Tag-arkiv: TV

“Never badmouth synergy”

Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde. I sidste ende er jeg nok mest bare forarget.

Så sad man en højhellig søndag morgen og så genudsendelse af ‘Hvem vil være millionær? – Mig og mit idol’. Først sad man og bliver meget overrasket over, at Anders Breinholt, hans idol Meyerheim og 70 % af publikum troede, at pashmina er silke, og dermed røg ud med kun 5.000,- til en bus til nogle stakkels udviklingshæmmede (som de (før de røg ud) spøgfuldt mente kun var nok til navkapsler og måtter). Dernæst blev man overrasket over, hvor svært Thomas Madvigs fan Lisbeth Østergaard havde ved at skjule sine manglende evner i paratviden. “Hvornår siger du latinerne?” var hendes kommentar til svarmulighederne til spørgsmålet om, hvem der først talte latin.

Når man så var kommet sig over det, tænkte man: hov, er der ikke noget, de alle sammen har tilfælles? Nårh jo, de er jo alle sammen Hans Pilgaards kolleger.

Hvor er det trist, at TV 2 vælger at blive ved med den lange række af ‘specials’, hvor deltagerne overhovedet ikke er lige så gode som enkeltdeltagerne (bortset fra brødrene Lund Madsen), og hvor er det endnu mere trist, at de så vælger at proppe flere programmer med TV 2-medarbejdere for at profilere deres egne værter som stjerner. Som så oveni ser op til andre TV 2-medarbejdere som idoler.

Ét af spørgsmålene handlede endda om ‘B.S. og Bubber’…

Her mandag aften fortsatte galskaben så. Lisbeth Østergaard og Thomas Madvig brugte gudhjælpemig TV 2′s Jes Dorph-Petersen som livline (som dog ikke hjalp) og endte med 50.000,- (ti gange mere end Breinholt og Meyerheim (!)). Og efter dem var det så Julie Berthelsen, hvis karriere jo blev skabt af TV 2-programmet Popstars for en del år siden, og hendes idol Søs Fenger, som snart skal reprezzent’e mit hood, Kongens Lyngby, i TV 2′s kor-battle, Allstars. Deres livline var så Lasse Rimmer, som for tiden deltager i TV 2′s genoplivning af det svenske koncept Nyhedsministeriet, og som tidligere har været vært på TV 2′s Jeopardy.

Helt ærligt, TV 2. Har I ingen skam i livet?

Min kammerat Martin udtrykte sig forleden således: “Public service døde med X Factor.” Det var konklusionen, der fulgte efter en diskussion om, hvorvidt TV AVISEN i dag kun handler om DR. Han har nok ikke helt ret i den udtalelse, men der er da noget om det.

Talkshowet ‘Reimers’ har da også haft alle mulige DR-folk inde over, ikke mindst X Factor-dommere og lignende.

MIT store (dog fiktive) idol er Jack Donaghy, Alec Baldwins rolle på den fantastiske komedieserie ’30 Rock’ (som i Danmark kan ses på 6′eren). Han sagde i et afsnit guldreplikken “Never badmouth synergy”. Han er selv rigtig god til at promovere produkter i tv-shows og omvendt. Noget, man længe har gjort det meget i i USA og som nu også er kommet til Danmark i stor stil. Ikke mindst med Per Mikael Jensen, som så smart lod bladet ‘Vi med hund’ sponsorere TV 2′s hundeprogram ‘Danmarks sødeste hund’. TV 2 er medudgiver af bladet…

That’s live I

Jeg ved ikke, hvor relevant det her er, men jeg følte simpelthen, at jeg var nødt til at dele det her med jer.

De der quizzer på Kanal 4, 5 og 6′eren er godt nok irriterende, men der er to gode ting ved det. For det første er der nogle gange nogle meget søde piger, som man jo altid lige kan kigge lidt på, når man er på kanalrundfart, og for det andet kan der ske sjove ting, når et program er live. Se her:

Obamarama II

I aftes – aftenen før valget – sendte NBC’s satireprogram Saturday Night Live deres firårlige “Presidential Bash”, hvor de samler op på deres præsident- og vicepræsident-sketches, de har lavet over valgkampen og gamle SNL-klip med gode gamle SNL-stjerner som Will Ferrell, Dan Aykroyd, m.fl.

Se det her.

Det mærkelige var, at John McCain åbnede ballet med en velkomsttale (alle SNL starter med en sketch el.lign., som med ordene “Live from New York, it’s Saturday Night!” (ja, også selv om det er mandag). Så mærkeligt er det vel heller ikke, da det jo handler om præsidentvalget, og Sarah Palin åbnede selv SNL i forrige uge, hvor hun også selv medvirkede i flere sketches. Det var den mest sete SNL i mange år.

