medlemsskare af Journalistforbundet (40 %) er repræsenteret i ledelserne), for gode varer, og hun omtalte senere Trads som “en af de gode mænd”, fordi han jo var helt enig i K2′s synspunkter. Ikke et ord mere om hans egen ledelse.

En af de “onde” var til gengæld Morgenavisen Jyllands-Postens chefredaktør, Carsten Juste. Han har udtalt, at han mener, at køn ikke skal betyde noget, når man ansætter ledere, men at det er godt at have kvinder i ledelsen pga. dynamikken. Det er med andre ord de mest egnede, der skal ansættes.

Carsten Juste har altså sagt det højt, som David Trads har gjort. Ansat de mest egnede, som så var mænd. Alligevel er Trads en af “de gode”, fordi han sidder i ‘Mennesker og medier’ og nikker og smiler og giver Pernille Tranberg ret i alt, hvad hun siger.

I sidste uge deltog jeg i et fint arrangement arrangeret af min studenterorganisation, KaJ. Det var et såkaldt gå-hjem-møde, som handlede om ledelse. Gæsterne var Mia Søiberg, som har lavet undersøgelser om kvinder og ledelse, Lisbeth Knudsen, den samme Pernille Tranberg og redaktør for Euroman, Mads Lange.

Da vi kom ind i lokalet, stod der med store bogstaver på Powerpointen: ‘Kvinder og ledelse’. Jeg gik helt per refleks i forsvarsmodus og var klar til at nedslagte argumenter for kønskvotering og diverse rødstrømpesager. Men det var faktisk meget stille og roligt. Mia Søiberg er en meget intelligent og godt argumenterende kvinde, og jeg slappede helt af, når hun sagde ting som “Måske har kvinder ikke så meget lyst til at være ledere.”

Og nu må jeg så dele min egen holdning til spørgsmålet – og jeg vil forsøge at holde tungen lige i munden.

Omvendt chauvinisme
Jeg går ikke ind for kønskvotering og positiv særbehandling. I hvert fald i princippet. Hvis en mediearbejdsplads som fx JP/Politikens Hus beslutter sig at indføre det i en periode for at rette op på den overvældende overvægt af mandlige (ja, med L) ledere, så fred være med det. Men en lovgivning, som de truer med i Spanien og Norge er ikke vejen frem. Og ingen vil vel ansættes i en lederstilling, bare fordi man har bryster.

Desuden svarer kønskvotering til at differentiere kønnene ligesom inden for sport. Altså at kvinder kun konkurrerer med kvinder. Og hvis noget er chauvinistisk, så er det vel at signalere, at kvinder ikke kan kæmpe med i ‘mændenes liga’.

Jeg går dog 100 % ind for flere kvinder i ledelser, hvis de er gode til det, de laver. Diversitet er en stærk motivationsfaktor, og det gælder ikke bare køn, men også etnisk, geografisk, holdningsmæssig, aldersmæssig og andre tilhørsforhold. Lige børn leger bedst, men lige børn kan også godt være forskellige børn.

Et af argumenterne for positiv særbehandling, som florerer i denne debat, er, at mænd kun ansætter mænd, fordi deres netværk består af mænd. Det er dog noget, som jeg mener vil ændre sig, når min generation kommer til at sidde på topposterne. Mit netværk fra Journalisthøjskolen har rigtig mange kvinder, og nogle af dem ville jeg gerne se som medarbejdere i en ledelse i fremtiden. Men hvis jeg skal være hudløst ærlig, er der nok flere af mine mandlige medstuderende, som jeg umiddelbart vil tildele lederegenskaber.

Der skal dog lægges særlig vægt på kompetencer. Ja, kvinder skal være mere fremme i skoene og tro på sig selv, hvis de vil være topledere i medieverdenen såvel som i det almene erhvervsliv.

Det er da værd at overveje, om det at være topleder ikke kræver nogle egenskaber, som mænd generelt er mere udstyret med. Om det så til dels er socialt betinget, det er en helt anden diskussion.

Vi har nok brug for bare at ændre ved den klassiske opfattelse af en topleder. Der, hvor jeg arbejder nu, har vi en kvindelige direktør, som næsten personligt binder hele huset sammen med sin omsorg og menneskelige interesse. Hun kan snakke med alle nede i kantinen og giver alle en følelse af at høre til og betyde noget for organisationen. Og det er også vigtigt, at en leder kan det.

