Tag-arkiv: politisk korrekthed

På ret diskurs

En af de argumenter, man hører rigtig tit, når man diskuterer mediernes diskurs om nydanske indvandrere af anden etnisk herkomst end dansk (eller hvad det hedder for tiden), er dette: “Hvorfor skriver aviserne, at de to kriminelle var af anden etnisk herkomst end dansk? De skriver aldrig, at en kriminel er af samme etnisk herkomst som dansk.”

Det er forkert. I denne artikel fra Sjællandske Medier skriver de netop:

På vej hjem fra en tur i supermarkedet blev en 84-årig mand lørdag eftermiddag ved 14-tiden overfaldet af to etnisk danske drenge på mellem 15 og 17 år.

Jeg synes godt, man kan argumentere for, at denne præcisering har præcis samme effekt. At man overhovedet skriver ‘etnisk danske’ beror jo på, at man er vant til at læse det modsatte i lignende historier.

Diskursivt burde man vel blot beskrive kriminelle på en måde, som kan hjælpe folk til at spotte dem og eventuelt oplyse politiet. Ja, det kan indebære hudfarve og accent, men det kan jo lige så godt være bleg og sønderjysk, som det kan være sort og gebrokkent.

Moské virker det i Canada

I et tidligere indlæg delte jeg mine bekymringer om ‘Yallahrup Færgeby’ – DR’s dukkejulekalender om nydanskere, eller hvad de hedder for tiden.

Heldigvis blev jeg faktisk rimelig glad for serien, og jeg tror ikke, at serien har skadet integrationen. Den handlede ikke om indvandrere som sådan og gav et sympatisk, omend stereotypt, billede af nogle hovedpersoner, som havde den slags teenageproblemer, alle kan identificere sig med.

På canadisk tv tager de en lidt anden indgangsvinkel til beskrivelsen af muslimer.

En kender af genrefamilien tv-serier som undertegnede kan med en meget lille fejlmargen sætte en finger på canadiske serier frem for amerikanske serier. Okay, det er måske at tage munden lidt for fuld, men der er helt klart en slags ‘Canadian feel’ ved nogle serier, som gør dem utrolig populære i fx Mellemøsten. Her snakker vi ‘Anne fra Grønnebakken’ og mange af de der farverige ungdomsserier, man nogle gange kan fange på dansk eftermiddagsfjernsyn.

Farver er netop et af elementerne ved ‘the Canadian feel’, da canadiske serier ofte er ekstremt farverige. Et andet element er den høje grad af PC – political correctness.

Og nu vender vi tilbage til muslimerne.

LMotP

En populær serie her lever op til begge hovedelementerne i ‘the Canadian feel’ og handler netop om muslimer. Navnet er ‘Little Mosque on the Prairie’, og jeg har lige set et afsnit.

Den handler om en en muslimsk familie, som bor i en eller anden by i Saskatchewan (hvor der altså er masser af prærie). Følg linket her og læs beskrivelsen af figurerne. Vi har den moderne imam, den eks-anglikanske konvertit, den hijab-bærende feminist, den tolerante pastor, racisten, der er god nok på bunden, den succesfulde akademiker, som er medlem af det konservative parti, og alle de andre figurer, som en dybt politisk korrekt serie om muslimer nu engang kræver.

Det skal forestille at være en komedieserie, men den er ikke sjov. Humoren er rettet mod et “familiepublikum” med en humor, som (godt nok uden dåselatter) hører til forgangne tiders familiekomedier som Cosby og Full House, med andre ord en humor, som aldrig nogensinde risikerer på nogen måde at fornærme nogen. Som canadierne kan lide det. Måske er det derfor, Canadas bedst komikere må arbejde i USA. Jim Carrey, Mike Myers, Michael J. Fox, etc. Penge er dog nok også en medvirkende faktor. Hehe.

Det værste er dog den klæbrige, klistrede politiske korrekthed, som driver ned ad de mangefarvede vægge – ja, farverigheden ses ikke blot på etnisk niveau, men også i tøj og scenografi. Bvadr.

Om den danske måde at gøre det på er bedre eller dårligere end den canadiske for muslimerne i de respektive produktionslande, ved jeg ikke. Hvis man gerne vil oplyse om Islam gennem en slags infotainment, som canadierne gør, virker det vel meget godt. Jeg har før hørt, at canadiernes tolerance mest udmønter sig i en slags tolereret sameksistens, mere end et egentlig integreret samfund. Men som underholdning virker ‘Yallahrup Færgeby’ helt klart bedre. På mig i hvert fald.