Okay, det rigtig mærkelige var, at man overhovedet ikke så noget til Obama. Måske havde SNL (og stationen NBC) forbarmet sig over McCain pga. Obamas halvtimes-infomercial forleden.

Nej, det vildt mærkelige var, at Sarah Palin midt i udsendelsen fik kameraet helt for sig selv og leverede en lang tale, som overhovedet ikke var sjov, men nærmest pinligt truende over for NBC. Ingen vitser. Ingen lo. Det var bare pinligt for hende, og hele det der ‘jeg-kan-godt-se-ironien-i-mig-selv’-image, som hun oparbejdede ved at møde op ved siden af Tina Fey i SNL, faldt til jorden med et brag, der lød så højt som et skud fra et jagtgevær på elgjagt fra en helikopter.

Jeg håber, I kan se det hele på det link, jeg smed på. Youtube er lidt ømtålelige med sådan noget Copyright og sådan…

Kryds fingre i morgen.

Obamarama

Obama - ikke fra aftenens program

I aftes så jeg Stephen Colbert spørge den ægte socialistiske præsidentkandidat, Brian Moore, om han ikke følte sig fornærmet over, at McCain-holdet kaldte Obama socialist. Brian Moore var ikke særlig veltalende, men det var et sjovt indlæg.

I dag er det så den rigtige Obamas tur – i stor stil.

Hans kampagne har samlet så mange penge fra organisationer og enkeltpersoner over hele landet (og sikkert også en del fra udlandet), at hans budget oversteg McCains flere gange. Derfor havde Obama råd til at købe en hel halv times sendetid på næsten alle de store landsdækkende amerikanske kanaler. Det koster kassen, sådan noget. Nærmere 3,5 til 5 mio. amerikanske dollars.

Og nu kører det. Barack Obama står i det klassiske amerikanske jakkesæt med rødt slips og Stars and Stripes-knap i reversen og taler direkte i mine øjne (læs: flimrer hen over teleprompteren), mens han så utrolig ærligt fortæller, hvad han lover at gøre, hvis (jeg tør ikke sige ‘når’) han vinder valget i næste uge. Under billedsiden kører et generisk, men følelsesladet soundtrack med klaver og strygerlyde, som minder mig om ‘An Inconvenient Truth’. En gang imellem siger Obama, at vi lige skal høre hende hers historie, og så skal vi se en ærkeamerikansk familie med fire børn og to SUV’s, som er ramt af finanskrisen.

Vi ser også klip af Obama fra tv-udsendelser og Obama med børnehavebørn. Og nu også Obama (uden jakkesæt), som over et sentimentalt diasshow fortæller om sin barndom. Muzakken flyder stadigt videre – og…jeg tror, jeg hører korstemmer nu.

“We can make schools that work.”

Obama fortæller nu om, da hans mor døde i 1995. Hvis nogen kan sætte ord på følelser, er det ham.

“It was a shock. It felt arbitrary.” Alle har følt den stikkende smerte, når man bliver ramt af det arbitrære.

“This guy is special,” siger New Mexicos guvernør.

Nu er det sort/hvide billeder af Obama, der krammer sorte børn. Det her er virkelig godt produceret. Og det taler virkelig til de kvindelige svingvælgere, som efter skuffelsen over Hillary har lænet mod højre og Miss Alaska.

Og pludselig er det live fra Florida. Det hele var en optakt til en sidste stor tale bag en talerstol med det Yoda-grammatiske nye slogan: “Change we need.”

“We will change this country, and we will change the world. Thank you. God bless you.”

Det hele er slut. Strygerne blæser for fuld drøn nu, og man får helt gåsehud.

For en kynisk skandinav som jeg selv var det her utrolig patetisk (i ordets danske betydning). Men det var flot lavet. Det var rimelig nede på jorden (jaja, alt er relativt), det var klare budskaber, det var ret sagligt, og det var masser af stærke cases, som svingvælgerne kan identificere sig med.

Og endnu mere interessant. På trods af måneders mudderkastningsreklamer på tv og andre steder, var det meget tydeligt, at hverken John McCain eller Bush blev nævnt i hele den halve time.

Om den højreorienterede presse finder ting og sager, som ikke passer, i Obamas film og afslutningstale, vil morgendagens overskrifter vise. Eller faktisk har jeg lige slået over på CNN, som faktisk snakker om Obamas “half hour infomercial”. Så snart falder CNN’s eksperters dom. Hvor er det egentlig poppet, at valgkampen bliver kaldt ‘Ballot Bowl 08′ på CNN. Pfft.