Men kvinder sidder på rigtig mange mellemlederstillinger. Og man kan vel driste sig til at overveje, om ikke de nyder det. At de godt kan lide at have færre mennesker under sig og være tættere på sine ansatte (som i medieverdenen oftest er mere kolleger end undersåtter), og at de måske ikke er så magt- og pengeliderlige som de mænd, som død og pine bare skal op på toppen, hvor der så er koldt.

Kvinder hjælper på bundlinjen
Mia Søiberg fortalte, at undersøgelser viser, at firmaer med kvinder i ledelsen tjener bedre end andre. Kausaliteten er dog ikke helt entydig. Undersøgelserne siger ikke, om de tjener mere, fordi de har kvinder i ledelsen. Måske har firmaet bare en kultur, som fremavler diversitet og modernitet på alle planer.

Et lidt provokerende spørgsmål, Mia Søiberg stillede, var, om firmaet ikke bare tjener mere, fordi kvinder er billigere arbejdskraft. Hun mente, at kvinder tjener 25 % mindre end mænd for det samme arbejde.

Men som Pernille Tranberg sagde i ‘Mennesker og medier’, så må det da være et argument, som de fleste mænd kan forstå. David Montgomery burde måske sørge for flere kvinder i Det Berlingske Officins ledelse(r), så behøvede han måske ikke at fyre hver ottende medarbejder.

Og sidst, men også mindst: julefrokosterne er da sjovere, hvis man har nogle flere kvinder at spille åndssvag over for…

Mads brügger videre a kapel-la

Et tankeeksperiment
Luk øjnene og forestil dig, at en teatertrup kommer til dit land, og at du har fået til opgave at hjælpe dem, mens de er i landet. Da de i en vindblæst park viser dig, hvad de har tænkt sig at spille for dine landsmænd, ved du ikke, om du skal grine eller græde. For ikke at latterliggøre dine gæster, vælger du at græde og siger, at det er fordi du er så bevæget af din kære leder. Gæsterne køber din undskyldning.

Du forstår ikke deres ‘humor’. Den ene skuespiller er spastisk lammet, og den anden er talentløs. Deres påståelige instruktør bliver ved med at stå fast på, at forestillingen er en hyldest til din præsident. En usammenhængende og nærmest fornærmende dårlig hyldest, mener du.

For at dine gæster ikke skal blamere sig (og dig) fuldstændig, forsøger du – uden at vække deres mistanke – at tilpasse deres forestilling, så den bliver bare nogenlunde seværdig og sammenhængende. Du beder en meget berømt instruktør at foreslå ideer til forestillingen, og teatertruppen tager modvilligt imod nogle af forslagene. Skuespillerne er slet ikke til at forstå, nogle ting siger de på et mærkeligt sprog, og meget af det engelske bliver forvansket af den enes spasmer. Din instruktør foreslår, at de bruger fløjter og dermed udnytter det internationale sprog, kropssproget. Det er de ikke glade for. De er i det hele taget meget modvillige over for ændringer, som kan gøre forestillingen nemmere at forstå.

Denne situation befinder Ms Pak sig i. Hun er den nordkoreanske kvinde, som har fået den meget tvivlsomme ære at agere guide og oversætter for Det røde kapel, Mads Brüggers nyeste dokusatire-serie.

Lost in Translation
Programmet påstår at have til formål at undersøge smilets vilkår i Nordkorea. Til det formål tager Mads Brügger to adopterede koreanskfødte komikere, Jacob Nossel og Simon Jul, med for at opføre en komplet indforstået forestilling, som kun danskere kan synes er sjov. Jeg vil vove at påstå, at en tysker, fransker eller bare svensker vil stille sig næsten lige så uforstående over for så ærkedanske indslag som ‘Fru Kristof’ og ‘Lille kat på vejen’. Begge indslag mister al slagkraft ved undersættelsen.

Little pussycat
little pussycat
Who are you?
Who are you?
I am god damn my own,

fremfører Jacob Nossel digtet, skrigende ind i mikrofonen.

