Tag-arkiv: Satire

Jon Stewart massakrerer blogosfæren

Op til weekenden vil jeg blot dele denne fantastiske kommentar på overdrevne overskrifter, som Jon Stewart (USA’s ufrivillige nyhedsguru) leverer i The Daily Show:


The Daily Show With Jon Stewart Mon - Thurs 11p / 10c
The Blogs Must Be Crazy
www.thedailyshow.com
Daily Show
Full Episodes
Political Humor Health Care Crisis

Jeg har klippet fra den amerikanske venstreorienterede superblog, The Huffington Post.

Obamarama II

I aftes – aftenen før valget – sendte NBC’s satireprogram Saturday Night Live deres firårlige “Presidential Bash”, hvor de samler op på deres præsident- og vicepræsident-sketches, de har lavet over valgkampen og gamle SNL-klip med gode gamle SNL-stjerner som Will Ferrell, Dan Aykroyd, m.fl.

Se det her.

Det mærkelige var, at John McCain åbnede ballet med en velkomsttale (alle SNL starter med en sketch el.lign., som med ordene “Live from New York, it’s Saturday Night!” (ja, også selv om det er mandag). Så mærkeligt er det vel heller ikke, da det jo handler om præsidentvalget, og Sarah Palin åbnede selv SNL i forrige uge, hvor hun også selv medvirkede i flere sketches. Det var den mest sete SNL i mange år.

Okay, det rigtig mærkelige var, at man overhovedet ikke så noget til Obama. Måske havde SNL (og stationen NBC) forbarmet sig over McCain pga. Obamas halvtimes-infomercial forleden.

Nej, det vildt mærkelige var, at Sarah Palin midt i udsendelsen fik kameraet helt for sig selv og leverede en lang tale, som overhovedet ikke var sjov, men nærmest pinligt truende over for NBC. Ingen vitser. Ingen lo. Det var bare pinligt for hende, og hele det der ‘jeg-kan-godt-se-ironien-i-mig-selv’-image, som hun oparbejdede ved at møde op ved siden af Tina Fey i SNL, faldt til jorden med et brag, der lød så højt som et skud fra et jagtgevær på elgjagt fra en helikopter.

Jeg håber, I kan se det hele på det link, jeg smed på. Youtube er lidt ømtålelige med sådan noget Copyright og sådan…

Kryds fingre i morgen.

Moské virker det i Canada

I et tidligere indlæg delte jeg mine bekymringer om ‘Yallahrup Færgeby’ – DR’s dukkejulekalender om nydanskere, eller hvad de hedder for tiden.

Heldigvis blev jeg faktisk rimelig glad for serien, og jeg tror ikke, at serien har skadet integrationen. Den handlede ikke om indvandrere som sådan og gav et sympatisk, omend stereotypt, billede af nogle hovedpersoner, som havde den slags teenageproblemer, alle kan identificere sig med.

På canadisk tv tager de en lidt anden indgangsvinkel til beskrivelsen af muslimer.

En kender af genrefamilien tv-serier som undertegnede kan med en meget lille fejlmargen sætte en finger på canadiske serier frem for amerikanske serier. Okay, det er måske at tage munden lidt for fuld, men der er helt klart en slags ‘Canadian feel’ ved nogle serier, som gør dem utrolig populære i fx Mellemøsten. Her snakker vi ‘Anne fra Grønnebakken’ og mange af de der farverige ungdomsserier, man nogle gange kan fange på dansk eftermiddagsfjernsyn.

Farver er netop et af elementerne ved ‘the Canadian feel’, da canadiske serier ofte er ekstremt farverige. Et andet element er den høje grad af PC – political correctness.

Og nu vender vi tilbage til muslimerne.

LMotP

En populær serie her lever op til begge hovedelementerne i ‘the Canadian feel’ og handler netop om muslimer. Navnet er ‘Little Mosque on the Prairie’, og jeg har lige set et afsnit.

Den handler om en en muslimsk familie, som bor i en eller anden by i Saskatchewan (hvor der altså er masser af prærie). Følg linket her og læs beskrivelsen af figurerne. Vi har den moderne imam, den eks-anglikanske konvertit, den hijab-bærende feminist, den tolerante pastor, racisten, der er god nok på bunden, den succesfulde akademiker, som er medlem af det konservative parti, og alle de andre figurer, som en dybt politisk korrekt serie om muslimer nu engang kræver.

Det skal forestille at være en komedieserie, men den er ikke sjov. Humoren er rettet mod et “familiepublikum” med en humor, som (godt nok uden dåselatter) hører til forgangne tiders familiekomedier som Cosby og Full House, med andre ord en humor, som aldrig nogensinde risikerer på nogen måde at fornærme nogen. Som canadierne kan lide det. Måske er det derfor, Canadas bedst komikere må arbejde i USA. Jim Carrey, Mike Myers, Michael J. Fox, etc. Penge er dog nok også en medvirkende faktor. Hehe.

Det værste er dog den klæbrige, klistrede politiske korrekthed, som driver ned ad de mangefarvede vægge – ja, farverigheden ses ikke blot på etnisk niveau, men også i tøj og scenografi. Bvadr.

Om den danske måde at gøre det på er bedre eller dårligere end den canadiske for muslimerne i de respektive produktionslande, ved jeg ikke. Hvis man gerne vil oplyse om Islam gennem en slags infotainment, som canadierne gør, virker det vel meget godt. Jeg har før hørt, at canadiernes tolerance mest udmønter sig i en slags tolereret sameksistens, mere end et egentlig integreret samfund. Men som underholdning virker ‘Yallahrup Færgeby’ helt klart bedre. På mig i hvert fald.