Af alle de folketingspolitikere, jeg har set udtale sig om den beslutning, støtter kun Simon Emil Ammitzbøll (LA) Lauritz.coms ret til at vælge, hvad de sælger. Alle andre – fra Villy Søvndal til Pia Kjærsgaard – kritiserer det private auktionsfirma for “selvcensur” og “stigmatisering” og siger, at “så har terroristerne vundet”. Mette Rode Sandstrøm argumenterer for, at ytringsfrihed ikke er ytringspligt, og at de altså blot vælger ikke at rode sig ind i Muhammed-sagen.

Anders Fogh Rasmussen nægtede at undskylde og mene noget om Jyllands-Postens publicering af tegningerne dengang. Det er ikke svært at forestille sig Lars Løkke Rasmussen undskylde over for vestlige lande, fordi Lauritz.com ikke sælger den akvarel.

Når en regering og en opposition går sammen om at prøve at tvinge et privat firma til eventuelt at sætte medarbejdernes sikkerhed på spil for et politisk princips skyld, kan jeg kun tænke på ord som terrorisme. Hvis Lauritz.com havde ombestemt sig, ville de netop have bukket under for terror – fra deres eget parlament.

Set bort fra hendes sære fagter i TV 2 Nyhederne fremstår Mette Rode Sandstrøm som en fornuftig og standhaftig chef, som påberåber sig sin ret til ikke at mene noget om sagen og i samme omgang beskytter sin egen og medarbejdernes sikkerhed. Nej, ingen kan vide, om Lauritz.com ville være blevet truet eller angrebet, men det er dem fuldt berettiget ikke at tage chancen.

Det skal da også nævnes, at det var TV 2 selv, der overhovedet fik Kurt Westergaard til at fatte penslen. Gad vide, om de havde lugtet en god nyhed forude.

Og som min kammerat Jacob skrev på min Facebook-væg:

“Vi må passe på med, at vi ikke kommer til at leve vores liv i angstens skygge,” – L.L. Rasmussen.
Fra en regering, der har givet os terrorlov og lign. virker den udtalelse som den værste form for hykleri jeg længe har hørt.

Så sandt, så sandt.

For de danske medier er det ikke nok at rapportere om katastrofen og opfordre folk til at hjælpe. De skal selvfølgelig også bruge chancen til at vildlede seere og læsere og desuden kaste mudder efter hinanden.

TV 2/Nyhederne (eller hvordan de nu skriver det) fik som det eneste elektroniske medie fat i en dansker, som var i Haiti og kunne fortælle om oplevelsen. Se indslaget her.

Det viser sig, at mureren slet ikke befandt sig i Haiti, og slet ikke i Jacmel, hvor Jørgen Leth bor, men i nabolandet Den Dominikanske Republik, som deler øen La Española med Haiti. Ekstra-Bladet fandt ud af det, da mureren ikke figurerede på de danske myndigheders liste over danskere i Haiti.

Derfor fortjente TV 2 naturligvis en røffel, og det fik de. Ekstra-Bladet og Politiken kastede sig selvfølgelig over tv-kanalen og fik TV 2’s nyhedschef Michael Dyrby til at undskylde (eller, som rubrikken påstår: “at beklage vildt.”). Han påstår, at det hele drejede sig om en misforståelse, TV 2 havde ikke checket, hvor han befandt sig, og kortet, der viste Jacmel som murerens opholdssted, skulle bruges til et interview med TV 2’s gode ven, Jørgen Leth. Klart nok, Dyrby.

Michael Dyrby har åbenbart ikke set indslaget selv, for han siger:

“Han siger selv, han er på Haiti, men blander det sammen med, at Haiti er en del af øen, der består af Haiti og Den Dominikanske Republik.”

Nej, Michael Dyrby, mureren kommer netop til at tale over sig (?) og siger, at han befinder sig 150 km fra Haiti.