Mads Brügger er ikke uddannet journalist, men har fungeret som en sådan i en del år. Han har op til rejsen til Nordkorea researchet i tre uger. Alligevel har han ikke kunnet gurgle sig frem til, at Piet Hein også skrev fantastiske gruk (grooks) på engelsk og oversatte mange af de danske; deriblandt ‘Lille kat på vejen,’ som i Piet Heins egen oversættelse lyder sådan:

Little cat
Little cat
Walking so alone
Tell me whose cat are you
– I’m damned well my own.

Det rimer altså. Mads Brügger og Co. har altså med vilje forvansket og undersat digtet for at lefle for de danske seeres “selvironiske” sans for humor. Det undrer mig ikke, at Ms Pak og de seriøse kulturpersonligheder ikke kan se det geniale i den ellers geniale Piet Hein, når hans digte bliver behandlet så dårligt. Så behøver vi ikke komme ind på, hvordan det bliver fremført.

Tendens til tendentiøsitet
Ligesom jeg ikke nægter, at danske soldater har været bevidst om amerikanernes tilsidesættelse af Genève-konventionen, nægter jeg heller ikke, at nordkoreanerne lever et trist liv i et lukket land, eller at de gemmer handicappede væk på internater for at opretholde illusionen om den koreanske race som perfekt. Jeg vil heller ikke i dette indlæg komme ind på, hvorvidt befolkningen ville være mere eller mindre lykkelige, hvis de vidste mere om omverdenen.

Jeg vil dog påstå, at ‘Det røde kapel’ burde udløse en ny Muhammedkrise, hvis programmet er solgt til udlandet. Mads Brügger og hans trup latterliggør bevidst nordkoreanerne ved at lade de danske seere sidde på deres hjørnesofaer og tænke ‘ha, hvor er de dumme, fordi de ikke kan se det sjove i Fru Kristof og pruttepuder.’ Jyllands-Posten mente, at man i det danske samfund skal acceptere at blive hånet og gjort grin med. Jeg er enig. Men ikke, når man ikke er Danmark, men i ens eget land, tager godt imod gæster og endda prøver at hjælpe dem.

Den danske humor er absurd og meget specifikt dansk, og konceptet ‘kitsch’ er slet ikke udviklet i samme retning i andre kulturer som i vores. Den asiatiske mentalitet forstår ikke, hvorfor noget plat og barnligt kan fungere som voksenunderholdning, og når man ser ‘Det røde kapel’ kan man selv godt undre sig lidt over det.

Jeg kender en del til Vietnam, som ud over også at være et asiatisk land er kommunistisk – dog i en meget mere moderat version. I Vietnam har de meget humor, men de ville heller ikke kunne se det sjove i en teatertrup, som kommer fra den anden ende af verden for at falde på halen, spille Oasis og steppe rigtig dårligt. Hvis du viser forestillingen for en svensker, tror jeg heller ikke, at den subtile (?) humor vil gå lige ind gennem svenskergarnet og kilde humornerven.

Desuden har Mads Brügger sagt, at hvis disse udsendelser får konsekvenser får Ms Pak, så understreger det bare, hvor frygteligt systemet er i landet. Ja, okay, Mads Brügger. Men jeg håber, du stadig vil have en dårlig smag i munden over at have taget hende så godt og grundigt ved røven.

Læs desuden denne artikel om humor i Nordkorea.

Ingen tor-tour de force

Christoffer Guldbrandsens nye, meget debatterede dokumentarfilm, ‘Den hemmelige krig‘ er lige så tendentiøs og Michael Moore-isk, som kritikerne siger. Mere underholdning end journalistik, mener skribenten.

For at retfærdiggøre, at jeg har set en dokumentarfilm i biografen, som bliver vist på DR2 tre gange i løbet af de næste to uger, er jeg nødt til at skrive min mening om den før alle har set den.

Der har hersket en kolossal og meget bred debat om Christoffer Guldbrandsens dokumentarfilm ‘Den hemmelige krig’, som skulle have været vist på årets Fagfestival, men som ikke var klar. Den har dog vundet priser i Amsterdam, og er allerede blevet diskuteret vidt og bredt i de danske medier. Ralf Pittelkow er bare en af de debattører, som har ladet sin galde vælde ud over den uskyldigt udseende Guldbrandsen med æblekinderne.

Jeg må desværre give Pittelkow ret langt hen ad vejen – den film ER spin. Min journalistiske nerve gav mig flere spasmer gennem filmen, fordi den – på trods af, hvad Guldbrandsen selv siger – er ret tendentiøs.

