Tag-arkiv: morten resen

Kujonagtig konsensus i Kravling-juryen

I fredags blev de tre journalistuddannelsers (sammen kaldet DJStud) fælles journalistpris, Kravling, uddelt. Morten Resen var vært i Pressens Hus på Rådhuspladsen og uddelte selv en æres-Kravling i form af en kasse øl til en praktikant på Direkt, som havde fået en meget kedelig aktieartikel på borsen.dk.

Den ægte foto-Kravling gik til min veninde fra de første spæde skridt på Journalisthøjskolen, Maria Fonfara (ja, namedropping er man vel aldrig for god til), for en fantastisk billedserie om ældres sexliv.

Og så kommer miseren. Fordi nogen har valgt, at der skulle være seks mennesker i Kravling-juryen, valgte de at dele de 25.000,- (ja, det er en del mere end Cavling…) op i to og give to statuetter til henholdsvis en enkelt pige og en gruppe på 16 mand (eller deromkring), nemlig Sara Maria Glanowski og praktikantgruppen på Nordjyske Medier for nogle tilsyneladende rigtig gode projekter. (Jeg bruger ordet ’tilsyneladende’, fordi jeg desværre ikke har fået læst nogen af dem endnu.)

Ærligt talt, der er jo en grund til, at der fx er 179 og ikke 180 medlemmer af Folketinget – et ulige antal sørger for, at man ikke ender i en 50-50-situation. Og det samme gælder i en Kravling-jury. Juryens repræsentanter på scenen, Pernille Aalund og Jakob Elkjær, indrømmede endda, at det var en kujonagtig beslutning at give 12.500,- til to forskellige projekter. Jeg er enig.

Og nej, det er ikke det samme som at give Nobels Fredspris til både Rabin og Arafat.

I kan se Journalistens web-tv-indslag om aftenen her. Og nej, indslaget bliver ikke bedre konstrueret, disponeret eller mere formfuldendt, hvis man klikker på “Se indslaget i høj kvalitet”.

Fed fest ellers.

Video killed the radio star I

Endelig fik jeg lov til at bruge den overskrift!

Selv om jeg først for nylig er kommet hjem fra et semester i Montréal, vidste jeg som trofast podcaster af ’Mennesker og medier’ på P1 allerede, at ’De sorte spejdere’ er holdt op med at sende, og at den rødhårede spejder Anders Breinholt har sagt farvel til stjernestatusen på P3 til fordel for intet mindre end ’Go’morgen Danmark’.

Da han i ’Mennesker og medier’ fortalte, at han havde taget springet fra radio til morgen-tv var det ikke svært at høre på hans stemme, at han ikke selv troede på, at han ”godt kunne lide at snakke med mennesker” (citat frit fra hukommelsen). Den tidligere Falck-redder ved godt selv, at han har solgt ud.

Og her forleden så jeg ham for første gang folde sig ud på tv i selskab med eks-nyhedsværten fra TV 2, Kamilla Walsøe, hvor Breinholt faktisk sidder og spørger Joachim B. Olsen, om han ikke har solgt ud ved at danse i Rødovre Centrum i stedet for at smide 7,26 kg tunge kugler. Åh, ironien.

Det er åbenbart mere og mere en gammelkendt sandhed, at radioværter går med en drøm i maven om at lave tv, og mange af dem ender på TV 2.

Lars Daneskov, som i lang tid blidt vækkede mig med morgenplat charme på’Godmorgen P3’, tog springet gennem TV AVISEN til ’Jeopardy’-vært, som dog blev en kort fornøjelse, da det blev tydeligt, at han var en udpræget ikke-skærmtrold.

Morten Resen, som var en gudsbenådet formiddagsvært på P3 (men ifølge interne kilder også noget af en primadonna), tog springet til ’Go’morgen Danmark’ for længe siden, og selv om han egentlig er faldet meget godt til i rollen som Cecilie Frøkjærs fjollede sidekick, har han overhovedet ikke samme udstråling på tv, som han havde i radioen.

Den dygtige og kønne P3-vært Lisbeth Østergaard virkede som et åbenlyst valg som vært på ’Zulu Djævleræs’ og senere ’Varm på is’, men selv ikke hendes skarpe blå øjne opvejede for hendes forsagthed og uegnethed som tv-vært.

Mads Steffensen, som heldigvis stadig styrer slagets gang i hans supersucces ’Mads og monopolet’, er nærmest indbegrebet af ’a face for the radio’. Hans nordjyske hæse stemme er perfekt til radio, men hans smil ligner desværre en skaldet, tørhudet John McCain, og hans tilstedeværelse på ’Aftenshowet’ bliver næsten reduceret til at få den ellers lidt kiksede Sisse Fisker til at fremstå som et blændende tv-talent.

Sara og Peter, som selv i min gymnasietid holdt mig underholdt med deres kække og direkte stil i ’Børneradio’, forsøgte sig som tv-værter i ’Fjernsyn med Sara og Peter’ (også på TV 2), men det blev aldrig helt godt. Sara Bro laver nu ’Hjerteflimmer’ og gør det ret godt, men Peter Sloth Madsen i dag næsten kun er kendt for at lave Suzuki-reklamer. Han laver også en masse teater og ting ved siden af.

Iben Maria Zeuthen, som er blevet den ene af P3’s stemmesignaturer (den anden var Thomas Madvig og er nu Kristian Leth) har en af dansk radios mest sexede stemmer, men hendes forsøg som vært på DR’s ’Pigerne mod drengene’ viste en ugidelig teenagetøs (i starten af 20’erne) uden skærmkarisma.

Og behøver jeg nævne Morten Spiegelhauer, som var med til at starte ’P3 Nyheder’. Hånden op, hvis du synes, han brænder igennem på tv-skærmen…

Der er to undtagelser, der bekræfter reglen, og den ene er Andrea Elisabeth Rudolph. Jeg husker, at jeg hørte hende på P3 og syntes, hun var rimelig uduelig, men da hun så tog springet til Boogie, forstod jeg pludselig, hvad folk så i hende – nemlig en lækker vært, som bare skulle videre til tv hurtigst muligt. Godt valg.

Den anden undtagelse er Louise Wolff, som har en god tilstedeværelse på skærmen i ’Aftenshowet’, men som jeg dog stadig ydmygt mener var bedre på radio.

Seneste led i den lange række af radioværter, som har frasagt sig stjernestatusen på P3, er altså Anders Breinholt, som var en af mine helt store yndlinger fra P3’s ’Katapult’ og ’Poulsen, Breinholt og Søn’, hvor han udgjorde en utroligt velfungerende duo med Henrik Poulsen, og ’De sorte spejdere’ med Anders Lund Madsen. Dårlig idé. Han har ikke udstråling på en tv-skærm, og ’Go’morgen Danmarks’ stramme format giver ikke megen plads til Breinholts ellers fremragende sans for humor.

Om det er pengene eller berømmelsen, der lokker talentet over fra P3 til TV 2, skal jeg ikke kunne sige, men det er et tab for alle parter. P3 mister stærke profiler og dermed lyttere, TV 2 viser, at de ikke kan finde ud af at caste skærmtalent, men blot for alt i verden vil stjæle folk fra DR (som de også gjorde i stor stil med TV 2 Radio), og lytterne/seerne får både dårligere radio og tv. Og værterne selv ender med en kuldsejlet tv-karriere i stedet for en glorværdig radiokarriere.

Ærgerligt.