Allerbedst er dog, at Michael Dyrby bliver konfronteret med anklagen om, at de bevidst ikke har fortalt det, fordi det ville være en bedre historie at være de første, der var i kontakt med en dansker i Haiti. Til det lyder svaret:

»Jo, jo, men skulle vi lyve om det? Det ville være helt vanvittigt.«

Jeg er helt enig. Helt vanvittigt.

Det måske mest interessante ved hele denne misere er, at nyhedsværten Jesper Steinmetz faktisk ikke decideret lyver og siger, at mureren er i Haiti, men faktisk blot udelader at fortælle seerne (eller “bortvinkler”), at mureren slet ikke er i Haiti. Mureren selv siger, at han befinder sig 150 km fra Haiti, men det bliver ikke samlet op på. Der bliver udelukkende fokuseret på, at mureren befinder sig 150 km fra der, hvor jordskælvet skete. (Det skal siges, at jeg kun har set indslaget på nettet, så jeg ved ikke, om han faktisk løj i selve nyhedsudsendelsen.)

Puha, det er godt, at I har medieeksperter som ekstramedium.dk til at gøre jer til bedre rustede medieforbrugere.

Husk at støtte, fx Røde Kors ved at smæsse ‘KATASTROFE’ til 1231.

Og kan vi ikke sende alle de madpakker, som de kræsne danske børn ikke vil have, til Haiti?

Du kan se den rigtige historie her. Det handler om en socialrådgiver, som blev fyret fra Helsingør Kommune bl.a. pga. mistanke om alkoholmisbrug, og som senere søgte job hos Hillerød Kommune. Helsingør lod en kommentar falde om socialrådgiverens fortid, og nu er begge kommuner blevet dømt til at give rådgiveren erstatning.

Det første, der sprang i mine øjne, var naturligvis, at den herre på billedet var advokat og kvindelig socialrådgiver. Når man så tid til at læse hele linjen, kan man så se, at han endda er advokat to gange. Noget af en bedrift.

Jaja, det er vel meningen, at han er advokat for socialrådgiveren og for FTF. Men af en eller anden grund har det være meget vigtigt for journalisten Johanne Vinten at få ordet ‘kvindelig’ med, og det går ud over forståeligheden og kildens to advokattitler. Meget klodset.

Og til sidst vil jeg knytte en kønspolitisk kommentar. Hvis danske kvinder vil have noget, der ligner ligestilling i Danmark, må I da råbe højt, når der så udtrykkeligt bliver sagt og skrevet ‘kvindelig socialrådgiver’ igen og igen i indslaget. Det er da sagen fuldstændig uvedkommende, medmindre det enten er mere synd for hende, fordi hun er en kvinde, eller at kvinder er mere tilbøjelige til at sagsøge sin arbejdsgiver, eller at kvinder har nemmere ved at blive alkoholikere.

Hvis nogen kan forsvare, hvorfor det er relevant at skrive og sige ‘kvindelig socialrådgiver’, så læg endelig en kommentar.

Så sad man en højhellig søndag morgen og så genudsendelse af ‘Hvem vil være millionær? – Mig og mit idol’. Først sad man og bliver meget overrasket over, at Anders Breinholt, hans idol Meyerheim og 70 % af publikum troede, at pashmina er silke, og dermed røg ud med kun 5.000,- til en bus til nogle stakkels udviklingshæmmede (som de (før de røg ud) spøgfuldt mente kun var nok til navkapsler og måtter). Dernæst blev man overrasket over, hvor svært Thomas Madvigs fan Lisbeth Østergaard havde ved at skjule sine manglende evner i paratviden. “Hvornår siger du latinerne?” var hendes kommentar til svarmulighederne til spørgsmålet om, hvem der først talte latin.

Når man så var kommet sig over det, tænkte man: hov, er der ikke noget, de alle sammen har tilfælles? Nårh jo, de er jo alle sammen Hans Pilgaards kolleger.