Som I kære læsere nok har læst i medierne, mener filmen, at Anders Fogh Rasmussen vildledte Folketinget, da han ‘glemte’ at nævne, at USA’s præmis for denne krig var, at den 3. Genève-konvention kun gjaldt, som det passede USA. Danske soldater i Irak har altså videreleveret fanger til de amerikanske styrker, som har sendt mange af dem til Guantánamo og behandlet dem rigtig dårligt – ifølge konventioner og basal moral. Tortur, bank, ydmygelse, barbering.

En af de få, der repræsenterer ‘the Dark Side’, som Guldbrandsen giver plads i sin dokumentar, er nuværende forsvarsminister Søren Gade. Han tvinges i filmen til at udtale sig om handlinger, som hans forgænger, Svend Aage Jensby, egentlig var ansvarlig for, og da jeg efter filmen i dag spurgte Christoffer Guldbrandsen, om det ikke ville have været mere relevant at spørge Jensby, affejede han spørgsmålet med et afslappet ‘Han ville ikke være med.’

Statsministeren har ifølge Guldbrandsen ikke ønsket at medvirke, selvom det faktisk er hans udsagn i Folketinget, som hele filmens påstand og analyse er bygget på.

Jeg spurgte også instruktøren, om han ikke mente, filmens budskab ville have været mere troværdigt, hvis han havde haft interviews med jurister, som mente noget andet end de medvirkende, med. Det mente han ikke.

Om/at der er et problem værd at fortælle, drukner i min mening i den sort/hvide skildring af pressechef, kommandører, etc. Som journalistisk uddannet sidder man ved filmens slutning tilbage med en craving efter mere dokumentation, modstridende kilder, nuanceret argumentation og andre ting, som ville gøre denne film til andet end en lækkert produceret episode af ‘Operation X’.

Man sidder også tilbage med spørgsmålet, som min ven på Forsvarets MedieCenter stillede: “Jamen, vidste alle (Folketinget inklusive) ikke på det tidspunkt, at Bush havde meldt det ud om tilsidesættelsen af Genève-konventionen?” Og man kan videre spørge sig selv, om Folketinget ikke ville have stemt ja, selvom Fogh havde udpenslet det.

Guldbrandsen påstod selv til visningen, at han “havde lagt fakta frem for seeren, så man selv kunne tage stilling.” Det mener jeg ikke, han har gjort. En journalist vinkler skarpt, men kan også skrotte en historie, hvis man er afhængig af, at de ‘angrebne’ selv ikke kommer til orde.

Af Guldbrandsen og hans medproducent, Nils Giversen, som journalistuddannede forventer man en mere kritisk og objektiv historie.

Jeg mener ikke, at filmen skal nomineres til en Cavlingpris, selvom den er foreslået (af DR2-chef Gitte Rabøl). Det er mere subjektiv underholdning end rigtig journalistik. Hvor Guldbrandsen ramte så meget plet med ‘Fogh bag facaden’ og især ‘Lykketoft finale’, er ‘Den hemmelige krig’ et stykke uden for bull’s eye.

*** ud af *****

Tradstalking

Til efterårets praktikrunde for journaliststuderende viste David Trads endnu en gang den arrogance, som har kendetegnet ham og hans bladprojekt fra begyndelsen.

Over en uge efter fristen for at ansøge om at være med i praktikrunden, modtog praktikkoordinator Pia Færing en mail med denne ordlyd (mailen har været til åben behandling i praktikudvalget og må derfor gerne videreformidles):

Kæer Pia

Vi vil meget gerne nå at være med i praktikrunden. Kan vi det?

Kh

David Trads
Nyhedsavisen

Ud over trykfejlen i første linje ville nogle læse en vis selvfølgelighed ind mellem linjerne.

Praktikudvalget overvejede dette længe, da Nyhedsavisen ikke havde nogen til at aftage eventuelle praktikanter, som ville miste deres job, når islændingenes papirgeyser løb tør for midler. 24timer og Dato var blevet godkendt, fordi de (ud over at have ansøgt rettidigt) havde store aviskoncerner i ryggen.