Nu glæder jeg mig bare til at se, hvad de finder på i The Daily Show, hvor Obama skal på i aften. Og hvad Colbert også finder på at sige om det.

En af CNN’s kommentatorer siger, det var “F’ing well done.” Værten bliver hylet helt ud af den. “I know you mean ‘a freaking good job’, right?” “No I don’t think so,” svarer kommentatoren.

Men jeg gider ikke vente på flere kommentarer. Det her indlæg skal bare på nu, så jeg kan komme i gang med at skrive min artikel om fedtsyrer og Alzheimers, som skulle have været afleveret i morges, men som jeg ringede over hele verden for at få fat i kilder til. Mærkelig oplevelse at ringe forkert nummer i en anden dato, end man selv befinder sig i…

Reklamerika

Det er efterhånden længe siden, og i mangel af bedre vil jeg dele lidt om mine oplevelser med medierne i Nordamerika, hvor jeg er nu. Montréal, for at være nøjagtig.

Montréal ligger i Québec, Canadas fransktalende provins, og derfor er der selvfølgelig en masse fransktalende tv-kanaler, blandet med en masse engelsktalende fra både Canada og USA.

Men de to ting, jeg vil skrive lidt om i dette indlæg, er reklamer og tekstning.

Der er reklamer hele tiden. Alle de gange, hvor tv-film eller -serier fader til sort og tilbage, når vi ser dem i Danmark, er reklamepauser. Også de pauser lige før rulleteksterne…! Det vidste de fleste af jer nok, men som “forkælet” dansker bliver man alligevel meget hurtigt utrolig irriteret over alle de reklamer.

Noget sjovt ved reklamer for medicin er, at det ikke er nok at advare mod bivirkninger i det, der står med småt i bunden af billedet. Fortællerstemmen skal fortælle om eventuelle bivirkninger i selve reklamen. Når de først har fortalt, hvor godt produktet er, skal de altså bruge mindst lige så lang tid på at fortælle seeren om alle de problemer, man kan risikere at få, når man bruger produktet. Det er helt sikkert for ikke at blive sagsøgt. Red Bull-reklamerne har også en såkaldt ‘disclaimer’, hvor fortælleren siger, at man ikke i virkeligheden kan flyve, selvom deres tagline er ‘Red Bull gives you wiiiings.’

Noget andet sjovt er, at de nogle gange viser den samme reklame to gange lige efter hinanden. Jeg ved ikke, om det er en fejl, eller om det er for at hamre budskabet og produktet ekstra hårdt ind i skallen på seeren…

Og fordi vi er i Québec (eller bare i Canada) ser vi mange reklamer indspillet i to versioner – en fransk og en engelsk. Under OL zappede vi meget frem og tilbage mellem kanaler, og for eksempel reklamer for Bell (Canadas svar på TDC) og McDonald’s er indspillet i forskellige versioner, og det er ikke bare sproget, men også hele stilen og sprogtonen, der er anderledes, selvom historien er den samme. Skuespillerne er heller ikke de samme, selvom man nok skulle mene, at man ville kunne finde nok tosprogede mennesker til det.

Alle programmer her bliver sponsoreret. Selv, når de viser BBC World News (på en af de lokale kanaler), er nyhederne sponsoreret af firmaer og organisationer. Og ikke nok med det. Det, de kalder ‘closed captioning’ er undertekster for døve, som man her kan slå til og fra, også på live-udsendelser. Der sidder altså folk og skriver med en lille forsinkelse – ret vildt. Også disse undertekster er sponsoreret af firmaer…! “Closed captioning brought to you by…”

Det fedeste ved at være her, er forresten, at jeg kan se de amerikanske serier med det samme – altså når de bliver sendt første gang. Jeg har både set sæsonpremieren på Prison Break og den nye 90210!

Det sidste, jeg lige er nødt til at nævne, er noget, jeg personligt godt kunne tænke mig at se i Danmark. For sjov. På nyhedsudsendelserne er der en helt klar tendens til at bruge reportere af asiatisk baggrund – enten som nyhedsvært, finansvært eller reporter i marken. Alle nyhedsudsendelser, jeg har set her (bortset fra BBC’s), har haft asiater med. Jeg ved ikke, om asiater har en særligt høj troværdighed herovre? Hmm, måske kan jeg udnytte det på en eller anden måde. Serien Family Guy har også lagt mærke til dette og parodierer det i figuren ‘Asian reporter Tricia Takanawa‘:

Asian reporter Tricia Takanawa