Hvor er det trist, at TV 2 vælger at blive ved med den lange række af ’specials’, hvor deltagerne overhovedet ikke er lige så gode som enkeltdeltagerne (bortset fra brødrene Lund Madsen), og hvor er det endnu mere trist, at de så vælger at proppe flere programmer med TV 2-medarbejdere for at profilere deres egne værter som stjerner. Som så oveni ser op til andre TV 2-medarbejdere som idoler.

Ét af spørgsmålene handlede endda om ‘B.S. og Bubber’…

Her mandag aften fortsatte galskaben så. Lisbeth Østergaard og Thomas Madvig brugte gudhjælpemig TV 2’s Jes Dorph-Petersen som livline (som dog ikke hjalp) og endte med 50.000,- (ti gange mere end Breinholt og Meyerheim (!)). Og efter dem var det så Julie Berthelsen, hvis karriere jo blev skabt af TV 2-programmet Popstars for en del år siden, og hendes idol Søs Fenger, som snart skal reprezzent’e mit hood, Kongens Lyngby, i TV 2’s kor-battle, Allstars. Deres livline var så Lasse Rimmer, som for tiden deltager i TV 2’s genoplivning af det svenske koncept Nyhedsministeriet, og som tidligere har været vært på TV 2’s Jeopardy.

Helt ærligt, TV 2. Har I ingen skam i livet?

Min kammerat Martin udtrykte sig forleden således: “Public service døde med X Factor.” Det var konklusionen, der fulgte efter en diskussion om, hvorvidt TV AVISEN i dag kun handler om DR. Han har nok ikke helt ret i den udtalelse, men der er da noget om det.

Talkshowet ‘Reimers’ har da også haft alle mulige DR-folk inde over, ikke mindst X Factor-dommere og lignende.

MIT store (dog fiktive) idol er Jack Donaghy, Alec Baldwins rolle på den fantastiske komedieserie ‘30 Rock’ (som i Danmark kan ses på 6′eren). Han sagde i et afsnit guldreplikken “Never badmouth synergy”. Han er selv rigtig god til at promovere produkter i tv-shows og omvendt. Noget, man længe har gjort det meget i i USA og som nu også er kommet til Danmark i stor stil. Ikke mindst med Per Mikael Jensen, som så smart lod bladet ‘Vi med hund’ sponsorere TV 2’s hundeprogram ‘Danmarks sødeste hund’. TV 2 er medudgiver af bladet…

Onsdag aften fik jeg så æren af at fange programmet en sen aften på TV 2. Selv om jeg tidligere har udtrykt skepsis over for forbrugerjournalistik på tv, gav jeg det en chance, mest fordi jeg var nysgerrig for at se, hvordan Morten Spiegelhauer klarede at give den arabiske verden det indtryk, at vi her til lands pumpede koteletter ind i vores kylling.

Nøjh, hvor var det et kedeligt program.

For det første var det utrolig uskarpt vinklet. Programmet skulle handle om den såkaldte ‘neutralmarinering’, hvor kyllingeproducenter sprøjter en salt- og sukkerlage ind i kyllingekødet, men alligevel skulle vi en lang omvej forbi æglæggerhøns i bur og kyllingernes ben, som altså engang var fremavlet for svage til at bære hønsene, men ikke var det længere.

For det andet var det et utrolig småt problem, der var i fokus. Kyllingeproducenterne deklarerer, at der er vand i kødet, men nogle af dem overskred det deklarerede vandindhold. “Og det er ulovligt,” som Spiegelhauer i bedste Jersild-stil erklærer gang på gang. Jo, naturligvis skal deklarationer være i orden, men her drejer det sig om, at kunderne bliver udsat for…hold fast…nogle procent ekstra saltvand!

Man kan kun gå ud fra, at rundturen forbi æglæggerne og benmuskelgener skulle tjene to formål; nemlig at fylde et ufatteligt tamt program ud og at forsøge at vække seernes forargelse på andre måder end at fokusere på selve historien. En slags saltvandsindsprøjning til et kedeligt program altså.