Det endte så med, at flere andre medier trådte ind og meldte ud, at de ville agere sikkerhedsnet for Nyhedsavisens praktikanter. Dette var så rørende, at praktikudvalget i sidste ende valgte at acceptere Trads’ noget kortfattede ansøgning – for praktikanternes skyld.

David Trads er måske anti-jantelov, som mange synes er fedt, men han glemmer ydmygheden. Han glemmer, at man sagtens kan ‘tro, man er noget,’ hvis bare man er sympatisk. Per Mikael Jensen og hans TV 2 fører sig jo også frem for tiden, men Per Mikael Jensen forstår at være flink og ydmyg og cool, samtidig med at han brager frem og blærer sig med sin helikopter: “Jeg ville være bange, hvis ikke det var min egen” (Se & Hør).

Jeg forudsiger, at avislændingene fortryder deres togt og skubber vikingeskibene tilbage ud i Nordsøen. Og så står David Trads uden mediebranchens sympati.

(Ekstra kommentarer på avisen.dk)

Formatfumlen

Stakkels Torsten Jansen. Ikke alene er han simpelthen ikke lækkerbrun nok til den rigtige TV-avis, men nu må han ikke engang sidde ned og være nyhedsvært. Til gengæld har han fået lov til at have noget i hænderne, og det må han være rigtig glad for.

Siden TV 2 Nyhederne overhalede TV Avisen på seertal, har DR’s public service-flagskib været præget af panik. Det er en meget uvant situation for TV Avisen, som jo plejede at være nyhedsprogrammET på tv, og taktikken ser ud til at være simpel: Kopiér, kopiér, kopiér.

Flødebollen Jeppe Nybro fulgte med følelseshistorierne fra konkurrenten, men ikke kun den bløde stil med en stor del ugens-glade-krøbling-historier har TV Avisen taget til sig – også mange ting fra TV 2′s format er blevet Copy+Paste’t i et desperat forsøg på at generobre den tabte hobe seere.

Endda de grælle tryk-/stavefejl i overskrifterne har de taget til dig. Stavemåden vil ha er vist endnu ikke godkendt af Dansk Sprognævn. Fyha, DR. Bliv nu ikke lige så sprogligt tilbagestående som TV 2, så selv de højpandede seere må ty til Deadline eller Al Jazeera International.

Det seneste skud på stammen er altså den idé, at nyhedsværten på den sene nyhedsudsendelse skal holde seerne vågne ved ikke at bruge en stol. Og det synes Torsten Jansen ikke at kunne lide. I de første par udsendelser lå hans (symbolske) stak papirer på hans skrivebord ved siden af ham, mens han måtte ty til håndfagter for at understrege vigtige ord, mens han kun havde teleprompteren at støtte sig til. I aftenens udsendelse havde han allernådigst fået lov til at holde sin suttekluds-papirstak i hænderne og endda at gestikulere spidst med sin kuglepen.

Men det virker stadig ikke, som om han helt passer ind i det smarte nye format. I ren ‘Husk lige tandbørsten’-stil skiftede kameraet pludselig, så den stakkels Torsten Jansen måtte dreje sin hals halvt af led for at fange seerens blik (eller rettere teleprompterens bogstavrækker). Hans blik syntes gennem hele udsendelsen at ville sige ‘hjælp mig – de er gale herinde’.

Bevares, der er en del gode ting ved den nye TV Avis. Grafikken er mindre klovnefarvet, og der er endda nyskabelser som akkreditering til fotograf/klipper ved hvert indslag og fotos af journalisterne.

Men der er stadig nogle ting, de skal tænke over derude i ’0999 København C’, som Ørestaden så fint har kaldt sig. Jeg synes for eksempel ikke om, at HD-formatet (med de ellers lækre sorte bjælker) ikke er konsistent gennem nyhedsudsendelserne. Indslagene er stadig i gammeldags format, hvilket resulterer i, at der kommer sorte bjælker hele vejen rundt…i stedet for bare at fylde skærmen. Det virker rodet.

I splitscreen-interviewsne virker det (på mit fjernsyn), som om den tynde hvide ramme om interviewpersonen kun går ovenover og til venstre.

Og så er der 80′er-synthesizer-lyden, der virker som skiller mellem de små indslag. Det skurrer, uha.

Men der er stadig håb for TV Avisen.

Som Troels Mylenberg skrev i sin faste klumme i metroXpress i sidste uge, bør TV Avisen efter min mening i stedet skille sig ud fra TV 2 Nyhederne på seriøsitet, journalistisk kvalitet og troværdighed. Der må være et publikum for det, omend ikke størstedelen af danskerne, men dem, som stadig værdsætter public service og alvorlige nyheder – dvs. Kloge-ågerne og ældrebyrden.

Men nej, hvor er Deadline bare blevet ultralækker. Men en lækker mørkeblå, som er komplementær til TV Avisens nye orange…mmmh.

Nyhedsslipstrømmen og vejen ud

Problem:
“Det blev en moders værste mareridt…” begyndte den kønne TV 2 Lorry-nyhedsvært Gitte Meyer Madsen, som ikke er et vant ansigt på regionalstationen, og det var ikke hendes søde, lyserøde smil eller nålestribede blazer, der fik mig til at styrte til tasterne og nedfælde dette første indlæg i en forhåbentlig snart populær blog.

Det, som sprang i ørerne på mig, var udtrykket ‘en moders værste mareridt’. Både i dagens avis og i TV 2 Nyhederne lige før havde de brugt de nøjagtigt samme ord, ‘en moders værste mareridt’ om den samme nyhed.

Skibby afslørede, at han havde en forfatter (blandt andre substanser) i maven, men dagens næststørste historie var moderen i Roskilde, hvis barnevogn med barn i sad fast i et regionaltogs dør og kørte helt til Trekroner, før nogen kom det stakkels barn til undsætning. Ingen kom til skade.

Lad os for det første lige diskutere kort, hvad en moders værste mareridt er. Mange ville påstå, at det værste mareridt for enhver forælder er at overleve sit barn, men denne historie endte jo lykkeligt, så jeg mener, at ‘en moders værste mareridt var tæt på at blive virkelighed…’. Men det lyder jo ikke dramatisk og sensationelt nok til de moderne medier.

Men det, der virkelig går mig på, er uopfindsomheden. Jeg håber ikke, at det kun skyldes min romantisering af fortidens mediebillede, at jeg tror, at det er en uheldig udvikling, vi befinder os i. Det burde ikke kunne lade sig gøre, at flere medier direkte kopierer en formulering, som ikke bare er en kedelig floskel, men også tangerende til misvisende og sensationalistisk.

Perspektivering:
Den nuttede medieforsker Ida Schultz har både på årets Fagfestival og i hendes medieklumme i Information kritiseret de danske nyhedsmedier (og de elektroniske i særdeleshed) for at gå efter de såkaldte ‘egenhistorier’ i stedet for at fokusere mere på de mere dybdeborende ‘solohistorier’ eller på de fælles historier, som alle nyhedsmedier formidler.

‘Egenhistorierne’ bliver, så vidt jeg har forstået hende korrekt, brugt som fyld i ‘nyhedshullet’ – det x antal minutter, TV Avisen og TV 2 Nyhederne skal fylde ud med deres udsendelser hver dag. Men det er fyld, som ligner selvstændigt journalistisk arbejde, fordi det måske er en anden vinkel på en allerede gammel historie (som fx at interviewe en svedig kvinde, der har født sit barn samme nat som kronprinsessen).

Når flere medier så ikke engang har originalitet nok i blodet til at finde på deres egen version af historien, for slet ikke at nævne egne formuleringer, så kan man da kun cementere og derefter begræde den karakter af metervare, som nyheder i dag har fået. Nyheder er blevet en discountvare på linje med appensinjuice lavet af koncentrat og ketchup lavet af æblemos.

Løsning:
Faglig stolthed kan også være meget svær at finde i andre håndværk, men det er ingen undskyldning. Journalister bør også tage sig selv alvorligt og få tid til at kere sig om de små ting, som adskiller den gode journalistik og formidling fra den middelmådige og samlebåndsproducerede. Det kan naturligvis være et problem, hvis ens arbejdsgiver er en kold forretningsmand, men selv en Per Mikael Jensen må kunne finde sine indre journalisthøjskolerødder og skille sig ud fra en David Montgomery på det journalistiske ambitionsniveau.

Journalist, vær sprogligt sprudlende og kreativ. Vær journalist og ikke presseklipper.

Se klippet fra TV 2 Lorry her.

domptør, hvor andre tiger