Programmet sluttede med, at Morten Spiegelhauer sprøjtede en blanding af gelatine (baseret på svinehud (deraf den arabiske furore)) ind i et stykke kylling hjemme i køkkenet og derefter smagte på fire forskellige stykker kød med en kendt kok. Hans udtalelse var kun næsten lige så forudsigelig som dyrevelfærdsmanden tidligere i programmet, som fuldstændig risikofrit kunne sige, at høns i lastbiler skulle have det bedre.

For at være fair skal det nævnes, at Spiegelhauer og Co. ikke sagde, producenterne gjorde noget rigtig galt, men at det var forbrugernes skyld, fordi de købte det neutralmarinerede kød (“Det er lige før, man burde kalde det vandkylling,” var Spiegelhauers smarte replik). Ingen nævnte dog, at danskerne synes, kylling ellers er tørt, fordi danskere ikke er særlig gode til at lave mad og desuden har en idé om, at man for alt i verden skal undgå fedtstof. Og hvad er værst for folkesundheden – at spise kyllingekød, der er stegt i fedt, eller kød, der er tilsat saltvand?

Faktisk sad jeg tilbage med følelsen af, at jeg var blevet udsat for præcis det samme, som ‘Operation X’ mente, at kyllingeproducenterne udsatte forbrugerne for. Jeg havde lige indtaget et stykke neutralmarineret journalistik, hvor der ingen steder på deklarationen stod, at programmet var tilsat 40 % saltvand, fordi det ellers ville være for tørt eller fylde for lidt.

Historien om, hvorvidt de sælger kyllingekød tilsat krølle på halen til de muslimske lande ville have været uendeligt mere interessant, men mon ikke vi ser den i dagspressen inden længe…og bliver flagafbrændingerne så erstattet af symbolske grillfester med dansk kylling på menuen?

Selv om jeg først for nylig er kommet hjem fra et semester i Montréal, vidste jeg som trofast podcaster af ’Mennesker og medier’ på P1 allerede, at ’De sorte spejdere’ er holdt op med at sende, og at den rødhårede spejder Anders Breinholt har sagt farvel til stjernestatusen på P3 til fordel for intet mindre end ’Go’morgen Danmark’.

Da han i ’Mennesker og medier’ fortalte, at han havde taget springet fra radio til morgen-tv var det ikke svært at høre på hans stemme, at han ikke selv troede på, at han ”godt kunne lide at snakke med mennesker” (citat frit fra hukommelsen). Den tidligere Falck-redder ved godt selv, at han har solgt ud.

Og her forleden så jeg ham for første gang folde sig ud på tv i selskab med eks-nyhedsværten fra TV 2, Kamilla Walsøe, hvor Breinholt faktisk sidder og spørger Joachim B. Olsen, om han ikke har solgt ud ved at danse i Rødovre Centrum i stedet for at smide 7,26 kg tunge kugler. Åh, ironien.

Det er åbenbart mere og mere en gammelkendt sandhed, at radioværter går med en drøm i maven om at lave tv, og mange af dem ender på TV 2.

Lars Daneskov, som i lang tid blidt vækkede mig med morgenplat charme på’Godmorgen P3’, tog springet gennem TV AVISEN til ’Jeopardy’-vært, som dog blev en kort fornøjelse, da det blev tydeligt, at han var en udpræget ikke-skærmtrold.

Morten Resen, som var en gudsbenådet formiddagsvært på P3 (men ifølge interne kilder også noget af en primadonna), tog springet til ’Go’morgen Danmark’ for længe siden, og selv om han egentlig er faldet meget godt til i rollen som Cecilie Frøkjærs fjollede sidekick, har han overhovedet ikke samme udstråling på tv, som han havde i radioen.

Den dygtige og kønne P3-vært Lisbeth Østergaard virkede som et åbenlyst valg som vært på ’Zulu Djævleræs’ og senere ’Varm på is’, men selv ikke hendes skarpe blå øjne opvejede for hendes forsagthed og uegnethed som tv-vært.

Mads Steffensen, som heldigvis stadig styrer slagets gang i hans supersucces ’Mads og monopolet’, er nærmest indbegrebet af ’a face for the radio’. Hans nordjyske hæse stemme er perfekt til radio, men hans smil ligner desværre en skaldet, tørhudet John McCain, og hans tilstedeværelse på ’Aftenshowet’ bliver næsten reduceret til at få den ellers lidt kiksede Sisse Fisker til at fremstå som et blændende tv-talent.

Sara og Peter, som selv i min gymnasietid holdt mig underholdt med deres kække og direkte stil i ’Børneradio’, forsøgte sig som tv-værter i ’Fjernsyn med Sara og Peter’ (også på TV 2), men det blev aldrig helt godt. Sara Bro laver nu ’Hjerteflimmer’ og gør det ret godt, men Peter Sloth Madsen i dag næsten kun er kendt for at lave Suzuki-reklamer. Han laver også en masse teater og ting ved siden af.

Iben Maria Zeuthen, som er blevet den ene af P3’s stemmesignaturer (den anden var Thomas Madvig og er nu Kristian Leth) har en af dansk radios mest sexede stemmer, men hendes forsøg som vært på DR’s ’Pigerne mod drengene’ viste en ugidelig teenagetøs (i starten af 20’erne) uden skærmkarisma.

Og behøver jeg nævne Morten Spiegelhauer, som var med til at starte ’P3 Nyheder’. Hånden op, hvis du synes, han brænder igennem på tv-skærmen…

Der er to undtagelser, der bekræfter reglen, og den ene er Andrea Elisabeth Rudolph. Jeg husker, at jeg hørte hende på P3 og syntes, hun var rimelig uduelig, men da hun så tog springet til Boogie, forstod jeg pludselig, hvad folk så i hende – nemlig en lækker vært, som bare skulle videre til tv hurtigst muligt. Godt valg.

Den anden undtagelse er Louise Wolff, som har en god tilstedeværelse på skærmen i ’Aftenshowet’, men som jeg dog stadig ydmygt mener var bedre på radio.

Seneste led i den lange række af radioværter, som har frasagt sig stjernestatusen på P3, er altså Anders Breinholt, som var en af mine helt store yndlinger fra P3’s ’Katapult’ og ’Poulsen, Breinholt og Søn’, hvor han udgjorde en utroligt velfungerende duo med Henrik Poulsen, og ’De sorte spejdere’ med Anders Lund Madsen. Dårlig idé. Han har ikke udstråling på en tv-skærm, og ’Go’morgen Danmarks’ stramme format giver ikke megen plads til Breinholts ellers fremragende sans for humor.

Om det er pengene eller berømmelsen, der lokker talentet over fra P3 til TV 2, skal jeg ikke kunne sige, men det er et tab for alle parter. P3 mister stærke profiler og dermed lyttere, TV 2 viser, at de ikke kan finde ud af at caste skærmtalent, men blot for alt i verden vil stjæle folk fra DR (som de også gjorde i stor stil med TV 2 Radio), og lytterne/seerne får både dårligere radio og tv. Og værterne selv ender med en kuldsejlet tv-karriere i stedet for en glorværdig radiokarriere.

Ærgerligt.

Se bare, hvilken ekspert, TV 2/Bornholm bruger i dette indslag. Læg især mærke til, hvad hans profession er.

Og hvis I er trætte af agurketid i Danmark, så er det endnu værre på Bornholm. Believe me, I’ve been there.

Endelig vil jeg blot påpege, at dette nok bliver det sidste indlæg skrevet på dansk jord i nogen tid. På fredag flyver jeg til Canada og bliver der året ud, så indlæg derimellem vil sandsynligvis handle om andre medier end lige de danske. Jeg håber, det bliver snart.

Forleden skrev en af mine venner på TV 2 så en sms til mig, mens jeg sad i toget på vej til Århus. Sms’en lød: “Hvad glor du på?” Jeg kiggede mig rundt i stillekupeen for at se, om han sad der, men næh. “Hva’?” lød svaret. Så begyndte han at påstå, at jeg stod bag 1:1-apparatet på Kvægtorvet i Odense og kiggede ud på folk i 18-nyhederne. Det mente jeg ikke, jeg gjorde, da jeg godt nok havde været på Kvægtorvet én gang i mit liv, nemlig til et praktikudvalgsmøde for noget, der ligner et år siden, men overhovedet ikke nu. Sms’erne “Det er helt vildt, så meget det ligner dig i baggrunden!” og “Det er dig.” afsluttede sagen foreløbig.

Dagen efter kom beskeden “Jeg tror jeg har luret det. Hvornår har du været på Kvægtorvet sidst?” – og jeg forklarede, at jeg havde været der til det møde. For længe siden. Han fortalte så, at TV 2 åbenbart har optaget et lille stykke video dengang, og det afspiller de så i baggrunden, når de har en 1:1 i Odense (for forklaring, se kommentarfeltet under det gamle indlæg).

Min TV 2-kammerat fandt så ud af at lave en optagelse af det, og sådan her ser det ud (uden lyd):

Det er mig, der lige kigger lidt længere på kameraet end de andre.

Hvorfor TV 2 vælger at gøre det på den måde, ved kun de. Måske kan en TV 2-medarbejder kaste lys over sagen?

Det bliver et meget kort indlæg i dag, fordi jeg for det første er i gang med mit 7. semesters-projekt og er en smule bagud – måske – og for det andet bruger meget af min mediekritiske (eller blot -kommenterende) energi på en af ekstramedium.dk’s konkurrenter, nemlig Politikens læserpanel, hvor journaliststuderende i juni skriver om dagens avis. Jeg har torsdagene og søndag den 15. Læs endelig vores indlæg, og kommentér dem. Tak.

Jeg er bare nødt til at komme ud med lidt galde. Hvad i Jes Dorphs hellige navn sker der for TV 2/Nyhederne? Jeg kan godt tage den akavede pingpong mellem Aftenshowet/Go’ Aften Danmark og nyhedsværterne. Jeg kan også til nød acceptere de nyheder, som omhandler dokumentarer, der bliver sendt på TV 2 eller DR1 samme aften. Jeg kan ikke lide det, men jeg kan acceptere det. Til nød altså.

Men i aftenens TV 2/Nyhederne havde de gudhjælpeme et indslag om ‘Byen, hvor kvinderne gik’, hvor min medstuderende (jeg kritiserer ikke dig, Jonas – du arbejder der jo bare) var udsendt reporter i Sinding ved Silkeborg, hvor TV 2’s seneste reality-satsning havde fundet sted. Alt sammen var for at pro-/reklamere, at afslutningen på programserien (hvor kvinderne glade kommer vandrende med rullekufferterne tilbage til parcelhelvedet) var i aften 20:50. Aaaaargh! Det er ikke en nyhed!

I øvrigt kunne jeg meget godt lide det program. Der blev virkelig skabt noget sammenhold, og en af damerne lærte at snakke med andre folk. Godt koncept, men jeg ved ikke, hvor mange københavnere, der så det. Er jeg egentlig en snobbet københavnersnude, fordi jeg ved, hvad balsamico er? Det vidste de to naboer, der deltog i aftenens ‘Hvem vil være millionær?’ ikke. De måtte spørge publikum…

Midt i den stressende semesterprojektperiode, jeg er ved at gennemleve i disse dag, har jeg foræret mig selv en pause for at se lidt bryllupsfjernsyn på denne glædelige dag, nemlig Prins Joachim og Marie Cavalliers bryllupsdag.

Reimer Bo Christensen er ene vært på DR, men er dog flankeret af fire forskellige eksperter. Langsidens meget ivrige historiker, Jes Fabricius, lagde ud med at forklare, at ingen nok forstår Slesvig-Sønderjylland-problemet til bunds, men i den ærlige akademiker så Reimer Bo straks en ekspertkilde, der undergravede sin egen autoritet og fik tilføjet, at den gode Fabricius nok var beskeden og nok selv forstod problemet. Sjovt.

Og Aftenshowets værter står klar som reportere til at sige ting som ’solen skinner jo fra en skyfri himmel’, mens man tydeligt kan se store, men venlige klumper af kumulusskyer i baggrunden. Men hvem skal holde klicheer i live, hvis ikke Aftenshowets værter?

Haha, journalisten Reimer Bo følger op ved at henvise til DR’s etiske regler om ikke at overdrive og påpeger over for Sisse Fisker, at der faktisk var kumulusskyer i baggrunden. You’re my man, Reimer. Hvordan klarer TV AVISEN sig uden ham? Ikke godt, kunne svaret på dette retoriske spørgsmål være.

Anderledes var det på TV 2, hvor Jes Dorph-Petersen (ja, der er en bindestreg) endnu en gang viser sin overlegne professionalisme og behandler brylluppet som hvilkensomhelst anden nyhedshistorie sammen med en Natasja Crone. Dog ikke uden virkelig skarpe sarkastiske mellemtoner, som man nok kun kan opfatte, hvis man (som Jes Dorph selv) er skeptisk over for kongehuset og al dets væsen. Tørt får han meddelt, at de nu har bragt to virkelig skarpe nyheder allerede; Roger Moore (eller James Bond, som Natasja Crone gerne vil kalde ham) er med til bryllup, og Marie skal have et diadem på, som hun har fået i aftes af dronningen. Desværre tillader vores stueantenne os ikke at se TV 2 NEWS, men jeg forventer, at diademnyheden har en fremtrædende plads på nyhedstickeren.

Tilbage på DR1 viser de nu dokumentaren ‘Prinsesse på vej’ om dagens bedårende brud. Jeg er før blevet klandret for at bruge ordet ‘nuttet’ på herværende blog, men det er hun nu engang. Også dejligt at høre, at ‘Ô la la’ ikke er gået af mode på fransk. Det svarer til stadig at sige ‘novra’ på dansk, men et stort sprog udvikler sig langsommere.

Reporter Johannes Langkilde står rank og klar på TV 2, og pludselig befinder vi os i et navlepillende mediecirkus af (bevares, ganske små) dimensioner. Johannes Langkilde giver selveste TV 2-mikrofonen med TV 2 Nyhedernes nye, knaldrøde farve til TV Glads udsendte reporter med det utroligt journalistisk velegnede navn Poul Pelle, måske Johannes Langkildes diametrale modsætning (ja, jeg må vel også gerne bruge klicheer på en dag som i dag). Poul Pelle giver så mikrofonen videre til sin kollega fra TV Glad Syd (ja, TV Glad har åbenbart 250 medarbejdere over hele landet), som giver den tilbage til Poul Pelle, som så interviewer Johannes Langkilde (!) om brylluppet og medieovervågenheden, hvor Johannes Langkilde får fortalt, hvor mange hundreder af medarbejdere på TV 2, der har arbejdet på det her i månedsvis, og hvor sød en prinsesse, Marie bliver.

Smart trick af TV 2, som tidligere har fået danskerne til at klistre sig til skærmen for at sige ‘Nårh, hvor er de søde/sjove’ om mongoler og altså nu udviklingshæmmede. Det næste må være et realityprogram om fodboldfans. “Nårh, de er næsten ligesom rigtige mennesker!”

Jeg vil nu rive mig fri af både tv- og computerskærm og begive mig ned på Banegården for at købe mine billetter til Berlin (649,- retur), hvor jeg skal skrive reportage fra den internationale typografi- og designkonference TYPO Berlin 2008.